Regeringen er rystende ligeglad med kristendommen
Helligdagene skal skrives ud af Lukkeloven og erstattes med ”lukkedage”. Det fremgår af forslaget til lovaendringen, som regeringen har forfatter i forbindelse med afskaffelsen af bededag. Ordlyden er således: »Med lovaendringen vil det klart fremgå, at store bededag ikke laengere er en lukkedag i relation til lukkeloven.« Fremadrettet vil der alene vaere tale om »12,5 lukkedage i stedet for i dag 13,5 lukkedage«.
Lukkedage – et mere tomt begreb skal man lede laenge efter. Der er lukket uden egentlig begrundelse. Vidste man ikke bedre, ville man da tro, at Netto påskedag alene har lukket som resultat af en eller anden overenskomst mellem arbejdsmarkedsparterne – og ikke fordi Kristus vaeltede stenen fra graven og gav os opstandelsens og barmhjertighedens grund at vaere mennesker på. Bare et eksempel. Lukkeloven skal i mere end én forstand holdes hellig. For hvis vi glemmer, hvorfor samfundet på enkelte dage holder hvile og lukker – ja, så er jeg bange for, at lukkeloven en skønne dag (og med den regering, vi holder os, kan den dag snart oprinde) helt afskaffes.
Helligdage er dage, hvor man kan høre sjaelen synge, helligdage er en tilbagevendende ro mellem hverdagene, der ellers blot hvirvler afsted med os, helligdage er i verden – men er samtidig ikke af verden. For helligdagene udspringer af kirkens højtider, og søndagen er hele den vestlige verdens hjerteslag. Helligdagen forbindes i vores del af verden med kirkeklokkernes klang, der løfter sig over by og land – let, højstemt, hellig. Jeg ved ikke, hvilken lyd der fylder luften på en ”lukkedag”, men lyden af kirkeklokker, klang og efterklang af 2.000 års kristendom omkranser vores samfund og skaber rytmen for tidens gang, vores kalender, hverdage og helligdage.
Derfor har det selvfølgelig symbolsk betydning at erstatte helligdag med lukkedag. Og vel skal man ikke vaere paranoid, men der er heller ingen grund til at vaere naiv, når det handler om SVM-regeringen og dens tvivlsomme hensigter. For måske er der ikke tale om en systematisk udrensning af kristendommen i samfundet, men ligegyldighed og manglende respekt for vores vaesens rod og sans for kristendommens baerende kraft – dét er svaert overse.
Og med den koldblodige nedslagtning af store bededag in mente kan man kun få den mistanke, at det er lettere at inddrage endnu en ”lukkedag” – uden at skulle involvere de hellige, altså kirken – og det gik jo allerede helt fint denne gang. Store bededag er ikke en bibelsk begrundet helligdag, hvilket blev regeringens hofargument over for kirken, men det er en dag med dybe kultur- og åndshistoriske rødder.
Vel skal man ikke vaere paranoid, men der er heller ingen grund til at vaere naiv, når det handler om SVM-regeringen og dens tvivlsomme hensigter.
Derfor er der ingen grund til at tro, at formuleringen i regeringsgrundlaget om, at Danmark er et kristent land, og at den danske folkekirke har saerstatus, har nogen som helst betydning, når det kommer til stykket. I hvert fald er der indtil videre intet, der tyder på, at regeringen har taenkt sig at overholde sin åndelige forpligtelse i henhold til grundlovens § 4, hvoraf det fremgår, at staten skal understøtte folkekirken og dermed kristendommen – og helligdagene.
Intet er helligt uden Gud eller Guds ord, og helligdagene udspringer netop af den guddommelige grund – og har derfor krav på aerbødighed, krav på at blive vaernet om i kraft af deres betydning for hele vores kristne verden. Men regeringen er tilsyneladende rystende ligeglad – det eneste betydningsbaerende for regeringen er ideologien, indflydelsen og magten. Og det er intethedens ånd.