Hvordan kan man overhovedet forestille sig at arbejde efter 64 år?

Høje leveomkostninger får utilfredsheden til at ulme ikke blot i Frankrig, men i mange europaeiske lande.

Nej til at pukle til vi dør. Nej til en pensionsalder på 64 år!

Selv om gennemsnitsalderen i Frankrig med godt 82 år ligger en smule over de 64, var hovedbudskabet et rungende nej til at arbejde laengere, da Frankrigs otte største fagforeninger tirsdag for anden gang på to uger mobiliserede hundredtusinder af modstandere af praesident Macrons pensionsreform.

Målet med reformen er at haeve pensionsalderen fra 62 til 64 år for at få franskmaendene til at blive to år laengere på arbejdsmarkedet og dermed forhindre, at pensionssystemet bryder sammen.

I en flere kilometer lang kortege med balloner og høj musik ved Place d’Italie i Paris mødte Juliette Correia op med en sort kiste på ryggen.

»Oven i krisen med inflation og stigende leveomkostninger kommer Macron med en pensionsreform. Det er elendig timing, og jeg håber, at regeringen bliver så bange for, at det her skal eksplodere, at den traekker forslaget tilbage,« siger den 41-årige sygehjaelper, der ikke kan forestille sig at arbejde, til hun er 64.

Det kan den 49-årige buschauffør Didier Derisbourg fra Bethune i det nordlige Frankrig heller ikke:

»Der er mange andre måder at finansiere pensionssystemet. Hvorfor afskaffede Macron for eksempel formueskatten?«

Vi er ikke dovne

Fagforeningernes ambition var at samle endnu flere end de godt 1,1 mio. demonstranter, som deltog ved den første aktionsdag den 19. januar, for at sende et staerkt signal til det franske parlament, der i øjeblikket behandler lovforslaget.

Foreløbig står Macron fast ligesom en af sine forgaengere, Nicolas Sarkozy, der i 2010 haevede pensionsalderen fra 60 til 62 år på trods af 14 landsdaekkende strejker. Men praesidentens flertal i parlamentet afhaenger af støtte fra det borgerlige republikanske parti, og både her og internt i Macrons regeringsparti er flere medlemmer ifølge Le Monde ved at få kolde fødder. Nogle husker alt for godt, hvordan de første protester fra bevaegelsen de gule veste i november 2018 spredte sig som en steppebrand til en langvarig, national krise.

Reformen skal gradvist afskaffe de mange specialordninger i det franske pensionssystem. Den 55-årige Freddy Bruneel, der arbejder for telefonselskabet Orange, skal med den nye reform arbejde to år laengere end planlagt, til han er 59 år:

»De bliver ved med at rykke pensionsalderen, men det er kun halvdelen af historien. De forsøger også at spise os af med elendige pensioner.«

Ligesom i Beatles-sangen When I’m Sixty Four betragtes 64 år af mange franskmaend som en alder, hvor man ikke kun taber håret, men rammes af en snigende frygt for at ende sine dage både sulten og ensom. Alligevel

afviser mange i kortegen anklagen om, at franskmaend er dovne og ikke gider arbejde. Selv om pensionsalderen fortsat vil vaere en af Europas laveste, er det urimeligt at sammenligne, for lønninger og arbejdsforhold er forskellige fra land til land, lyder forsvaret.

Den 54-årige Severine fra anti-globaliseringsorganisationen Attac har malet et sort dødningehoved i ansigtet. Hun betegner reformen som morbid og fuldstaendig ude af trit med tidens tendenser:

»Alt taler for, at vi fremover skal arbejde mindre og dele arbejdet. Det er absurd at blive ved med at arbejde mere for at tjene mere,« siger hun.

Strejker lukkede tirsdag det meste af den kollektive trafik i hovedstaden ned. Strejker blandt laerere betød, at mange blev tvunget til at holde en fridag for at passe børn. Mod slutningen af demonstrationen kom det til sammenstød mellem politiet og unge autonome, der kastede med brosten og fik tåregas retur.

Utilfredshed ulmer i Europa

Ifølge en opgørelse i Euronews lever Frankrig op til sit ry som europamester i konflikter. Med 128 årlige strejkedage i gennemsnit pr. 1.000 ansatte i årene 2010-2019 og 79 i årene 2020-2021 ligger franskmaendene foran andre europaeiske lande. Lande som Belgien, Spanien, Danmark, Finland og Norge følger efter, mens både Storbritannien og Tyskland ligger langt nede på listen i de pågaeldende år.

Statistikken kan dog meget vel have aendret sig i 2022, hvor stigende leveomkostninger har pustet til utilfredsheden ikke mindst i Storbritannien. Onsdag har fagforeninger her varslet strejker for ca. 100.000 offentligt ansatte, heriblandt graensebetjente, der i december skabte store problemer for julerejsende. Ansatte i sundhedssektoren fastholder kravet om lønstigninger, der matcher en inflation på omkring 10 pct.

I Spanien har ansatte i sundhedssektoren og laerere strejket for højere lønninger i januar, og spanske flyveledere vil strejke hver mandag i hele februar. I Portugal har kabinepersonale fra det nationale flyselskab Tap strejket for højere lønninger og bedre arbejdsforhold, og i Italien har togtrafikken i januar vaeret ramt af lokale arbejdsnedlaeggelser.

I Tyskland står parterne stejlt over for hinanden i igangvaerende overenskomstforhandlinger. Stillet over for de stigende leveomkostninger kraever fagforeningerne i den offentlige sektor en generel lønforhøjelse på mindst 10,5 pct. Kravet er foreløbig blevet afvist af såvel lokale som føderale myndigheder.

Strejkerne er allerede begyndt blandt tyske postarbejdere, og lederne af store tyske fagforbund advarer om, at det kun er fortroppen for en mulig generalstrejke senere i februar.

Der er mange andre måder at finansiere pensionssystemet. Hvorfor afskaffede Macron for eksempel formueskatten? DIDIER DERISBOURG, BUSCHAUFFØR