ADOPTIONER MED TVANG
»Det er ikke rimeligt, for det at tvangsbortadoptere et barn, så det aldrig kommer til at kende sine biologiske foraeldre, er noget af det mest indgribende, du kan foretage over for mennesker,« siger forskeren, der som alternativ til tvangsbortadoptionen i stedet foreslår, at myndighederne arbejder med permanente anbringelser, f.eks. hos en plejefamilie.
»Det vil sikre barnet ro og stabilitet, samtidig med at det kan have samvaer med de biologiske foraeldre,« siger seniorforskeren.
På Aarhus Universitet ser lektor på juridisk Institut Eva Naur Jensen, som har speciale i social- og familieret, med stor bekymring på det stigende antal tvangsbortadoptioner, på kommunernes praksis og på de regler i det lovforslag, der skal åbne for tvangsadoption allerede før fødslen.
»Det er bekymrende, at man fra både myndigheder og statsministerens side anser tvangsbortadoptionerne som kun et gode for barnet. Man glemmer, at det er et meget alvorligt indgreb i barnets ret til privatliv og familieliv. Selv i et land som vores kan vi ikke regne med, at alle landets kommuner har medarbejdere, der er i stand til at lave den korrekte og højt specialiserede vurdering af børn og familier før tvangsbortadoptionen,« siger Eva Naur Jensen.
Hun fastslår, at det sagtens kan lade sig gøre at lave lovgivning, der sikrer børnene en stabil barndom og familie uden at tvangsbortadoptere dem og dermed bryde familiebåndene. Det kan f.eks. ske gennem langvarige, ubrudte anbringelser.
»På kanten af det acceptable«
Samtidig er hun bekymret for, at det øgede fokus på bortadoptioner primaert handler om kroner og øre.
»Det er dyrt for myndighederne at have et
Antallet af tvangsbortadoptioner er steget markant fra i gennemsnit 11 årlige tvangsadoptioner i perioden 2016-2018 til mellem 39 og 45 tvangsadoptioner om året fra 2020-2022.
47 ud af alle 98 kommuner har benyttet reglerne om tvangsbortadoption siden 2016.
Knap hvert femte barn, der siden 2016 er blevet tvangsbortadopteret, boede på Lolland. barn anbragt i 18 år eller mere. Det er stort set gratis at bortadoptere det, for her er det de nye adoptivforaeldre, der skal varetage omsorgen, ansvaret og de økonomiske forpligtelser over for barnet,« siger hun.
Samtidig kalder hun det »retssikkerhedsmaessigt meget betaenkeligt«, at man fremover vil åbne op for tvangsbortadoption inden fødslen.
»Allerede de regler, vi har i dag, er på kanten af det acceptable ud fra et retssikkerhedsmaessigt perspektiv – både for barnet og for foraeldrene,« siger hun.
Hos Børns Vilkår er det ikke direktør Rasmus Kjeldahls opfattelse, at kommunerne generelt griber til tvangsbortadoption for hurtigt eller for let. Det tyder antallet af tvangsadoptioner heller ikke på, påpeger han.
Men han er »fuldstaendig enig« i, at der skal vaere meget høje krav til begrundelserne, dokumentationen og sagsbeskrivelserne, når kommunerne gennemfører en tvangsbortadoption.
Kniber med fagligheden
»Det er et voldsomt indgreb , som kun skal benyttes i meget saerlige tilfaelde. Vi ved, at det kan knibe med fagligheden saerligt i de mindre kommuner – hvor man måske ikke har de nødvendige faglige ressourcer til rådighed til at gennemføre udredningen og derfor måske kommer til at springe nogle skridt over,« siger Rasmus Kjeldahl.
Han er samtidig enig i, at vi herhjemme har en al for restriktiv kultur og praksis, når det gaelder barnets mulighed for samvaer med de biologiske foraeldre efter en tvangsbortadoption.
»Vi har en forkaerlighed for clean cuts og synes, at det giver problemer med samvaer efter en tvangsbortadoption. Det gør det måske også, men det giver også nogle positive ting for barn og foraeldre,« siger han.
I modsaetning til Institut for Menneskerettigheder finder Rasmus Kjeldahl det positivt, at kommunerne nu skal have mulighed for at forberede en tvangsbortadoption, allerede før barnet er født.
»Det kan give langt mere ro og stabilitet omkring barnet i en kritisk fase efter fødslen. Heller ikke så små børn har godt af at vaere kastebolde og blive parkeret midlertidigt hos forskellige plejefamilier,« siger han.
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil anerkender, at »adoption uden samtykke er det mest indgribende vaerktøj, vi har, når det kommer til at beskytte børn«.
Hun erklaerer sig derfor meget enig med instituttet i, at taersklen for at gøre det skal vaere meget høj.
»Men det mener jeg også, at den er – foraeldrene skal vaere varigt ude af stand til at tage sig af barnet, når vi taler om de børn, der adopteres tidligt i livet. Og skal beslutningen om adoption helt undtagelsesvist traeffes før barnets fødsel, som vi foreslår at gøre muligt, så skaerpes kravene yderligere,« siger ministeren.
Hun understreger samtidig muligheden for at fastsaette samvaer trods adoptionen – men det skal vaere bedst for barnet. Når familieretten har afvist alle anmodninger om samvaer, skal det ifølge ministeren ses som udtryk for, at det i den konkrete situation og på det konkrete tidspunkt ikke var bedst for barnet at fastholde eller etablere en kontakt til foraeldrene.
Pernille Rosenkrantz-Theil mener ikke, der er brug for flere arbejdsgange i sagsbehandlingen:
»Det samlede grundlag for at indstille til en adoption bliver så først vurderet af kommunens børn- og ungeudvalg, dernaest af Ankestyrelsen og endelig af domstolene, hvis sagen bliver indbragt for dem. Derfor bliver grundlaget reelt prøvet tre gange.«
Det er børn- og ungeudvalget i Mathias’ kommune, som skal beslutte hans fremtid, og indstillingen er klar: tvangsbortadoption. Beslutninger af den karakter skal forbi Ankestyrelsen, og i ventetiden er Mathias anbragt midlertidigt i en plejefamilie, hvor hans foraeldre har halvanden times samvaer med ham to gange. Plejemor beskriver foraeldrene som rolige i forløbet.
Ankestyrelsen godkender adoption mod foraeldrenes vilje. Institut for Menneskerettigheder indvender, at der er lagt for meget vaegt på foraeldrenes manglende kompetencer og naesten ingen på de positive beskrivelser af samvaeret mellem foraeldrene og Mathias på observationshjemmet.