Stor forskel på hvor ofte børn bliver bortadopteret med tvang i kommuner

Lolland kommune skiller sig voldsomt ud, når det gaelder tvangsbortadoptioner af børn. Kommunen afviser, at økonomien spiller en rolle.

Loven er den samme, når reglerne saettes for at bortadoptere et barn mod de biologiske foraeldres vilje. Men kommunerne bruger den vidt forskelligt.

Lolland og Slagelse kommuner har begge mange udsatte børn, og de har samme andel af tvangsanbringelser – nemlig 2,1 pct. af det samlede antal herhjemme, men mens Lolland siden 2016 har haft 35 sager om bortadoption af et barn uden foraeldrenes samtykke, har Slagelse ikke haft en eneste.

Totalt set er antallet af tvangsbortadoptioner steget markant de seneste år – fra 11 sager om året i gennemsnit i perioden 2016-2018, til 42 sager om året i årene 20202022.

Stigningen bekymrer Institut for Menneskerettigheder, som advarer om, at tvangsbortadoptionerne kan vaere i konflikt med menneskerettighederne. Og at Danmark risikerer at tabe en eventuel sag ved Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, akkurat som Norge har gjort.

Lolland tvangsbortadopterer flest børn. Kommunens andel af udsatte børn ligger også højt på 9,4 pct. – et godt stykke højere end den naeste i raekken, som er Guldborgsund Kommune med 5,9 pct. udsatte børn blandt borgerne, viser tal fra Institut fra Menneskerettigheder, som baserer statistikken på tal fra Danmarks Statistik.

»Vi har ganske rigtigt mange udsatte borgere, og dermed ligger vi naturligt i toppen. Det giver sig selv med den socioøkonomiske sammensaetning i Lolland Kommune,« siger Michael Vinther Hansen, souschef i kommunens børn-, unge- og familieafdeling.

Han understreger, at kommunen bruger tvangsbortadoption uden samtykke som et fagligt redskab og »efter gaeldende lovgivning«.

»Vi følger loven, og i sidste ende er det jo Ankestyrelsen, som traeffer afgørelsen om bortadoption uden samtykke,« siger han.

Både Institut for

Menneskerettigheder og lektor i social- og familieret Eva Naur Jensen, Aarhus Universitet, har i JyllandsPosten luftet bekymringer for, at kommunerne har et økonomisk incitament til at tvangsbortadoptere – ud fra det faktum, at det koster mange tusind kroner at anbringe et barn, mens en tvangsbortadoption stort set er gratis.

Økonomiske bagtanker?

»Her kan jeg sige nej. Et klart nej til, at vi har økonomiske overvejelser som baggrund, når vi beslutter fremtiden for et udsat barn. Vi indstiller sagerne i forhold til gaeldende lovgivning, og herefter er det alene Ankestyrelsen, der beslutter, om grundlaget for adoption uden samtykke er opfyldt. Det er således aldrig den enkelte kommune, der traeffer afgørelsen,« siger souschefen.

Hos Slagelse Kommune bekraefter Rikke Kvistgaard Laursen, chef for børne- og ungeområdet, at kommunen slet ikke har grebet til tvangsbortadoptioner på trods af en relativt høj andel af udsatte børn.

»Det er vi i gang med at kigge på nu. De manglende tvangsbortadoptioner er på ingen måde udtryk for, at vi ikke ønsker at udmønte denne del af lovgivningen. Der har simpelthen hidtil vaeret et manglende fokus, men det gør vi noget ved nu,« siger Rikke Kvistgaard Laursen, som for nylig er tiltrådt som chef for området.

Siden efteråret 2022 har Slagelse Kommune derfor vaeret i faerd med at opkvalificere medarbejderne og kigge på relevante sager, hvor det af hensyn til barnet kan vaere »formålstjenstlig« at overveje bortadoption.

Når det vurderes, om et barn skal tvangsbortadopteres, skal man ifølge Rikke Kvistgaard Laursen bl.a. afveje, hvilket hensyn der er vigtigst: barnets ret til et trygt, blivende og stabilt familieliv eller barnets ret til at kende og have kontakt til sit ophav. Hun forudser, at flere børn i Slagelse fremover vil blive bortadopteret uden foraeldrenes samtykke – tvangsanbringelser er ikke nødvendigvis bedst for barnet.

»Når vi kigger ind i data om sammenbrud i anbringelserne, ser vi også, at det det ikke altid er lykken med anbringelser,« siger hun.

En bedre barndom

Hun afviser, at udsigten til økonomiske besparelser ved at tvangsbortadoptere frem for at tvangsanbringe børn spiller en rolle.

»I de konkrete sager er der kun fokus på barnet, dets retssikkerhed og de bedste forudsaetninger for barnets udvikling og trivsel fremover. Jeg er med på, at der er en økonomisk gevinst for kommunen ved at tvangsbortadoptere frem for at tvangsanbringe et barn, men det er ikke økonomien, der er styrende for, om vi kommer til at gå den ene eller anden vej i den enkelte sag. Det er

Børnesager med totalitaere traek 100 pct. en faglig, velovervejet vurdering, der ligger til grund,« siger Rikke Kvistgaard Laursen.

Tvangsbortadoption er et meget alvorligt og livsaendrende tiltag for både børn og foraeldre, og derfor er det også kun i yderste konsekvens, at kommunerne bruger dette tiltag, fastslår borgmester Ulrik Wilbek (V), formand for socialudvalget i kommunernes forening KL.

Han afviser, at der ligger økonomiske begrundelser for bortadoption mod foraeldrenes vilje.

»Vi gør det for at give børnene et bedre liv. Vi er nødt til at se i øjnene, hvor vi står med et lille, nyfødt barn eller en vordende mor og kan konstatere, at barnets foraeldre på ingen måde må forventes hverken at have eller vil kunne få evne til at drage omsorg for barnet,« lyder det i et skriftligt svar, hvor Ulrik Wilbek støtter lovforslaget om at kunne bortadoptere uden foraeldrenes samtykke, inden barnet er født.

Der har simpelthen hidtil vaeret et manglende fokus, men det gør vi noget ved nu. RIKKE KVISTGAARD LAURSEN, CHEF FOR BØRNE- OG UNGEOMRÅDET, SLAGELSE KOMMUNE