Derfor kaemper Europa den helt forkerte kamp mod Bidens USA

Danmark bliver en af de store tabere, hvis EU fortsaetter med at saelge sin markedsøkonomiske sjael i en industriel krig mod USA.

Mens inflation og rentestigninger stjaeler opmaerksomheden, flyver langt mere alvorlige problemer under radaren i debatten.

Verdens geopolitiske ledere strammer gradvist, men sikkert grebet om en hidtil relativt fri økonomi. Allerede i dag baerer den på lange distancer mere praeg af plan- end markedsøkonomi.

Lige siden pandemiens tvangsnedlukninger åbnede hanen på vid gab for – i det tilfaelde nødvendige - massive statsstøtteordninger, har trykket fra pengestrømmen gjort det naesten umuligt at skrue ned for maengden af offentlige subsidier. Intet er så vanedannende som gratis. Og tilsyneladende har både de bevilgende myndigheder og de modtagende virksomheder overset, at nogen i den anden ende af økonomien betaler regningen. Ganske ofte almindelige lønmodtagere og forbrugere.

I dele af techindustrien tegner statsstøtte sig allerede nu for langt over halvdelen af den samlede omsaetning i private virksomheder. Og naeste reelt statskontrollerede branche er for laengst udpeget, nemlig den grønne industri.

Udviklingen er accelereret, efter at USA under Biden-administrationen har ofret de fleste af sine tilbagevaerende markedsøkonomiske principper og bebudet statslig erhvervsstøtte for over 2.400 mia. kr. til grønne initiativer og til virksomheder, som vender det globale arbejdsmarked ryggen og investerer i amerikanske job.

Fra den anden side presser et genopstået Kina på med sin velkendte planøkonomiske tilgang til verden.

I et svar på den amerikanske hjaelpepakke, åbnede EU-Kommissionen forleden for en ny statslig pengeindsprøjtning i den helt store skala fra medlemslandene. I den geopolitiske klemme er det da forståeligt, at de europaeiske ledere på kanten af panik er i faerd med også at saelge deres markedsøkonomiske sjael til statskapitalen. Men det er en fatal fejl.

For det kraever ikke den store spåmandseksamen at forudse, at vi dermed har skudt gang i et globalt statsstøtteraes mod bunden. De grønne industrier kommer til at leve på de til enhver tid siddende politiske lederes nåde. Støtteordningerne vil blive mere og mere kreative. Og en historisk handelskrig mellem Europa, USA og Kina rykker kun naermere.

Det er et virkelig dårligt udgangspunkt for

Europa. Det er i strid med de grundlaeggende principper for EU’s største succes, det indre marked. Og det modarbejder de økonomiske baerepiller om fri handel, fri konkurrence og fri bevaegelighed for privat kapital, som hele unionen er bygget på.

Desvaerre ligner Danmark på forhånd et af kontinentets relativt store ofre for udviklingen. Selvom vi relativt er blandt verdens rigeste lande, vil det på bare lidt laengere sigt vaere umuligt for i dag verdensledende danske virksomheder at følge med, når de tyske og franske regeringer lukker op for pengekassen. Hver gang, verdensmarkedet skal fordeles med udgangspunkt i statskassernes størrelser, taber dansk erhvervsliv, og grønne, danske arbejdspladser vil uvaegerligt rykke syd for graensen.

At EU-Kommissionen vil forsøge sig med en central EU-fond, som kan servicere alle lande i unionen, bliver i bedste fald ubetydeligt, når de nationalistiske kraefter får lov at slå sig løs i Euroland. For sagen er, at den stigende udpumpning af offentlige penge på principielt private markeder er økonomiens svar på at blande fersk- og saltvand. Jo, vaesken flyder stadig, men den opfylder ikke rigtig sit formål, og den bliver lynhurtigt til gift for både fauna og flora.

Hver gang, verdensmarkedet skal fordeles med udgangspunkt i statskassernes størrelser, taber dansk erhvervsliv og grønne, danske arbejdspladser vil uvaegerligt rykke syd for graensen. STEEN ROSENBAK

Selvfølgelig skal EU reagere på praesident Bidens aggressioner. Men når svaret ligner en mere bureaukratisk kopi af USA’s strategi, kaemper europaeerne den forkerte kamp på modstanderens praemisser.

Lad os nu laere af historien. Den fortaeller os, at frie markeder på laengere sigt altid er politisk styrede ditto overlegne – at når de andre siger planøkonomi, skal vi råbe markedsøkonomi.

Det er jo der, det europaeiske perspektiv skal vaere: At investere i det frie marked. At bruge de offentlige kroner på en helt nødvendig afbureaukratisering, som en midlertidig understøttelse af det private erhvervslivs forskningsvilkår og til at styrke den finansielle motorvej, der kanaliserer flere private penge lettere ind i den grønne industri og omstilling. Politiske lederes rolle er nu engang at facilitere rammerne for dem, der ved bedre – ikke at laegge erhvervslivet i en statsfinansieret benlås.

Efter 20 år i Microsoft Danmark – senest som direktør – er tiltrådt som rådgiver for den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, hvor hun skal arbejde med investeringer, der er nødvendige for den digitale og grønne omstilling.