Kroppen tilhører ikke staten
Det kan forekomme som en detalje, en bagatel. Skal man aktivt beslutte sig for at vaere organdonor og tilmelde sig Donorregisteret? Sådan er det i dag. Eller er man automatisk organdonor – såkaldt formodet samtykke – medmindre man aktivt melder fra, når man er fyldt 18 år? Sådan som det er foreslået i et borgerforslag, der har fået flere end 50.000 underskrifter og derfor behandles i Folketinget. Men det er langtfra en detalje eller en bagatel, for det handler i sidste ende om menneskesyn, om synet på kroppen, og hvem den tilhører.
Borgerforslaget blev i sin tid stillet af en far til en 15-årig pige, der ventede på et nyt hjerte, men forgaeves, for pigen døde. Man forstår til fulde faderens smerte og desperation, ligesom man forstår sorgen og smerten hos alle de mennesker, som venter på et nyt organ, eller hos deres pårørende, som kan se til i afmagt og nervøs venten. Det er indlysende, at man i den situation vil gøre alt, hvad der står i ens magt, for at øge mulighederne, og hvis man mener, at automatisk organdonation vil øge antallet af organdonorer, så er det naturligvis det, man vil kaempe for. I dag kan man aktivt registrere sig i Donorregisteret, når man er fyldt 15 år. I 2022 var der 460 personer på venteliste til et nyt organ. 14 døde, mens de var på ventelisten.
Men selv om argumenterne er gode, og intentionerne forståelige, så er det alligevel rigtigt af Det Etiske Råd, at det siger klart nej til, at man er ”født” organdonor. Rådet, som i sommer i forbindelse med Folketingets behandling af borgerforslaget blev bedt om at forholde sig til emnet, fremlagde mandag sin vurdering, og her mener 15 af 17 rådsmedlemmer, at det vil vaere mest forsvarligt at holde fast i den nuvaerende model, mens et enkelt medlem mener, at man bør indføre aktivt fravalg.
Etisk Råd begrunder bl.a. sin vurdering med, at det langtfra er sikkert, at der nødvendigvis kommer flere organdonorer, hvis man indfører aktivt fravalg. Tvaertimod viser erfaringer, at der faktisk kan vaere flere, der fravaelger at vaere organdonorer, bl.a. fordi spørgsmålet er for kompliceret, så mange for en sikkerheds skyld vaelger at sige nej.
Det aendrer ikke ved, at langt flere danskere kunne tage stilling til, om de vil donere deres organer, når de dør, end det er tilfaeldet i dag, hvor kun godt 20 pct. har taget stilling. Men det skal ikke ske gennem en status som organdonor ved fødslen, men gennem oplysningskampagner, hvor danskerne tilskyndes til at tage stilling. Med den vigtige tilføjelse, at svaret respekteres, uanset om det er et ja eller et nej. For organdonation er for vigtigt og eksistentielt et spørgsmål til, at man betragtes som et bedre menneske, hvis man har besluttet at give sine organer til faellesskabet.
Som naevnt handler det grundlaeggende om menneskesyn, for man er i spørgsmålet om organdonation helt inde ved kernen i diskussionen om, hvem kroppen og dens organer tilhører – det enkelte individ eller staten – og svaret på det spørgsmål må aldrig blive staten. Mennesket er ikke sat i verden for at vaere reservedelslager for andre, og det kan aldrig vaere faellesskabet, der bestemmer, hvad der skal ske med det enkelte menneskes organer efter døden. Tvaertimod må man respektere folks svar, også selv om man ikke har taget stilling, for et ikke-svar kan også vaere et svar, isaer når det handler om noget så grundlaeggende.
Det er vigtigt at minde om, når spørgsmålet igen skal behandles i Folketinget.