Danielle Deadwyler leverer toppraestation i et filmdrama, der føles som en historietime
Som filmoplevelse er ”Retfaerdighed for Emmett Till” voldsomt traditionel graensende til uambitiøs.
DRAMA
USA, 2022
Instruktør: Chinonye Chukwu Varighed: 2 timer og 10 min. Premiere: 26. januar
Det er en gammelkendt sandhed, at en film ikke behøver vaere god, blot fordi den er vigtig.
”Retfaerdighed for Emmett Till” er en vigtig genfortaelling af en af de nøglebegivenheder, der var med til at give borgerrettighedskampen i USA fremdrift, og som dermed traekker tråde helt frem til Black Lives Matter-bevaegelsen i vor tid og behovet for at fremstille overgreb, uretfaerdighed og racisme tydeligt og upoleret for at få budskabet om dets eksistens og råhed formidlet effektivt nok.
Der er relevans og dramatisk vaegt bag ”Retfaerdighed for Emmett Till”, men som filmoplevelse isoleret set er den voldsomt traditionel graensende til uambitiøs.
Emmett Till var en dreng fra Chicago, der som 14-årig blev sendt på besøg hos sin familie i Mississippi i sydstaterne. I 1955 var der store forskelle på racepolitikken mellem staterne i USA, og som Emmetts mor, Mamie, gentagne gange indprenter ham inden afgang, så skal han vaere lille og ydmyg sydpå på trods af den livgivende spirende teenagekådhed, som bobler i Emmett.
I selskab med faetrene oplever han lillebyen Money, men bryder den hvide mands kodeks, da han komplimenterer den lokale købmandskone for hendes udseende. Få naetter senere hentes Emmett af en forurettet junta og findes først dage efter, mishandlet til døde. Endnu en lynchning, endnu en racerelateret forbrydelse – og endnu en forventet frifindelse forude.
Men Mamie vil det anderledes, og det er hendes historie, som filmen handler om. Vi møder Emmett laenge nok til, at forbrydelsen smerter, men det er Mamies beslutning om ikke at sørge i stilhed, der fylder i fortaellingen. Godt rådgivet af den spirende borgerrettighedsbevaegelse valgte hun ganske kontroversielt at give Emmetts til ukendelighed mishandlede legeme en begravelse i åben kiste – og folk strømmede til. Ikke af sensationalistisk nysgerrighed, men for at indoptage råheden af racehadet og konvertere det til en kamp for andre og bedre forhold.
Filmens hovedattraktion
Danielle Deadwyler giver en mesterlig praestation som Mamie, der baerer sorgen, skyldfølelsen og indignationen balanceret til perfektion i det ansigt, som kameraet ofte lader fylde laerredet.
Hun er filmens hovedattraktion – hverken mere eller mindre – men hun står alene, for Chinonye Chukwus iscenesaettelse er båret af en aerefrygt, som virker låst. I lange straek spiller ”Retfaerdighed for Emmett Till” som et fermt iscenesat doku-drama, der møjsommeligt gengiver handlingsforløbet fra Emmetts tur til Mississippi og til Mamies kamp for den retfaerdighed, der ikke stod på dagsordenen i 1955, men filmsproget forbliver respektfuldt i baggrunden og nøjes med at praesentere scenerne, og det gør aerlig talt selve filmoplevelsen lidt kedelig.
Danielle Deadwyler er faenomenal, når hun overtager scenen, og filmen minder en ny generation om en nøglebegivenhed i en kamp, som fortsat er sørgelig relevant, men det samlede indtryk er mere historietime end filmoplevelse.