Dårligt købmandskab lukker Irma

Kunder med tårer i øjnene; butikschefer, der går med sørgebind, og en tidligere direktør, der udsteder en bandbulle mod sine efterfølgere og deres inkomptence.

Lukningen af dagligvarekaeden Irma har ganske tankevaekkende fremkaldt langt staerkere følelser end den nylige meddelelse om, at den tyskejede dagligvarekaede Aldi forlader Danmark efter mange år med tab.

Irma er, må vi forstå, noget specielt, om end hovedparten af landets befolkning ikke har berøring med kaeden, da den geografisk har begraenset sit virke til hovedstadsområdet.

Forklaringen fra ejeren, Coop Danmark, er, at inflation, energikrise og krig i Ukraine har fået forbrugerne til at aendre indkøbsvaner og i stigende grad laegge dagligvareindkøbene i »discountbutikker«. Et temmelig misvisende begreb, al den stund at inflationen er den samme i Irma som i Aldi.

Det kraever da også et temmelig anstrengt forhold til sandheden at haevde, at tidernes ugunst eller kunderne skulle vaere årsag til lukningen af Irma. Kunderne kan ikke tillaegges noget ansvar for den drastiske beslutning, da de ikke har pligt til at gøre deres dagligvareindkøb bestemte steder. Ansvaret er alene Coop Danmarks.

Irma blev grundlagt i 1886, og om end tilvaerelsen undervejs har vaeret omskiftelig, har der for mange vaeret tale om en institution af naermest uforgaengelig karakter, men ingen virksomhed lever evigt, hvis den er udygtigt drevet, og det har Irma indiskutabelt vaeret i alt for mange år.

Det er fire årtier siden, at FDB købte Irma, og såvel dengang som nu er det mere end svaert at se, hvad Faellesforeningen for Danmarks Brugsforeninger dels ville med Irma, dels hvorfor de davaerende ejere ikke afsøgte horisonten for at finde en køber med en anderledes taeft for købmandskab og respekt for Irmas egenart. I sin kerne har FDB aldrig vaeret skabt til at skulle eksistere i intens konkurrence med kapitalkaeder, men derimod på et lønsomt fundament at betjene sine medlemmer i alle egne af landet.

Modsat de øvrige aktører i dagligvaremarkedet er Coop et andelsselskab, der nok skal drives rentabelt, men er en anden konstruktion, hvilket kan vaere en styrke. Desvaerre er det endt med at vaere en svaghed, da skiftende formaend i en meget lang årraekke klart har savnet de nødvendige kompetencer til at stå i spidsen for en så stor organisation.

Dette afspejler sig også i den store omskiftelighed på direktørposter ledsaget af hyppige omorganiseringer styret fra Albertslund uden synlig fornemmelse eller respekt for brugsbevaegelsens saerpraeg. Man kan ikke fortaenke dem, der måtte mene, at det er medlemmerne af Coops landsråd, der ikke har vaeret deres opgave voksen, hvilket de sikkert vil bestride, men regnskaberne, forretningsudviklingen og den seneste beslutning peger tydeligt i den retning.

FDB lovede i sin tid at ville bevare Irma som en selvstaendig forretningsenhed med egen profil og varesortiment.

Man kan på den baggrund mene, at Coop burde have sat Irma til salg i stedet for at lukke mange forretninger og omdanne resten til enten Coop eller 365discount. Dette ville have vaeret respekt for de løfter, der blev afgivet, men tydeligvis har Coop ikke villet åbne døren for en konkurrent. Så hellere begå løftebrud og tage livet af Irma.

Om Irma vil kunne leve i den skikkelse, som loyale kunder drømmer om, er vanskeligt at sige, men måtte der findes risikovillige investorer, kunne man unde dem at prøve.

Da isaer, hvis der er en aegte købmand iblandt dem.