Den er gal med arbejdskulturen i det offentlige

”Produktivitet” er et fyord i de offentligt ansattes ordforråd, og det figurer desvaerre udelukkende i deres fremmedordbog. For nylig tog den nye sundhedsminister, Sophie Løhde, ordet i sin mund og placerede det i sin rette sammenhaeng.

Ministeren haevdede, som det korrekt er, at produktiviteten halter bagefter i sundhedsvaesenet, og hun kunne med fuld ret have tilføjet, at netop ”produktivitet” ikke er en størrelse, offentligt ansatte bekymrer sig så meget om.

Disse mener derimod, at de skal løbe staerkt, meget staerkt, hvis de skal vaere i stand til at tackle udfordringerne på arbejdspladsen, men uden netop produktivitet og en velorganiseret tilgang til opgaverne er hurtigløbet som at traede på speederen uden at saette bilen i gear.

Kapaciteten falder, opgaver forbliver uløste, faenomenet ”stress” traenger sig på, og de ansatte må laegge sig på langs.

Desvaerre er det yderst tvivlsomt, om de offentligt ansatte forstår betydningen af en produktiv tilgang til opgaverne. Således lyder deres filosofi: ”De opgaver, jeg ikke løser i dag, løser jeg muligvis i morgen eller i overmorgen.”

I det private erhvervsliv lyder det helt anderledes engageret og positivt: ”Vi løser opgaverne i dag, nye og spaendende udfordringer venter i morgen.”

Disse to udsagn bekraeftes af tørre tal, idet sygdomsfravaeret blandt de offentligt ansatte er 65 pct. (2017-tal) højere, end det registreres i den private sektor. Skulle de ansatte betale for deres første sygedage, ville der blive vendt op og ned på statistikken.

Den syge arbejdskultur i det offentlige kunne helbredes, hvis arbejdsstyrken blev fortyndet med energiske ansatte fra det private område.

Denne løsning ligger dog ikke til højrebenet, den er mere fantasi, end den er virkelighed.

Hvis man er ansat i det sprudlende erhvervsliv, har man svaert ved at se sig på en offentlig arbejdsplads, og de offentligt ansatte vil få det mere end vanskeligt i den private erhvervskultur, hvor succeskriterierne taelles i kroner og øre.

Mange arbejdsgivere vil naturligvis også vaere meget tilbageholdende med at ansaette en tidligere offentligt ansat.

Arbejdskulturen, som den udfolder sig i den offentlige sektor, har gennem generationer vaeret et stigende problem.

Sygdommen er kronisk, og der findes ikke en effektiv kur. Flere penge gør ingen forskel; det er som at haelde vand på en gås.

Dette bekraeftes i et indslag i P1 Orientering 24/1, hvor sundhedsministeren fastslår, at trods flere midler til sundhedsvaesenet har produktiviteten gennem årene vaeret faldende.

Hvordan den offentlige sektor skal bringes fra nødsporet til overhalingsbanen, henstår desvaerre i total mørke.

Agrarøkonom, Redsted