Historien om forgiftede Litvinenko er højaktuel, men virkeligheden overgår fiktionen
Det er vanskeligt at forstå, at der ikke er kommet en mere spaendende tv-serie ud af historien om mordet på Litvinenko.
HISTORISK DRAMA LITVINENKO
ENGLAND, 2022
Instruktion: Jim Field Smith Kan streames på Viaplay
Fire afsnit a ca. 45 minutters varighed
års dokumentarsucces ”Navalny”, der sobert og grundigt skildrede, hvordan den russiske oppositionsleder Alexej Navalnyj blev forsøgt taget af dage, da russiske efterretningsvinenko agenter kom gift i hans underbukser, står – sammen med de krigsraedsler, vi det seneste år har vaeret vidne til – som et vigtigt dokument for forståelsen af Vladimir Putins afsindige magtbeføjelser og villighed til at gå til alle graenser for at gennemføre sin politiske vision.
En anden, der fik Putins modvilje at føle, var Aleksandr Litvinenko (David Tennant), der efter at have tjent som KGB-agent søgte politisk asyl i Storbritannien, hvor han boede med sin hustru, Marina (Margarita Levieva), og søn, indtil sin død i november 2006.
Viaplays historiske dramaminiserie ”Litvinenko” indledes med den glaedelige nyhed, at familien endelig i 2006 er blevet godkendt som britiske statsborgere, men glaeden varer kort. For samme aften begynder LitSidste pludselig at kaste blod op, og han kontakter politiet. Litvinenko er nemlig overbevist om, at han er blevet forgiftet.
Det lyder jo som et udgangspunktet for et stykke spaendingsmaettet drama, men det udebliver desvaerre i instruktør Jim Field Smith og manuskriptforfatter George Kays miniserie. Det lykkes ikke de to at oversaette virkelighedens gru til fiktion, for serien behandler sit emne med samme forsigtighed, som myndighederne er tvunget til at laegge for dagen for ikke at komme i konflikt med en af verdens farligste maend.
Suger livet ud af historien
”Litvinenko” fokuserer på efterforskningen, hvilket placerer Litvinenko – mens han stadig lever – i en hospitalsseng det mest af tiden.
Her ligger han afkraeftet, skaldet og hivende efter vejret og forsøger at saette efterforskeren Brent Hyatt (Neil Maskell) og antiterrorafdelingslederen Clive Timmons (Mark Bonnar) ind i forløbet.
I begyndelsen er de vantro. Hvordan skulle en mand vaere blevet forgiftet i London ved højlys dag? Laegerne kan heller ikke bekraefte Litvinenkos fornemmelse af at vaere blevet udsat for en forbrydelse, for der er ikke spor efter gift i hans krop. Men Litvinenskos hastige hensygnen taler sit eget tydelige sprog, og da en af verdens førende eksperter på området melder sig i efterforskningen, står det klart: Litvinenko er blevet forgiftet med det ekstremt farlige stof polonium.
Spaendingen i ”Litvinenko” udebliver ikke, fordi vi kender forløbet på forhånd. Det kan sagtens lade sig gøre at forlene velkendte fortaellinger med både intensitet og ildevarsler. Men det er, som om at Smith og Kay har suget livet ud af historien ved at reducere den til en temmelig skabelonpraeget politiserie, hvor vi nok kommer ind i maskinrummet hos de britiske efterforskere, men hvor man behaendigt undgår det spraengfarlige.