”METER I SEKUNDET”
Sofie Torp er aktuel i komedien ”Meter i sekundet”, hvor hun får et kulturchok, da hun flytter til Vestjylland. Hun blev selv ramt af et chok, da hun var 20 år.
Elsebeth Pugflod Lamare. Så familien traf en stor beslutning.
Maximillien skulle også have chancen for dansk skolegang, så mens Francois Lamare blev i Frankrig, flyttede resten af familien til Velling. Leonore går nu i 3. g, mens Maximillien efter to år på friskolen igennem hullet i haekken nu også er på efterskole. Huset i Sydfrankrig er solgt, og Francois Lamare arbejder og bor i Paris.
»Han kommer her i alle ferier, og en uge hver anden måned, så’n cirka, tager jeg ned til ham og arbejder fra Paris. Det fungerer fint. Jeg føler, at jeg får en bid af alt det gode. Roen og naturen i
”Meter i sekundet” er en bestsellerroman af Stine Pilgaard.
Udgivet i 2020 og bl.a. tildelt De Gyldne Laurbaer og Weekendavisens Litteraturpris.
Fire af romanens sange er optaget i den nye udgave af Højskolesangbogen. Filmversionen har premiere den 2. februar og er instrueret af Hella Joof.
I hovedrollerne er bl.a. Sofie Torp, Thomas Hwan, Lotte Andersen, Bodil Jørgensen og Anders Agger.
Velling og vores gamle liv i Paris,« siger Elsebeth Pugflod Lamare.
Inden Stine Pilgaard flyttede fra Velling igen, gav hun den dansk-franske tilflytter en signeret udgave af ”Meter i sekundet” med en personlig hilsen. Elsebeth Pugflod Lamare kluklo sig gennem romanen og genkender flere sider af sit eget nye liv.
F.eks. den stejle smalle jernbanebro uden udsyn til noget som helst på den anden side, som kun bilister med dødsforagt ikke frygter.
»Jeg kører på broen naermest hver dag og bliver aldrig vild med det. To gange har jeg vaeret nødt til at bakke ned ad stigningen igen, fordi der kom brede modkørende. Jeg hader det,« afslører Elsebeth Pugflod Lamare, der ikke på samme måde som bogens snakkesaglige hovedperson er udfordret af omgangstonen i ”de korte saetningers land”.
»Jeg taler selv for 10 personer, siger min familie, så jeg laegger ikke maerke til, hvis andre ikke siger så meget. Men jeg ved godt, at jeg ikke skal dele mine inderste tanker, når jeg smalltalker med købmanden,« siger hun.
Til gengaeld deler hun gerne ud af sin tid. Hun er allerede medlem af både menighedsrådet og bestyrelsesmedlem i den lokaltejede købmandsforretning. Mens andre små købmaend i landet inflationssnapper efter vejret, har butikken i Velling netop udvidet.
»Jeg er også valgt ind butikkens vinudvalg. Folk taenker nok, at jeg med fransk baggrund har god forstand på det. Man kan grine ad byens slogan, men herude bakker man op, og ”vi vil i Velling”,« siger hun.
Udsolgt i biografen
Selvfølgelig er her også issues. Lige uden for byen tårner nogle af verdens største testvindmøller sig op.
»Dem er der forskellige holdninger til, men uenigheden splitter ikke folk,« siger Elsebeth Pugflod Lamare, der på et punkt for alvor stikker ud blandt midaldrende danske kvinder: Hun var nødt til at google Anders Agger.
»Jeg anede ikke, hvem han var, efter så mange år i Frankrig. Min søster har også peget ham ud, når vi har set ham i Ringkøbing,« siger hun om DR-journalisten, der indtil i sommer boede i Ringkøbing og indgår som sig selv i både bogen og filmen.
Filmen have forpremiere i Ringkøbing i sidste uge. I en propfyldt sal foran et saerdeles begejstret hjemmepublikum med borgmesteren i spidsen.
»Jeg glaeder mig til at se filmen. Jeg har aldrig mødt et menneske her i byen, der føler sig udstillet. Jeg håber, at ironien og humoren, der daekker over dybfølt kaerlighed til området, går igen.«
Det raekker dog ikke med tre bank på bagdøren og så ind i Ringkøbing Bio.
Her er filmen stort set udsolgt de naeste tre uger.
Sofie Torp kalder det much«.
At hun spiller rollen som sin veninde Stine Pilgaard på baggrund af dennes autofiktive bog ”Meter i sekundet”, som Sofie Torp i øvrigt har indtalt som lydbog. At de to kvinder laerte hinanden at kende, fordi Sofie Torp valgte at opsaette Pilgaards debutroman, ”Min mor siger”, som afgangsforestilling.
»Det er lidt vildt at skulle spille sin veninde,« siger Torp.
Hun er aktuel i Hella Joofs filmatisering af komedien ”Meter i sekundet” om en kvinde, der flytter med kaereste og spaedbarn til den vestjyske by Velling, fordi kaeresten skal undervise på en højskole. Her forsøger hun at begå sig i en kultur, hvor hendes åbenmundethed falder på gold jord.
»Jeg ved, at Stine foreslog mig til rollen, men det blev fejet af banen, fordi de gerne ville have en københavner i hovedrollen for at gøre skellet mellem land og by større. Men Stine er jo fra Aarhus, og jeg oplever ikke, at hendes »too bog handler om, at hun kommer fra København og ikke fatter, hvad de siger i Vestjylland,« siger Sofie Torp og skifter sin aarhusianske syngen ud med fladt københavnsk.
Levede på en løgn
Sofie Torp genkender den ensomhed, som hendes karakter oplever i de nye vestjyske omgivelser. Som 20-årig flyttede hun selv til København. Der sad hun i en lejlighed på Amager uden andet at tage sig til end at gå i den nu lukkede videoudlejningsbutik Blockbuster og leje ”fem favoritter” for så at leje fem nye, når de var set faerdige.
»Det var første gang i mit liv, at jeg oplevede ensomhed. Hvor jeg ikke skulle noget, og ingen havde brug for mig. Jeg var en rigtig Aarhus-pige, som drak fadøl på Fatter Eskil og havde et kaempe netvaerk. Derfor var det underligt pludselig at vaere omgivet af en masse mennesker, som man ikke kendte. Jeg havde det helt vildt over, at jeg kunne gå en tur i København uden at møde nogen, jeg kendte. Hvis jeg gik en tur på 15 minutter i Aarhus, ville jeg møde sekssyv mennesker.«
Aarhus, der igennem hele Sofie Torps barndom og teenageår havde fremstået som en storby, blev forvandlet til en landsby.
»Jeg troede, at jeg var en rigtig storbypige, men det var jo løgn.«
»Det er højt alle steder i København, også i servicefagene. Ingen ser én i øjnene. Hvis man køber et stykke tøj i Aarhus, siger ekspedienten altid: ”Den er bare så sød, og du kan bruge den til jeans”,« siger Torp med fed aarhusiansk dialekt.
»I 7-Eleven ser de én i øjnene og siger: ”Kan du have en rigtig god dag.” I København er det bare at betale. Der er ingen relation. Det var virkelig chokerende for mig at opdage. Jeg taenkte: Hvor fanden skal I hen? Men nu er jeg jo selv blevet på den måde.«
Først da hun efter et års tid tog på teaterhøjskole på Møn, kunne Sofie Torp vende tilbage til hovedstaden med et netvaerk. Optagelserne til filmen foregik på Vestjyllands Højskole, og det katapulterede hende tilbage til tiden på Rødkilde.
»Det er en måde at vaere i ens egen verden på, som er helt unik. Jeg elsker det, fordi jeg selv har vaeret en del af det, men når man kommer udefra, kan det godt virke lidt komisk: Der er nogle, der laver mad til jer tre gange om dagen, og så er der lidt undervisning. Livet er så enkelt, og det er vidunderligt.«
Sofie Torp mindes en episode under optagelserne, hvor hun havde vaeret i gang i 10 timer, da en ung kvinde kommer ud fra sit vaerelse.
»Hun er kronraget og har et stykke stof svøbt rundt om kroppen. ”Hvad har du lavet?” spørger en hende, og hun svarer: ”Jeg har bare slappet af, og nu tror jeg bare, at jeg skal chille.” Og jeg taenkte: Ja, det er lige sådan, det er på en højskole.«