Heksedoktor i Lulekani beroliger ung dansker: Ingen brug for min medicin
Et besøg hos landsbyens lokale medicinkvinde kan vaere et sjovt afbraek fra safarilivet og en interessant måde at komme ind på livet af den sydafrikanske kultur.
På en safarirejse i Sydafrika er hver dag ude i bushen forskellig. Dyrenes faerden er ofte uforudsigelig, vejret aendrer sig, man har fokus på planter og fugle den ene dag og pattedyr og termitter den naeste. Men selvom vildnisset bliver ved med at overraske, er det ikke forbudt at forlade det for en stund.
Heldigvis er den sydafrikanske kultur mindst lige så fascinerende som naturen. Bor man som i mit tilfaelde på den danskejede Nyati Safari
Lodge i provinsen Limpopo, møder man på lodgen sydafrikansk kultur gennem mad, arkitektur, design og først og fremmest gennem de mennesker som arbejder på der. De ansatte arbejder på lodgen nogle uger af gangen og har efterfølgende fri i nogle uger, hvor de tager hjem. Hjem er, for en del af de ansatte på Nyati, landsbyen Lulekani.
»Vi har rekrutteret mange af de ansatte i Lulekani,« fortaeller lodgens daglige leder Juan
Weerts og tilføjer: »Men vi må have ansatte fra flere landsbyer, ellers går det galt, hvis der pludselig er en begravelse, som alle ønsker at gå til.«
Lulekani, der lokalt også kaldes Lukcity, ligger mindre end to timers kørsel fra lodgen, omkring 13 kilometer nord for minebyen Phalaborwa. Der bor cirka 15.000 mennesker i Lulekani, men byen har sammen med nabobyen Humulani og oplandet et indbyggertal på omkring 40.000. Mere end 99 pct. af områdets beboere er sorte afrikanere, og omkring 90 pct. af dem har tsonga som førstesprog.
Jeg er taget til Lulekani med blandt andre lodgens nystartede unge tolk og vaert, Valdemar Danning, der i dag skal til heksedoktor for første gang. Ved ankomsten til landsbyen bliver vi taget godt imod af guiden Bento Mabunda fra Touch Africa Cultural Tours.
Bento Mabunda er god til at fortaelle historier om Lulekani og den lokale kultur, men han er også selv lidt af en historie. Han blev født i 1968 i Mozambique af foraeldre fra Hoedspruit, som ligger 80 kilometer fra Lulekani. Som 12-årig kom han på et syv år langt skoleophold i Magdeburg i datidens DDR. I Magdeburg stødte folk ikke ind i en sort mand hver dag.
»AEldre damer stoppede mig på gaden og spurgte, om jeg var aegte. De havde kun set sorte mennesker på TV,« fortaeller Bento Mabunda, da jeg spørger ham til tiden i Østtyskland.
Som 19-årig forlod han det totalitaere DDR og kom tilbage til et borgerkrigshaerget Mozambique, som foraeldrene for laengst havde forladt. Mabunda blev flygtning i Sydafrika under apartheid.
»Først efter 13 år fik jeg statsborgerskab,« siger han med et bedrøvet smil.
Vi snakker lidt om enden på apartheid og det store håb, som kom, da Nelson Mandela blev praesident i 1994. En af Nelson Mandelas store visioner var at bygge en million boliger til fattige sydafrikanere inden 1999. Det viste sig vanskeligere end antaget, men på trods af korruption og andre benspaend bor flere millioner sydafrikanere i dag i beskedne huse subsidieret af staten.
På en rejse rundt i Sydafrika ser man i tusindvis af mindre murstenshuse, der har erstattet elendige blikskure, og typisk består af to sovevaerelser, et toilet og et køkken med indlagt vand og elektricitet.
Bento Mabunda tager os med hen til en familie, som bor i et sådant hus. En kvinde, der ser ud til at vaere langt over 100, sidder afslappet i skyggen fra et trae, børnene, som lige fået skoleferie, leger bag huset, og deres mor renser nogle grøntsager ude i haven. Huset er meget spartansk indrettet, og man fornemmer at livet leves udenfor, når det er muligt. Men at eje et hus er stadig altafgørende i Sydafrika.
Vi forlader familien og huset med nogle zuluhøflighedsfraser, jeg helt sikkert udtaler forkert, og det gør Bento Mabunda muligvis også, for i et land med 11 officielle sprog, skal man holde tungen lige i munden.
Sangomaen i centrum
På rundturen besøger vi også et shelter for udsatte kvinder og børn og spiser en fremragende frokost på Suzzy’s kitchen. Det er alt sammen i centrum af Lulekani, og det gaelder også dagens besøg hos en lokal sangoma, en heksedoktor.
Sangomaen, der er en aeldre kvinde, holder til i et vaerelse med farvestrålende sivmåtter på gulvet, zebra- og leopardskin på vaeggene og hylder fyldt med i hundredvis af beholdere med naturmedicin. Hun sidder på gulvet med to sangomaaspiranter, der begge er teenagere. De har alle tre en smartphone ved hånden.
Både Bento Mabunda og jeg har tidligere vaeret hos sangoma, så det er kun på sin plads, at den unge, nyankomne dansker, Valdemar Danning, får mulighed for en god oplevelse. Han bliver behørigt sat foran sangomaen, der tømmer en pose med små knogler, sten, konkylier, en terning og andre artefakter ud på gulvet.
I den ene hånd har heksedoktoren en stav og i den anden en slags kost. Begge bevaeger hun hen over artefakterne på gulvet foran den nyankomne dansker, mens hun og aspiranterne fremsiger nogle besvaergelser, der for mig er lige så uforståelige, som en salme af Grundtvig er for dem.
Efter en kort pause fortaeller sangomaen, hvad hun ser i Valdemar Danning fra Danmark:
»Du har ingen smerter, passer godt på dig selv, og du er sund. Du har ikke brug for noget medicin herfra. Du er begavet. Du har også et godt fundament, men du kan selvfølgelig svigte dig selv. Der er en ting, du skal gøre, når du kommer hjem. Du skal lave en ceremoni sammen med dine foraeldre, og under ceremonien skal du taenke på og mindes dine bedsteforaeldre og dine oldeforaeldre: De mennesker, der har bidraget til, at du lever nu.«
Valdemar Danning takker og betaler heksedoktoren. Ude på gaden spørger to lokale drenge, om Bento Mabunda har noget koldt at drikke. Han finder to colaer i en køletaske i bilen, og så forlader vi Lulekani.
Sangoma i Lulekani, Sydafrika
Du er begavet. Du har også et godt fundament, men du kan selvfølgelig svigte dig selv.