Det er ikke de gode mod de onde i Ukraine
Når vores sandhedssøgen og selvkritik er forsvundet, vidner det ikke om, at vi har ret.
Hvorfor kaemper vi mod Rusland i Ukraine? Den dominerende fortaelling er, at vi kaemper i vores egen interesse. Hvis ikke vi stopper Rusland i Ukraine, vil russerne blot fortsaette erobringstogtet i de baltiske lande. Derefter Polen. Senere Danmark. Der er ingen vej udenom. Kun hård modstand. For friheden.
Det narrativ er selvindlysende primitivt, og det er også let at spore dets oprindelse. Vi har nemlig i forvejen en udbredt tendens til at analysere verden gennem Anden Verdenskrigs prisme, og i forholdet til Rusland giver den os en klar konklusion: Putin er Hitler. Derfor må vi stoppe ham. Koste hvad det vil.
Hitler-narrativet gør i sig selv krigen farligere, end den behøvede at vaere. For hvis vi lykkes med at bekaempe Rusland militaert og efterlader Putin som en gal mand i førerbunkeren, vil det ikke vaere udslettede divisioner, han forgaeves kommanderer rundt med, men atomvåben. Realistisk set bliver de nok kastet, laenge før vi når til hans untergang. Vi kan naturligvis ikke vide, hvad der sker, men risikoen er reel.
Blot det at tale om risikoen for atomkrig er i dag kontroversielt. Folk er blevet anklaget for putinisme for mindre. I sig selv et vidnesbyrd om den ekstreme og selvvalgte enfoldighed, vi er gået til krigen med. Rusland er ondt, og den russiske befolkning bliver beskrevet som havende »en dyb tørst efter barbari og tyranni«. Den slags er anti-intellektuel radikalisme. Endnu mere bekymrende er censuren af russiske medier og den delvise boykot af russisk kultur gennem eksempelvis aflysninger af teater og opera.
Det er ellers netop vores kulturs styrke, at vi kan saette os ud over krig. At vi både kan vaere selvkritiske, nuancerede og i stand til at skelne mellem kultur, mennesker og krige mellem stater. Ikke her for tiden.
Cand.mag. i filosofi og cand.polit.
Derfor har jeg også tøvet laenge med at skrive dette indlaeg. Jeg kan konstatere, at vestlige kernedyder som sandhedssøgen og nuancer ikke har vaeret velkomne det seneste års tid. Jeg taenker tit på den episode i Folketinget, hvor Marie Krarup kollektivt blev udskammet for at benaegte, at Rusland har en ekspansionistisk ideologi. Det har hun ellers selvindlysende ret i.
Der er mange årsager til, at Rusland har invaderet Ukraine. Ønsket om at bevare sin status som stormagt. National stolthed i et ellers dysfunktionelt samfund. Merevaerdsfølelse over ukrainerne. Bekaempelse af den vestlige verdensorden. Lumpne indenrigspolitiske overvejelser. Frygt for egen sikkerhed.
Intet af det er ekspansionistisk ideologi. Intet sammenhaengende tankesaet om at dominere verden. I modsaetning i øvrigt til Hitler, der i ”Mein Kampf” havde skrevet om verden som en kamp mellem racer, der enten måtte erobre eller gå bort. Og i modsaetning til USA, der har en udtalt ambition om at udbrede sine vaerdier om frihed, demokrati og menneskerettigheder til alle verdenshjørner. Den amerikansk-vestlige ideologi er naturligvis ikke ekspansionistisk i sin egen selvforståelse, fordi den er på det godes side.
Men ingen kan vaere aegte i tvivl om, at den vestlige ideologi bliver opfattet som imperialistisk i Rusland. At den bliver opfattet som imperialistisk i Kina. Og i saerdeleshed i Mellemøsten, hvis vaerdisaet er så radikalt forskelligt fra de kristne idéer om frihed, lighed og menneskerettigheder. At resten af verden opfatter os som imperialister, gør naturligvis ikke, at vi tager fejl. Men det er provinsiel ignorance ikke at vaere bevidst om andre perspektiver end sit eget.
Den verdensorden, der opstod efter Anden Verdenskrig, er derfor, for store dele af kloden, et udtryk for amerikansk imperial dominans. Det gaelder de store institutioner, menneskerettighedserklaeringen, administreringen af dollaren og meget mere. Amerikanske forskere har talt mere end 80 eksempler på amerikansk indblanding i demokratiske valg. USA har startet eller blandet sig i et stort antal krige, likvideret mere end 1.000 mennesker i droneangreb, aflyttet regeringschefers telefoner hos selv allierede, styret den politiske udvikling i fremmede lande med økonomisk magt og udøvet alverdens former for pression. USA’s ageren er imperial i alle andre henseender end i Vestens selvforståelse. Imperial på godt og ondt.
Af alle de amerikanske imperiale aktiviteter har den militaere fremrykning vaeret den afgjort mest betaenkelige set med russiske øjne. Natos gradvise fremrykning mod og langs den russiske graense. Med udsigten til medlemskab af Georgien og Ukraine var graensen nået. Det gjorde russerne højlydt opmaerksom på, ligesom de handlede derefter. Blot fire måneder efter at Georgien var blevet stillet medlemskabet i udsigt, blev det invaderet. Enhver kunne sige sig selv, at det samme ville ske i Ukraine. Merkel forudså det eksempelvis – hvorfor hun er blevet lagt for had.
Selv jeg – der ikke har nogen saerlig interesse i spørgsmålet – kunne for fire år siden skrive i denne avis om USA’s aggressive adfaerd i Ukraine. De har kort sagt kaempet med russerne om at overtage landet. Amerikanerne har ifølge dem selv brugt mere end 5 mia. dollars. Den slags køber indflydelse. Eksempelvis på en kampagne, der gik ud på at vaelte den siddende russiskvenlige praesident Janukovitj. Er det ikke imperial aggression? Og endnu vaerre blev det, da samme praesident blev kuppet. Ja, den demokratisk valgte praesident blev fordrevet fra sit land og sit embede, fordi han havde tilladt sig at indgå en handelsaftale med Rusland frem for med EU. Umiddelbart efter invaderede Rusland Krim.
Ukraine var og er en slagmark for to imperiers kamp for overtagelse. Ikke de gode mod de onde. Krigen var så afgjort en eskalering, men hvis ikke amerikanerne i første omgang havde forsøgt at vinde Ukraine, ville krigen aldrig have fundet sted. Amerikanerne havde ingen saerlig ret til at kaempe for at dominere Ukraine, selv om de i kulturblind ignorance haevder at have sandheden på deres side, og russerne har ingen saerlig ret til at forsvare deres interessesfaere, selv om stormagter altid gør sådan. Det er historisk fornaegtelse, hvis man tror USA handler og ville have handlet anderledes tolerant.
Ikke desto mindre er jeg uenig med de ellers modige realistiske dissidenter, når de haevder, at der ikke findes moral i udenrigspolitik. Naturligvis gør der det. Vi bør til gengaeld vaere langt mere forsigtige og ydmyge, end hvad vestlige magthavere ellers har haft for vane.
Hvordan kunne et ydmygt bud lyde? Jo, et bør vaere at undgå lidelse. Ikke mindst lidelse i stor skala. Naturligvis har krigen i Ukraine vaeret en katastrofe. Isaer for ukrainere, men også for russere, fattige østeuropaeere og alle mulige andre i verden, der har lidt som følge. Atomkrig vil vaere vaerre. Derfor bør vi naturligvis fordømme russerne. Og vi bør også fordømme amerikanerne. Og vi bør gøre, hvad vi kan, for at bringe krigen til ophør.
Hvis det ikke er med udgangspunkt i liberalt demokrati, hvad kunne ellers fortaelle os, hvordan en fred burde se ud? Eller spurgt på en anden måde: Hvis nu vi ikke blot er ”de gode” og russerne ”de onde” – hvad bør vi så håbe på? Vi kunne, ydmygt, begynde med et folks selvbestemmelse.
Ukraine bør vaere selvstaendigt, for Ukraine udgøres af det ukrainske folk. Dog ikke på Krim, der er lige så ukrainsk, som Flensborg er dansk. Og heller ikke entydigt i Donbas. Autonomi eller selvstaendighed for begge er den eneste holdbare vej frem. Den vej, der mindsker lidelse.
Mennesker bør vurderes på deres intentioner, men politiske beslutninger bør vurderes på deres konsekvenser. Den vestlig-amerikanske imperialisme var en moderne form for korstog med gode intentioner om at gøre resten af verden til et bedre sted. Resultatet har desvaerre alt for ofte vaeret ødelaeggelse og død. Det gaelder også vores aggression over for Rusland. Den var måske velment, men resultatet blev krig.
Vi kan sagtens stoppe krigen. Vi kan sagtens få fred. Det kraever dog, at vi opgiver drømmen om, at vi med magt kan gøre resten af verden til en kopi af os.
Ukraine var og er en slagmark for to imperiers kamp for overtagelse.
centrale ministerier – måske en videreførelse af den tidligere regerings sikkerhedspolitiske analysegruppe, der institutionaliseres og gøres til en fast kapacitet, som derved kan understøtte politikudviklingen og den generelle sikkerhedspolitiske forståelse iblandt politikere og embedsfolk.
For det tredje bør man insistere på at lave politik ud fra tidens store sikkerhedspolitiske dagsordener – og ikke kun ud fra de store og iøjnefaldende kriser. Dette indebaerer, at man forholder sig til vaesentlige sikkerhedspolitiske spørgsmål, selv hvis de er mere langvarige og dilemmafyldte end de kriser, som løbende opstår.
Et godt eksempel er diskussionen om, hvordan Europa bedst plejer og udvikler det transatlantiske forhold. Hvad er egentlig i dansk interesse, hvis EU vil gøre sig mere handlekraftig og uafhaengig i udenrigspolitikken? Hvordan prioriterer man mellem initiativer drevet af USA og europaeiske allierede, f.eks. i teknologiudviklingen? Denne slags spørgsmål kan ikke besvares med krisetaenkningen som udgangspunkt.