Leoparder, bål i gaden og store bededag: Januar blev ikke så ringe endda for Putin

Muligvis vrider Vladimir Putin haender over, at adskillige Leopard-kampvogne er på vej til Ukraine. Men der er trods alt laenge til, at de ankommer. Forhåbentlig vil og kan de medvirke til, at Putin får endnu større kvaler, men indtil da kan Ruslands praesident lune sig ved, at det nye år, det vil sige januar, set fra Kreml ikke er forløbet så ringe endda. På flere punkter har Rusland opnået det, som man gerne vil: at slå splid i Vestens sammenhold og skabe mistillid til etablerede styreformer.

Kampen om Leopard-kampvognene er ingen undtagelse. Diskussionerne i Vesten foregik for åbent taeppe og var vel det første mere alvorlige eksempel på, at det sammenhold og den enighed, der tog Rusland på sengen for snart et år siden, kan slå spraekker. Diskussionerne, og hvem der sagde hvad, er utvivlsomt blevet fulgt nøje i Kreml. Navne er noteret og gemt, der analyseres og funderes over, hvor bolde kan spilles hen, så de er med til at fremme Ruslands mål.

Dernaest det stadig intensiverede slagsmål om Sveriges optagelse i Nato. At Tyrkiet går enegang og saetter bremserne i, er en drøm for Putin, og som om det ikke skulle vaere nok, så stiller Rasmus Paludan sig op som nyttig idiot med sine koranafbraendinger. Først i Sverige, dernaest i Danmark. Resultatet er forudsigelig vrede fra Erdogan, som har fået nyt skyts til sin modstand. Nu handler det ikke kun om Sveriges behandling af kurdere, men også om koranafbraending. Hertil demonstrationer i muslimske lande med flagafbraendinger og slagord. Fokus er flyttet fra Ukraine til en debat for eller imod Paludans ytringsfrihed. Europas yderste højre har før vist sig som Putins sande venner i Europa.

Formentlig har Kreml også bemaerket den ophidsede danske debat om afskaffelsen af store bededag. Man skal vist vaere gjort af saerligt stof for at kaede den direkte sammen med forsvarsviljen, men debatten har vaeret der, og følges regeringens retorik til dørs, så kan den tolkes derhen, at der trods alt er graenser for, hvad den almindelige dansker vil ofre for at forsvare Ukraine. Stort set hele befolkningen fra fagbevaegelse til folkekirke vender sig mod regeringen. Set med Putins optik er det heller ikke så ringe endda. Mistillid til regeringen i et velfunderet demokrati er en god ting set med Kremls øjne.

Mens Erdogan haeldte mere salt i Vestens åbne sår ved at byde velkommen til Finland i Nato, men absolut ikke til Sverige, kan Putin laene sig tilbage og vente på det helt store slag, som for alvor kan slå spraekker i Vestens sammenhold: omstillingen til andre energiformer, som skal erstatte afhaengigheden af russisk gas.

Det indeholder naesten alt, hvad en god propagandist og påvirkningsagent fra Kreml kan drømme om: samfundsgrupper, som kan saettes op mod hinanden, for hvem skal betale for hvad og på bekostning af hvem. Udsigt til fornyet modstand mod atomkraft. En naermest drømmeagtig splittelse, når det gaelder Kina og kinesiske investeringer i infrastruktur. Foruden masser af muligheder for at graesrodsbevaegelser saetter sig op eller påvirkes til at saette sig op mod regeringen med mistillid til og modstand mod dens beslutninger. Mon ikke danske diskussioner om placeringen af solcelleparker og vindmøller bliver fulgt intenst, ligesom det naeppe er gået Kremls naese forbi, at tyske myndigheder måtte saette hårdt mod hårdt for at få ryddet kulminebyen Lützerath. Regeringstoppens besøg i Ukraine kunne naesten ikke falde på et mere tiltraengt tidspunkt.

Der analyseres og funderes over, hvor bolde kan spilles hen, så de er med til at fremme Ruslands mål.