Diskussionen om abort ruller igen: Vi har alle ligeret – også de af os, der er fostre

”Allerede efter cirka 16 uger kan et menneskefoster høre. Men det kan en søanemone også”.

Sådan lyder overskriften på en artikel, hvor tre laegefaglige eksperter bliver bedt om at give deres bud på, hvornår et foster bliver til et menneske.

Det slog mig, at denne pointe rammer noget centralt. For hvad er det, der afgør, om et foster er et ligevaerdigt menneske med krav på retsbeskyttelse? Er det, at det har en fungerende hørelse? At det kan føle smerte? Eller at det kan reagere på stimuli?

For som overskriften ganske rigtig antyder – alt dette kan selv meget ”lavtstående” organismer fra dyreriget også leve op til.

Abortdebatten er blusset op igen, og grunden til, at det er en svaer debat, er, at abort handler om liv og død. Et menneskefoster bliver slået ihjel. Men med hvilken ret?

Måske skulle man naerme sig spørgsmålet fra et andet sted og spørge: Hvad er det, der giver en person som dig og mig ret til samfundets beskyttelse imod at blive slået ihjel?

Hvad er det, der giver os denne universelle ligeret, som menneskerettighederne beskriver, og som vi har bygget vores samfund på? Hvad er det helt konkret, vi alle deler på tvaers af køn, race, alder, størrelse, helbred, intelligens osv., og som denne ligeret er betinget af?

Som overskriften antyder, er der store problemer ved at knytte en sådan ligeret til sanserne – f.eks. evnen til at høre. Dels er sanser ikke noget, kun vi mennesker har, og dels er der jo mennesker, der mangler vigtige sanser. Skal de derfor fratages deres lige ret til beskyttelse?

Mange argumenterer i den nuvaerende debat for, at menneskets ligeret skal knyttes til evnen til at kunne overleve uden for livmoderen. At kunne klare sig selv trods sårbarhed.

Men hvornår stiller vi sådanne krav til fødte sårbare? Problemet er også, at en sådan evne til at overleve er helt afhaengig af den hjaelp, man får stillet til rådighed.

Et foster, der fødes for tidligt, er således helt prisgivet den føtal-medicinsk teknologi og dennes begraensninger. Men hvordan kan noget så universelt som menneskerettigheder betinges af et teknologisk stadie?

Andre igen argumenterer for, at det, der gør os ligevaerdige, er vores selvbevidsthed. Til denne gruppe hører f.eks. bioetikeren Peter Singer, som også mener, at ”abortgraensen” bør ligge et stykke efter fødslen. Det nyfødte barn udvikler jo først sin selvbevidsthed i løbet af de første par år.

Men er et nyfødt barn ikke et ligevaerdigt menneske?

Abortspørgsmålet kraever af os, at vi besinder os på, hvad et ligevaerdigt menneske er. Jeg har ikke fundet nogen bedre beskrivelse af det, vi alle har tilfaelles, end dette at vaere ”medlem af den menneskelige familie”, som menneskerettighedserklaeringen formulerer det i praeamblen. Det, der gør os alle lige og giver os en lige ret til beskyttelse imod vold, er ikke en variabel, som vi kan have i forskellig grad, men noget absolut og iboende!

Hvis vi vil fastholde et samfund, der beskytter alle ”medlemmer af den menneskelige familie”, så må vi også beskytte den ufødte. Ethvert foster, hvis foraeldre er mennesker, har fået dette medlemskab tildelt. De har krav på vores beskyttelse.

Kommunikationssekretaer, Retten til Liv, Højslev

Det fjerner ikke de vanskeligheder, som får en gravid kvinde til at ønske en abort. Men som i en lang raekke andre alvorlige konflikter af social eller personlig karakter må vi løse disse udfordringer på en anden måde end ved at fratage et ligevaerdigt ”medlem af den menneskelige familie” retten til ikke at blive slået ihjel.

Abortspørgsmålet kraever af os, at vi besinder os på, hvad et ligevaerdigt menneske er.