Borgere i det tidligere Jugoslavien flirter igen med Titos tanker

Store dele af befolkningen i de gamle jugoslaviske lande mener, at opløsningen af det gamle land har gjort mere skade end gavn. Iagttagere taler om en bølge af Jugo-nostalgi.

Efterhånden som man kommer laengere vaek fra de blodige krige, der udspillede sig under og efter Jugoslaviens sammenbrud, er der et faenomen, der spreder sig i det tidligere land på Balkan. Små spraekker, som vidner om det, der engang var, og som dele af befolkningen kigger tilbage mod.

Faenomenet har endda fået et saerligt navn: Jugo-nostalgi.

Og det daekker over et savn mod den tid, hvor parolen ”broderskab og enhed” var ord, som lederen Josip Broz Tito forsøgte at forene regionens forskellige etniske og religiøse grupper under.

Jugoslaviske varer kendt fra fortiden bliver igen produceret og sat til salg, og museumsudstillinger eller slagord malet på landenes husgavle minder om tiden før Murens fald i 1989 og Jugoslaviens senere sammenbrud.

Men faenomenet daekker over mere og andet, for det bliver også brugt til at gøre opstand mod de ansvarlige for den politiske stilstand, der har rodfaestet sig siden borgerkrigene.

Mere skade end gavn

En udbredt fortaelling er, at Tito i naesten et halvt århundrede havde tvunget forskellige folkeslag til at leve sammen mod deres vilje. Men tre årtier efter hans død har mange stadig en hengivenhed for det land, der ikke laengere eksisterer, og beklager ifølge en Gallup-undersøgelse på sin vis opløsningen af det.

I Serbien siger 81 pct., at de mener, at sammenbruddet var dårligt for deres land. I Bosnien, som altid har vaeret den mest multikulturelle af republikkerne, deler 77 pct. denne opfattelse.

Selv i Slovenien, som var det første af de tidligere jugoslaviske lande, der blev medlem af EU, og som af mange anses for at vaere det mest ”succesfulde” med en forholdsvis staerk økonomi, mener 45 pct. stadig, at opløsningen var skadelig.

Ikke overraskende er det kun 10 pct. i Kosovo, som aldrig havde fuld uafhaengighed i Jugoslavien, der beklager opløsningen.

Zlatko Jovanovic er Balkan-analytiker i oplysningsforbundet DEO med en ph.d. i jugoslavisk historie. Han peger på, at nostalgien ofte kobles til den aeldre generation, men at den ikke er forbeholdt den generation.

»Selv unge, der først er født efter sammenbruddet, vurderer, at det ikke nødvendigvis er godt, at landene i dag er blevet selvstaendige og ikke er en del af Jugoslavien laengere,« siger Jovanovic.

Han peger på, at netop den del af befolkningen dyrker nostalgien som et politisk redskab til at kritisere den nuvaerende situation i landene.

Kriser avler modstand

Efter borgerkrigene begyndte man at opleve et økonomisk opsving med voksende industrier, som gav håb om, at man var på vej mod mere stabile tider.

I hvert fald indtil den globale finanskrise i 2008 efterlod regionen i vaerre økonomisk tilstand end under Tito. Internationalt var der heller ikke meget hjaelp at hente.

Samtidig opstod der flere steder en bølge af nationalisme. Hvor mange efter krigene havde vaeret påpasselige med kritik af regeringerne, fordi man kunne blive klandret for at sympatisere med Jugoslavien, har tiderne aendret sig. Opfattelsen af landene som korrupte, dysfunktionelle stater med dybe problemer i retsvaesenet florerer nu offentligt.

»For alt det, som nationalisterne lovede, da de kom til magten, er aldrig blevet til meget andet, end at en lille gruppe blev rigere og rigere,« siger Jovanovic.

Livet i Jugoslavien bød på staerkere økonomier og højere levestandarder, end det landene oplever nu. Dengang havde man laengere barsel og bedre arbejdsrettigheder, påpeger Jovanovic. Rettigheder, som er blevet tilsidesat siden sammenbruddet.

»Og en stor del af befolkningen har kun mulighed for enten at acceptere det, tilslutte sig eller flytte til f.eks. de vestlige lande.«

Drømmene om EU

»Så man er ikke nostalgisk, fordi man vil tilbage til Jugoslavien, men fordi man bruger det som en slags identitetspolitik til at tage afstand fra den nuvaerende nationalisme og den totale tilsidesaettelse af solidaritet og lighed,« fortsaetter han.

Mens Kroatien og Slovenien har fundet relativ stabilitet som EU-medlemmer, får de andre landes stillestående forhandlinger om medlemskab dem til at tvivle på, om de nogensinde vil opnå den status. For der er ikke meget, der tyder på, at EU har travlt med en ny udvidelsesrunde.

Montenegro og Serbien har vaeret kandidatlande i over 10 år, mens Bosnien-Hercegovina først blev tildelt den status i december. Dermed måtte landet se sig overhalet af Ukraine på trods af både staerkere demokrati, retsstat og økonomi.

Flere iagttagere mener, at problemerne er medvirkende til, at mange rejser til udlandet for at finde arbejde.

»Hvis jeg som nordmakedoner har en ph.d. i naturvidenskab, jeg er dygtig, taler engelsk og vil Europa, men samtidig kan se, at Nordmakedonien ikke kommer ind i EU foreløbigt, så flytter jeg til Esbjerg, Innsbruck eller Marseille,« siger Jovanovic.

Det skaber en lidt ond cirkel i landene, mener han, for de, der bliver tilbage, sidder med en frustration over, at man ikke kan lave om på noget.

»Hvis man skal sige det lidt firkantet, så bruger man fortiden til at kritisere nutiden i håb om, at der er noget, der kan skabe en bedre fremtid,« siger Jovanovic.

Hvis man skal sige det firkantet, bruger man fortiden til at kritisere nutiden i håb om, at der er noget, der kan skabe en bedre fremtid. ZLATKO JOVANOVIC, BALKAN-ANALYTIKER I DEO, PH.D. I JUGOSLAVISK HISTORIE