Det haster med at få reformeret laereruddannelser. Men hvor er den politiske bevågenhed blevet af?
Det er almindelig anerkendt, at et velfungerende uddannelsessystem er en central forudsaetning for ethvert moderne samfund, der vil opretholde sin velstand og sit demokrati.
Uddannelsessystemet har også, groft sagt, to gensidigt afhaengige sider: den almene uddannelse, som alle eller et stort flertal af befolkningen får – og professionsuddannelserne, der forbereder til de mange specialiserede funktioner, som er nødvendige i et moderne samfund.
De haenger sammen, fordi den almene uddannelse forbereder til at gennemføre og vaelge en professionsuddannelse – og fordi den almene uddannelse hviler på en saerlig type af professionsuddannelse, nemlig uddannelsen af laerere.
Sidstnaevnte indtager en helt central rolle i det samlede uddannelsessystem.
I mange lande har laereruddannelserne da også stor politisk bevågenhed. Hvor disse uddannelser er velfungerende, beror dette på langsigtede og ambitiøse beslutninger vedrørende laereruddannelsernes indhold og organisering, som gør dem til attraktive og kompetitive valg for personer, som har klaret sig godt i den almene uddannelse. Laererprofessionen nyder stor anseelse i samfundet og er baseret på et højt niveau af faelles viden om undervisning og om det, der undervises i. Resultaterne af undervisningen er fremragende og giver alle mulighed for at bidrage til samfundet.
Sådan forholder det sig desvaerre ikke rigtig i Danmark. Alle tre skoleformer udfordres af elevernes resultater, både målt efter nationale og internationale standarder. De dårlige resultater har grim social slagside. Den offentlige debat fokuserer da også mest på resultaterne og sjaeldent på årsager.
Set i et internationalt perspektiv er manglen på ambitiøse og sammenhaengende reformer af danske laereruddannelser meget iøjnefaldende. Vi har her mindst tre typer af laereruddannelser – til grundskolen, til gymnasieskolerne og til erhvervsuddannelserne. Disse tre systemer haenger dårligt sammen og har både saerskilte og faelles problemer, som vokser år for år. På grundskolerne og de gymnasiale uddannelser kaemper man i stigende grad med at rekruttere laerere, saerlig i de matematisk-naturvidenskabelige fagområder.
Når der laves små og kortsigtede reformer, vedrører de altid blot en af laereruddannelserne. De grundlaeggende sammenhaengs- og niveauproblemer adresseres ikke, og resultatet er, at vi i dag står med laereruddannelser, der hverken er tidssvarende eller attraktive. Saerlig markant er fravaeret af en sammenhaengende og videregående uddannelse til erhvervsuddannelseslaerer, og det absurde gab mellem indhold og organisering i grundskolelaerernes og gymnasielaerernes uddannelser. Der skal selvfølgelig vaere forskelle, som afspejler skoleformernes forskellige formål og indhold. Men det er helt uholdbart, at der ikke findes en koordineret vision for uddannelserne og reelle muligheder for overgange, f.eks. inden for centrale fag i grundskole og gymnasium.
Professor, Københavns Universitet
Så her er virkelig et reformtema med langt større samfundsmaessige (herunder økonomiske) perspektiver end store bededag. Vores institutionelle landskab mangler selvfølgelig ikke incitamenter til at fastholde egne positioner og foretraekke kortsigtede, ineffektive løsninger. Men der findes også vilje og viden til at bidrage til ambitiøs og baeredygtig nytaenkning af, hvordan laererprofessionen fremtidssikres som den samfundsmaessige krumtap, den er. Vi kan ikke komme for hurtigt i gang.
De dårlige resultater har grim social slagside. Den offentlige debat fokuserer da også mest på resultaterne og sjaeldent på årsager.