Staerkt dansk signal i Ukraine
Det var et meget staerkt signal, den samlede danske regeringstop afgav med sit uventede besøg i det krigshaergede Mykolayiv i Ukraine mandag. Statsministeren flankeret af forsvars- og udenrigsministeren ønskede at vise Danmarks solidaritet og usvaekkede vilje til at støtte Ukraine på et tidspunkt, hvor den russiske krigsmaskine formentlig forbereder en ny offensiv, og hvor de militaere udsigter for Ukraine kan forekomme blandede.
Danmark har udset sig netop Mykolayiv som et saerligt indsatsområde, når det gaelder genopbygning og hjaelp til både at holde en hverdag kørende for civilbefolkningen, mens krigen endnu raser, og når den forhåbentlig snart er forbi. Det er hjaelp på et meget direkte humanitaert plan, f.eks. drikkevand og entreprenørmateriel. Det virker som en helt rigtig måde at skrue et dansk bidrag sammen på at koncentrere hjaelpen om ét overskueligt område. Det gør den konkret og let at følge, og det giver mulighed for at reagere hurtigt, hvis behovene aendrer sig.
Praesident Volodymyr Zelenskyj tog imod den danske delegation, som han efterhånden dagligt håndterer gaester fra lande, der støtter Ukraines overlevelseskamp. Han benyttede lejligheden til igen at presse på for flere tunge våben. Knap er der opnået enighed blandt de vestlige allierede om at sende kampvogne, før der nu tales om både kampfly, ubåde og overfladeskibe til Sortehavet.
Den diskussion om Leopard-kampvogne, som Europa og USA netop har lagt bag sig, kan sagtens genopstå i en ny form inden laenge. Polen rumler allerede med, at det ikke vil udelukke leverancer af gamle MiG-jagere af sovjetisk fabrikat. Også her skal Tyskland dog give grønt lys, fordi flyene stammer fra gamle DDR-beholdninger.
Debatten afspejler, hvor meget Vesten har flyttet sig i sin opbakning til Ukraine i løbet af det år, som krigen snart har varet. Laenge ville selv de store Nato-lande fortrinsvis levere defensive våben. Tyskland lagde ud med at sende 5.000 hjelme, men hurtigt blev graenserne flyttet, og nu har selv Berlin lovet kampvogne. De røde linjer, som praesident Putin i Kreml trods alt må formodes at have, har endnu ikke materialiseret sig. Spørgsmålet er i virkeligheden også, hvordan han egentlig skal kunne håndhaeve dem – hvis vi ser bort fra det unaevnelige: brug af atomvåben.
Det er glaedeligt, at Vesten nu er mere indstillet på at levere tunge våben, men ingen bør gøre sig urealistiske forhåbninger. Der går måneder, måske halve år, før de nye kampvogne er klar til kamp med uddannet ukrainsk personel, og hvor Ukraine selv definerer sit behov til 300 kampvogne, så løber Vestens samlede leverance foreløbig op i ca. 130. Problemet er, at hylderne i de fleste Nato-lande er ved at vaere tømt. F.eks. leverer Danmark hele sit Haubitser-artilleri til Ukraine, men det fritager ikke regeringen for en god forklaring på, hvorfor de 44 Leopard-kampvogne, som det danske forsvar råder over, holdes helt uden for diskussionen. Fronten går lige nu i Ukraine, ikke i Danmarks naerområde.
Den angrebskrig, som Putin har sluppet løs, retter sig ikke kun mod Ukraine, men mod hele den europaeiske sikkerhedsarkitektur, etableret efter Anden Verdenskrig. Det er nu, slaget skal slås, så at sige. Det er nu, Europas sikkerhed afgøres årtier frem. Vi er så heldige, at ukrainerne tager kampen for os alle. At holde våben tilbage af hensyn til principper om et dansk territorialforsvar giver derfor mindre mening. Regeringen bør genoverveje Leopard-beslutningen.