Børnesager med totalitaere traek
Kort før jul henvendte en sagsbehandler i Frederikssund Kommune sig til Hillerød Sygehus. Hendes aerinde var at høre sygehuset om, hvorvidt en kvinde, Sofie, ikke kunne få sat sin fødsel i gang, så kommunen kunne tvangsfjerne barnet. Det ville passe bedre med de kommunale sagsbehandleres ferieplan i julen.
Der er ingen grund til at tro, at den enkelte medarbejder er saerligt ond. Tvaertimod forsøgte hun vel bare at passe sit arbejde og få planerne til at nå sammen. Hun afspejler snarere et system, som sikkert har den svage part, i dette tilfaelde barnet, for øje, men betragter det med magtens kølige blik og et saerligt syn på mennesker. Sygehuset afviste heldigvis forespørgslen, og Sofie fødte helt naturligt nogle dage før jul. Barnet er i dag fjernet.
Anmodningen om at få fødslen sat i gang er måske nok usaedvanlig, men myndighedernes indgriben med tvangsfjernelse ved fødslen er det langtfra. I sidste uge var der en sørgelig sag i Slagelse, hvor en desperat bedstefar kidnappede sit nyfødte barnebarn, mens myndighederne stod parat til at tvangsfjerne det.
Der kan – endda ofte – vaere mange gode grunde til at tvangsfjerne, anbringe eller endog tvangsbortadoptere børn. Men det skal altid foregå med skyldig hensyntagen til alles retssikkerhed. Meget tyder på, at det langtfra er tilfaeldet. Isaer siden ”børnenes statsminister” i 2019 overtog regeringsmagten og i sin første nytårstale varslede flere tvangsfjernelser uden hørlig tvivl om, hvordan man bedst hjaelper børn, der fødes ind i staerkt belastede forhold. Det fremgik, at staten besidder ansvaret og løsningerne, hvilket også til fulde fremgik af et vidtraekkende udspil, som regeringen fremsatte et års tid senere: Børnenes trivsel var statens ansvar, og det skulle vaere lettere at tvangsfjerne og bortadoptere et barn uden foraeldrenes samtykke.
Og der er blevet lyttet til Mette Frederiksen. Som det fremgik af Jyllands-Posten torsdag, er antallet af adoptioner med tvang steget fra i gennemsnit 11 om året fra 2016 til 18 til mellem 39 og 45 om året fra 2020 til 2022. Altså mere end en tredobling af det, man uden overdrivelse kan kalde det mest ultimative indgreb i både et barns og dets foraeldres liv. Bedre bliver det ikke af, at der kan vaere en mistanke om et økonomisk incitament for den radikale beslutning, for hvor en tvangsfjernelse og anbringelse er en meget dyr affaere, koster en tvangsadoption stort set ikke kommunen noget.
Jyllands-Posten har tidligere beskrevet, hvordan der i tvangsfjernelsessager i bl.a. Nordjylland og isaer på Langeland er begået bevidste fejl og magtmisbrug for at fjerne børn fra deres foraeldre. Der er indtil videre ikke noget, der tyder på, at det er tilfaeldet i tvangsbortadoptionssager, men ifølge en rapport fra Instituttet for Menneskerettigheder tillaegges båndet til de biologiske foraeldre ikke tilstraekkelig vaegt, når det besluttes at bortadoptere ved tvang.
Mange børn får ikke den start på livet, de kunne fortjene, og det kan langtfra udelukkes, at flere tvangsfjernelser og tvangsadoptioner kan vaere en løsning. Men det er også et meget radikalt indgreb i både børns og foraeldres liv, som skal foregå med tilstraekkelig respekt for, at børn i udgangspunktet ikke tilhører staten, at båndet mellem børn og foraeldre tilgodeses, og at hensynet til alle parters retssikkerhed er overholdt. Ellers bevaeger staten sig ned ad en glidebane mod et samfund med totalitaere traek, som vi ellers normalt er i staerk opposition til.