Vi er traette af at spille sygdomsbingo
Smittelavinen ruller igen igen i daginstitutionerne. Hvorfor accepterer vi det vinter efter vinter.
Daginstitutionerne er i disse måneder en højrisikozone at gå ind i, hvis man har i sinde at holde sig feberfri og rask i øvrigt. Influenza, rotavirus, forkølelse, corona og andet godt bliver sendt på omgang børn og paedagoger imellem.
Knapt to af tre arbejdsmiljørepraesentanter i børnehaver og vuggestuer har oplevet ekstraordinaert meget sygdom blandt personalet i januar måned. Og mange foraeldre vil med garanti kunne nikke til, at heller ikke deres børn er gået fri.
Man taenker måske, at det er et vilkår i daginstitutioner, hvor børn sutter på legetøjet, piller naese og tumler, og hvor den fysiske kontakt er afgørende for den omsorg og tryghed, paedagogerne yder for børnene.
Men nej, vi behøver faktisk ikke at spille sygdomsbingo vinter efter vinter i landets daginstitutioner. Det virker absurd, at vi accepterer, at chancen for fuld plade i løbet af en vinter vel naermest er større end chancen for, at hele familien er rask naeste weekend.
Paedagogerne har – ikke overraskende – et højt sygefravaer sammenlignet med andre. I gennemsnit naesten 16 sygedage på et år. Og så taeller vi ikke en gang de dage med, hvor de faktisk også burde vaere blevet under dynen, men af hensyn til deres kollegaers arbejdspres og børnenes dag møder ind alligevel.
16 sygedage er dobbelt så mange som administrations- og it-ansatte i kommunerne og tre dage mere end gennemsnittet for alle offentligt ansatte. Det er dyrt for samfundet. Og en stor del af paedagogernes sygefravaer kunne vaere forhindret, hvis der var bedre ventilation og udluftning i danske institutioner og skoler, så bittesmå dråber med smitte ikke ophober sig i luften på stuen. Det burde kommunerne prioritere – både når de bygger nye institutioner og i de eksisterende.
Det ville ganske givet også betyde, at børnene blev mindre syge. Vuggestuebørn bliver typisk ramt af 8-12 infektioner i løbet af deres første år i institution. Det er synd for børnene, og det er så sandelig også svaert at jonglere den maengde barnets sygedage som foraeldre.
Det fører os videre til den naeste udfordring, når vi taler smittespredning i institutionerne. To af tre arbejdsmiljørepraesentanter oplever nemlig, at børn, som burde vaere blevet hjemme, fordi de er syge, bliver sendt i institution alligevel. Det er jo ikke af ond vilje, men ofte fordi foraeldrene ikke har andre muligheder, når de selv skal afsted på arbejde.
Skal vi bryde smittekaederne, kraever det, at hverken paedagoger eller børn kommer syge på arbejde og i institution. Under corona blev børn med de mindste sygdomstegn holdt hjemme, og sammen med gode hygiejnevaner og udluftning holdt vi på den måde stort set influenza for døren.
Alligevel fortsaetter vi nu med 180 km/t. på et arbejdsmarked, hvor foraeldre med ret til sølle en eller to dage til at passe deres syge barn presses til at sende sløje børn afsted, når pasningsmulighederne er udtømt. Det starter vinter efter vinter smittelaviner, som ikke kun betyder, at endnu flere foraeldre må traekke barn sygt-kortet på arbejdspladsen, men også paedagoger må kapitulere og blive hjemme under dynen.
Det giver sig selv, at det har konsekvenser for de virkelige normeringer ude på stuerne og for børnene, som møder skiftende vikarer og ukendte ansigter. Hvis de da overhovedet er så heldige, at der er vikarer at få. Det ekstraordinaere sygefravaer har påvirket børnenes tryghed og trivsel i hver tredje tilfaelde, når man spørger arbejdsmiljørepraesentanterne. Ligesom det unaegteligt påvirker paedagogernes arbejdsmiljø.
Forretningsudvalgsmedlem, Bupl
Det er både menneskeligt og samfundsøkonomisk tosset, at vi fortsaetter i samme rille som før corona, når nu vi én gang for alle burde have laert, at sygdom og institutioner er en ualmindeligt dårlig cocktail, og at sygdomsbingo faktisk ikke behøver at vaere et vilkår for hverken paedagoger eller børnefamilier vinter efter vinter.