Gendannet poptrio er svaer at genkende

Swan Lee modstår heldigvis fristelsen til at spise fanskaren af med mere af det samme.

Utallige pop- og rockgrupper gendannes i disse år. Der kommer en ny plade med gendannede dit og dat, og så kan de tage på turné og i øvrigt tjene langt mere på at spille live, end de gjorde i eksempelvis 1980’erne og 1990’erne, hvor oplevelsesøkonomien ikke var naer så god, som den er i dag.

Så kan man synge med på de gamle hits ude på spillestederne og mindes de gode gamle dage.

Mere er der sjaeldent at hente i disse gendannelser, for alt for ofte lyder eventuelle nye studieoptagelser som halvhjertede kopier af sangene fra begyndelsen af karrieren.

Sådan er det heldigvis ikke med den danske trio Swan Lee. Ikke dermed sagt, at der er noget i vejen med hitsingler som ”Tomorrow Never Dies”, ”Stay Tonight”, ”I Don’t Mind” og ”Love Will Keep You Warm”, men dem har vi jo hørt.

Det er glaedeligt, at sanger Pernille Rosendahl, guitarist Jonas Struck og trommeslager Emil Jørgensen har fundet modet til at skubbe Swan Lee i nye retninger på ”The Garden”, trioens første album i 18 år.

Luftigt omkvaed

Ja, førstesinglen ”Heaven” lyder med sit luftige omkvaed umiskendeligt som Swan Lee, men den opdaterede, moderne produktion – tilveje bragt af Søren Buhl Lassen (Guldimund, Brimheim og Lucky Lo) – retfaerdiggør til fulde projektet.

ROCK

THE GARDEN Universal Music

Og gendannelsesalbummet er meget mere end radiovenlige pophits.

Klimaspørgsmålene adresseres på åbningsnummeret ”I Am A River”, hvis gennemmusikalske fortolkning af naturens rasen leder tankerne hen på både Björk og Blur-sangeren Damon Albarns seneste mestervaerk ”The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows” (2021).

Tålelige forhold

Og Pernille Rosendahls fine vokal fletter sig ubesvaeret sammen med faerøske Teiturs skaeve røst på MeTooadresseringen

”Got Away With Murder”, som drives af et uimodståeligt, slentrende trommebeat.

Pernille Rosendahl fik nok af fulde, højrøstede koncertgaester på landets spillesteder og flyttede store dele af sin solokarriere ind i kirkerne og på museerne. Med gendannede Swan Lee genbesøger hun spillestederne, og så må vi bare håbe, at publikum imødekommer bandets ønske om tålelige arbejdsforhold. Nye nedtonede, lettere jazzede indslag som ”Don’t Know What To Do” kraever udelt opmaerksomhed. Og fortjener det.