Fri abort er et blødende sår i samfundet

Abortgraensen er til debat. I 50-året for indførelsen af fri abort lyder det fra flere sider, at abortgraensen bør rykkes til 18. eller sågar til 22. uge. Institut for Menneskerettigheder fejrer den fri abort og foreslår samtidig graensen flyttet helt til 18. uge. I festrusen glemmer man altså, at en graviditet ikke kun handler om en kvindes ret og krop, men også involverer både en mand og et barn. Hvad med deres rettigheder …?

Fri abort er ikke anledning til fest og glaede. Den er tvaertimod et blødende sår i samfundet. Der er derfor ikke brug for udvidet adgang til abort, men tvaertimod for en udvidet erkendelse af, hvad abort er, og hvad den gør ved mennesker og ved samfundet.

Der findes situationer, hvor abort kan vaere den mindst dårlige løsning. Men der er endog meget langt derfra til fri abort, som den findes i Danmark. En udvidet adgang til abort vil vaere en udvidelse af den tragedie, som den nuvaerende lov er. Taenk, hvis vi turde slippe de fundamentalistiske slagord om ”kvindens ret til egen krop” og lign. og i stedet turde se ethvert menneske – født eller ufødt – som et individ, en gave, et mirakel, et under.

Dette perspektiv har trange kår – ikke mindst, når store organisationer som Laegeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Laeger uden Graenser og selveste Sundhedsstyrelsen helt ensidigt deltager i abortfejringen. Derfor er der vist kun at håbe, at vi som samfund dog må få blik for, hvad fri abort egentlig er – og hvad det enkelte menneskes vaerdi og vaerdighed betyder. Og det gør vi så: Vi håber …