Hun dyrker det grimme, for det skønne ved vi alle, hvad er

Aros åbner nu årets første udstilling med 13 forvraengede selfies omsat til billedtaepper af den amerikanske kunstner Cindy Sherman.

Der har hun skaeg, der har hun katteøjne, der har hun langt og krøllet mørkt hår, der er hun skaldet.

Så hvem er de, kvinderne på de 13 billedtaepper, som er Aros’ første udstillingsåbning i år, ”Tapestries”?

De er alle den samme person, nemlig den 69-årige amerikanske kunstner Cindy Sherman, der er kendt for sine fotografier, hvor hun gennem årene har iscenesat sig selv i forskellige roller som bl.a. en kommentar til stereotyper, som isaer det patriarkalske blik laegger ned over kvinder.

Forvraengede selfies

For godt fem år siden tog hendes fotografier en ny drejning. Hun begyndte, som så mange andre, at tage selfies, som hun derefter behandler digitalt, så ansigtstraekkene og for den sags skyld også tøjet og baggrunden aendrer sig til ukendelighed – og sjaeldent til det bedre. Hun er mere fascineret af det grimme end af det skønne.

Hun har lagt dem på sin Instagram-profil, så også der kan man følge hendes måde at arbejde på.

Hun forstørrede billederne, men de blev så pixelerede, at hun ikke syntes, at hun kunne bruge dem. Det fortaeller museumsinspektør Maria Kappel Blegvad, der er kurator på udstillingen sammen med Juliana Engberg, som i 2017 var programdirektør for Fonden Aarhus 2017 og kulturhovedstaden.

»Men så kunne hun se for sig, at pixeleringen kunne omdannes til at vaere vaevede taepper med deres rige og forskelligartede tråde,« siger hun og fortaeller, at taepperne er vaevet på digitale vaeve.

Det passer godt med den måde, Cindy Sherman arbejder på, hvor alt er kodede konstruktioner.

Hun uddyber, at kunstneren arbejder i krydsfeltet mellem det moderne digitale og det gammeldags vaevede billede, som før i tiden blev brugt af de kongelige, adelen eller de rige og på den måde afslører det absurde i at transformere noget som en selfie, der betragtes som noget flygtigt, til at give det en historisk ophøjethed.

Første gang på museum

Det er første gang, at hendes billedtaepper bliver vist på museum. Hidtil har de vaeret på gallerier, hvor meningen er, at de skal saelges, men på Aros synes man, at de er så spaendende, at de fortjener en større praesentation.

Det er ikke unika, man har med at gøre, da hvert billedtaeppe findes i flere udgaver.

Unikke er de nu alligevel, synes museumsdirektør Rebecca Matthews, som kalder udstillingen vaesentlig, fordi den dokumenterer Cindy Shermans evne til hele tiden at transformere og vise nye sider af sig selv.

Hun har selv vaeret rundt om den flere gange og synes, at hun hver gang får øje på noget nyt i de detaljerede billedtaepper.

»Så man skal besøge den flere gange, det vil man få meget ud af,« siger hun og glaeder sig over, at udstillingen er på museet sammen med to andre vaesentlige kvindelige kunstnere, den danske Franciska Clausen og den japanske Chiharu Shiota.

Det postmoderne fotografi

Cindy Sherman har gennem tiden taget mange maskeradeagtige selvportraetter for gennem dem at eksperimentere med identiteter.

»Jeg ville ønske, at hver dag var halloween, så jeg kan klaede mig ud hver dag og gå ud i verden som en excentrisk karakter,« sagde hun, i forbindelse med at hun praesenterede sine vaerker på Moma i New York.

Hun er en repraesentant for det postmoderne fotografi, som oplyste hele forestillingen om såvel det autentiske jeg som den autentiske virkelighed, mener Maria Kappel Blegvad.

»Selvet er også noget, hun arbejder med, men det er et selv i gåseøjne. Personlighederne, som man ser i hendes vaerker, refererer ikke til hendes eget jeg. Det er rollen, mere end det er personen bag, der er i fokus,« siger hun.

»Det er også derfor, at hendes vaerker som regel ikke har nogen titel, men bare hedder ”Untitled”. Det er på mange måder et opgør mod nutidens

Personlighederne, som man ser i hendes vaerker, refererer ikke til hendes eget jeg – det er rollen, mere end det er personen bag, som er i fokus. MARIA KAPPEL BLEGVAD, MUSEUMSINSPEKTØR, AROS