Når tab af ytringsfrihed faktisk giver god mening

Denne klumme er slet ikke den klumme, jeg ville have afleveret. Faktisk havde jeg skrevet en anden, men den kasserede jeg i går aftes. Hvorfor? Jo, den kunne måske have fået mig cancelled – som man siger på nydansk.

Problemet var, at jeg i klummen kritiserede visse udmeldinger fra en organisation, jeg ved, vi nok gerne vil have som kunde på bureauet, hvor jeg arbejder. Nu er jeg ikke erhvervscoach, men jeg ved dog, at den slags naeppe er saerlig karrierefremmende. Hvis pågaeldende organisation laeste klummen, ville den blot vaere én Google-søgning fra at finde min arbejdsplads og bandlyse både bureauet og mig. Ikke desto mindre er der tale om en begraensning af min ytringsfrihed. Sanktioneret af mig selv. Og er det måske ikke den vaerste måde at miste sin ytringsfrihed på? Selvcensur af frygt for omkostningerne.

Det er endda sket før. For nogle år siden skrev jeg og en anden kollega kritiske kommentarer på Facebook om et navngivet produkt. Det blev med tiden til flere kommentarer. Og en dag kom en tredje kollega forbi mit skrivebord og fortalte, at han havde fået en mail fra én af vores kunder. Den pågaeldende kunde havde flere produkter i porteføljen, hvoraf vi kun arbejdede med ét af dem. Blandt de andre produkter var det, vi havde skrevet kritisk om.

Kunden var hverken vred, truende eller uvenlig, men ville blot gøre opmaerksom på, at de var bekendt med, at ”nogle” fra bureauet havde skrevet ufordelagtigt om deres produkt – og ville derfor lige minde om, at de faktisk var kunde hos os. Min kollega spurgte mig derfor, om det måske var muligt at lade vaere med at skrive flere kommentarer.

Selvfølgelig var det det. Ligesom det også var muligt for mig at kassere klummen fra i går. For nok har jeg en masse på hjerte, men jeg er dog ingen Charlie Hebdo, Samuel Paty eller Paludan for den sags skyld. Alle har de med dødsforagt insisteret på retten til ytringsfrihed, hvilket jeg bakker dem 100 pct. op i. Og det, uanset hvor mange gange Erdogan ringer til Nato og flaeber i telefonen. Alle må fra tid til anden tåle at blive kraenket og stødt – også ekstremt fintfølende muslimer. Kan man ikke det, bør man se at grow a pair.

Men ser vi bort fra uacceptable trusler om vold og mord, skal man dog også kunne tolerere, at ens ytringer kan have negative – men forståelige – konsekvenser. I modsat fald vil jeg anbefale, at man holder kaeft. Enhver skal naturligvis frit kunne komme med fornaermelser og hånlige kommentarer. Det er bare sjaeldent, man får hjertevarme forhold til dem, man fornaermer og håner. Hvilket kan have konsekvenser.

Netop derfor ville jeg vaere en kaempe snotskovl, hvis jeg i ovenstående tilfaelde insisterede på min ret til ytringsfrihed. For selvfølgelig ville jeg eller bureauet ikke kunne have et godt forhold til kunderne, hvis jeg i min fritid sad og svinede dem eller deres produkter til på side 26 i Jyllands-Posten. Det ville derfor have vaeret forståeligt, hvis jeg af den grund blev cancelled. Eller som vi sagde i gamle dage: Losset ud på røv og albuer. Om man så vaegter sit behov for at råbe grimme ting højere end at have et job, må vaere op til én selv.

Personligt er mit behov ikke så stort. Det er nok derfor, jeg har holdt mig til at skrive klummer om lette emner som abort, politik og organdonation. Indtil videre har ingen bedt mig om at stoppe. Heller ikke de kunder, som jeg ved, er uenige med mig.

Enhver skal naturligvis frit kunne komme med fornaermelser og hånlige kommentarer.