Ambitiøs sikkerhedspolitik bør vaere mere end krisehåndtering

Kriser kan vaere nyttige for en regering, men skal man finde de rette og langtidsholdbare løsninger, skal man ikke sidde fast i krisehåndteringen.

Når Danmarks nye regering kigger på verden, ser den kriser overalt. Fra klimakrisen og coronakrisen til Ukrainekrisen og energikrisen. For ikke så laenge siden handlede det om migrationskrisen og de transatlantiske kriser med brexit og Trump. De mange kriser griber ind i hinanden, som det hedder i forordet til regeringsgrundlaget.

Krisetaenkningen kan virke intuitiv og politisk gavnlig for en selverklaeret pragmatisk regering, som vil gøre det nødvendige i en omvaeltende tid. Men den usikkerhed, der fornemmes mange steder, er ikke blot et spørgsmål om kriser, der skal håndteres, før man kan vende tilbage til det normale.

Usikkerheden er derimod vaevet ind i langsigtede forandringer af et internationalt system praeget af konkurrence og konflikt mellem USA og Kina samt globale udfordringer, der vokser i omfang og kompleksitet.

Derfor bør regeringen se ud over krisens logik, hvis den vil give sig selv det bedste udgangspunkt for at føre en rettidig og effektiv udenrigsog sikkerhedspolitik.

Kriser kan selvsagt vaere nyttige. De samler og skaerper den politiske opmaerksomhed. De muliggør tiltag, som ellers ikke var mulige, og de fostrer måske endda kreative løsninger på problemer. Men krisehåndtering er per definition reaktivt og orienteret mod en afgraenset og akut problemstilling. En politik styret ud fra krisens logik kan derfor lede til forhastede eller snaeversynede beslutninger, der ikke resonerer med bredere sikkerhedspolitiske interesser. Den slags beslutninger kan hurtigt miste deres relevans og legitimitet.

Samtidig kraever krisehåndtering ressourcer og opmaerksomhed, som kunne fokuseres andetsteds i statens maskinrum. Risikoen er, at man i sin iver efter at løse kriser overser eller må nedprioritere andre vaesentlige dagsordener og muligheder i sikkerhedspolitikken. At man kun kan slukke ildebrande i stedet for at forebygge dem. At man aldrig får skabt rammebetingelserne for langsigtet planlaegning og prioritering hos dem, der har behov for netop dette, herunder virksomhederne, udenrigstjenesten og Forsvaret.

At se ud over krisens logik indebaerer mindst tre ting.

For det første bør man aktivt arbejde for at gøre sikkerhedspolitikken til en del af den normale politikudvikling og regeringsførelse. Sikkerhedspolitikken tilhører ikke kun krisens logik, men fylder mere og flyder nu ind mange steder.

På den ene side medfører den voksende konflikt mellem liberale demokratier og autokratiske stater både trusler og handlinger, som øger usikkerheden. Det spaender fra decideret krig, som Ruslands aggression i Ukraine tydeligt viser, til et vaeld af aktiviteter under taersklen for krig, herunder cyberangreb, sabotage og desinformationskampagner. Vi har allerede set mange gråzoneaktiviteter i Danmark og må forvente endnu flere fremover.

På den anden side kobles sikkerhedspolitikken – i høj grad på grund af rivaliseringen mellem demokratier og autokratier – til politikområder, der traditionelt har vaeret styret ud fra andre rationaler. Det gaelder klima- og energipolitikken, hvor sikkerhedsspørgsmålet f.eks. er blevet en hovedpine i udformningen af de nye energiøer. Det gaelder også forskningspolitikken. Danske forskere og vidensinstitutioner navigerer i et internationalt miljø, hvor samarbejde »indebaerer etiske, økonomiske og sikkerhedsmaessige risici«, som det i maj 2022 hed i en afrapportering fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Polemikken om VM i Qatar viser, at lignende problemstillinger også fylder i kultur- og idraetspolitikken. Selv arbejdsmarkedspolitikken er med den kuriøse kobling af store bededag og de stigende forsvarsudgifter blevet påvirket af den sikkerhedspolitiske udvikling. Man kunne blive ved.

Netop fordi sikkerhedspolitikken er allestedsnaervaerende og en del af normalpolitikken, kan den ikke altid trumfe alt andet. Men den kan omvendt heller ikke tilsidesaettes, når interessen retter sig mod Danmarks langsigtede udvikling, f.eks. i forbindelse med helhedsplaner og store reformer af samfundet og økonomien. Den bør derimod kontinuerligt afvejes i sammenhaeng med andre legitime politiske hensyn.

En sådan tilgang fordrer et løbende fokus på langsigtede sikkerhedspolitiske udfordringer og balancer, ikke mindst i spaendingsfeltet mellem indenrigs- og udenrigspolitik. Det kan vaere en fordel, at de tre partiledere, som tegner og koordinerer regeringens overordnede linje, er placeret i sikkerhedspolitikkens tre vigtigste ministerier. Men det kraever en saerlig mentalitet ikke at lade sig forblaende af krisehåndtering.

For det andet bør man overveje, hvordan man skaber de bedste praktiske forudsaetninger for at gøre sikkerhedspolitikken til mere end krisehåndtering. Der har vaeret tale om at etablere en funktion som national sikkerhedsrådgiver med en dedikeret stab. Man kunne også forestille sig en analytisk-politisk enhed forankret i et af de

Det kan vaere en fordel, at de tre partiledere, som tegner og koordinerer regeringens overordnede linje, er placeret i sikkerhedspolitikkens tre vigtigste ministerier. Men det kraever en saerlig mentalitet ikke at lade sig forblaende af krisehåndtering.

Et andet eksempel er den dagsorden, som handler om afkobling fra staerke autokratiske stater. Den vestlige reaktion på Ruslands krig i Ukraine har vist, at man hurtigt kan afkoble sig fra en strategisk modstander. Men det er netop krisens logik, som har hersket i afkoblingen af Rusland.

Den ekstraordinaere begivenhed har gjort det umulige muligt. Afkoblingen af Kina er vanskeligere. De økonomiske afhaengigheder er større, og det er mindre entydigt, hvor langt afkoblingen bør gå.

Der kan vaere et ønske om ikke at stikke ud fra den europaeiske norm for at undgå sanktioner. Omvendt kan der også vaere alliancepoint at hente i Washington ved netop at stikke ud og gå først i nogle af afkoblingens spor. Diskussionen om 5G-udrulningen viste, at USA i en vis grad kan presse europaeiske allierede til at aendre politik over for Kina. Så kan man måske lige så godt vaere first mover, saerligt hvis det giver mulighed for at satse tidligt på brancher og forskningsområder, hvor der på sigt er nationale økonomiske gevinster at høste.

Sådanne muligheder bliver nemt forbigået i en politik domineret af krisetaenkning. Den nye regering bør derfor bruge det sikkerhedspolitiske mulighedsrum, som de aktuelle kriser har skabt, til at se ud over kriserne og i stedet taenke og handle langsigtet.