Kan aktive politikere blive for aktive?
Tine Kirk, direktør i Foreningen Danske Havne, har i sin kronik i JP 30/1 forklaret os laesere, at valget af Søren Gade til formand for Esbjerg Havns bestyrelse var et godt valg, og hun redegør med mange ord, hvorfor Søren Gade netop er den helt rigtige person til dette job via hans talrige forbindelser både nationalt og internationalt og hans evner i øvrigt.
De fleste bestrider naeppe hans brede berøringsflade, som kan fremme Esbjerg Havns interesser, men det helt afgørende er, om det job er foreneligt med hans embede som Folketingets formand.
Det er jo korrekt, at også andre folketingsmedlemmer har haft bijob, men det er vist første gang, at også Folketingets formand tager et forretningsmaessigt bijob. Men hvis blot en advokat og et flertal af Folketingets medlemmer siger god for et bijob, er det tilsyneladende godt nok for Søren Gade.
Måske skal vi blot se med nye briller på, at såvel Folketingets formand og folketingsmedlemmer i øvrigt som noget helt naturligt må have forskellige bijob med tilhørende aflønning mv. Det kunne måske vaere som formand for en rederivirksomhed, en energivirksomhed, en lufthavn, en transportvirksomhed eller måske som formand for en ”altruistisk” forening som Danmarks Naturfredningsforening.
Der er talrige muligheder for en interesseret og foretagsom formand for Folketinget og for medlemmer af Folketinget. Men er det virkelig en ønskvaerdig udvikling?
Måske vil vi fremover ikke helt kunne betragte dem som vaerende helt økonomisk uafhaengig og uangribelige i deres afgørelser. Kort sagt: Integriteten kan risikere at blive meget elastisk.
Måske skal vi til at betragte både Folketingets formand og medlemmer som lobbyister. Måske skal vi i højere grad fremover vaere opmaerksomme på, hvilke bijob MF’erne har, og i hvilke fora de i større eller mindre grad er integreret?
Pens. forsikringsdirektør, Espergaerde
Dybest set en trist udvikling, men når nu Folketinget selv ser det som ganske naturligt, at en formand for Folketinget også har erhvervsmaessige interesser, må det vaere naturligt, at vaelgerne og vor forhåbentlig stadig frie presse har et vågent øje på disse tendenser.
Det er ufatteligt, at Søren Gade ikke kan indse, at visse embeder har en indbygget integritet. Hvis han ikke selv kan forstå det, er det en fejltagelse, at han blev valgt til Folketingets formand.
Det virker ligeledes besynderligt, hvis ingen i Folketinget skulle have hvisket ham i øret, at det måske ville vaere en klog beslutning ikke at påtage sig jobbet som formand for Esbjerg Havn.
Men han kunne ikke modstå fristelsen for at få ca. 400.000 kr. udover sit vederlag på ca. 1,7 mio. + fryns som Folketingets formand.
Tine Kirk har sikkert ret i alle sine rosende ord om Søren Gade, men tilsyneladende har denne bjergsomme politiker lidt vanskeligt ved at skelne mellem, hvad der muligvis er lovligt, og hvad der er det rigtige og det politisk haederlige.