S bryder med sin...

vil regeringen efter alt at dømme saette farten op: Speederen i bund.

Opgør med Thorning

Da Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokratiet i 2015, kom det ikke ud af det blå. Magtskiftet var velforberedt og gennemtaenkt, og det hvilede på en klar analyse, som Frederiksen og hendes naermeste allierede ville bygge den nye formands politik på:

Socialdemokratiet led under en tillidskrise mellem partiet og dets vaelgere, mente Frederiksen. Den havde stået på i årtier og havde afstedkommet et borgerligt flertal i Folketinget under Fogh og Løkke i 00’erne. Selv om Helle ThorningSchmidt (S) blev statsminister i 2011, var tillidskrisen ikke vaek, og derfor stod socialdemokraterne gennem laengere tid i Thornings regeringsperiode til mindre end 20 pct. af stemmerne.

Den skyldtes primaert to områder, hvor Socialdemokratiet havde bevaeget sig for langt vaek fra både den gennemsnitlige dansker og den socialdemokratiske kernevaelger, fortsatte analysen: Udlaendingepolitikken, hvor partiet helt siden 1980’erne havde haft en for lempelig politik og ikke havde taget vaelgernes bekymringer alvorligt. Og så den økonomiske politik, hvor både Poul Nyrup Rasmussen og Helle ThorningSchmidt som statsministre havde ført en alt for liberal økonomisk politik.

Danskerne har ret

Mette Frederiksen gjorde op med den hidtidige socialdemokratiske linje i en raekke opsigtsvaekkende interviews. Når der tydeligvis var uenighed mellem Socialdemokratiet og vaelgerne, var det ikke vaelgerne, der var galt på den. Det var Socialdemokratiet, og det var Socialdemokratiet, der havde pligten til at flytte sig, slog hun fast:

»Enten kan man taenke: Det er os, der har ret, og danskerne, der tager fejl. Eller også kan man gøre sig selv den umage at taenke: det kunne vaere, det var danskerne, der har ret, og at vi derfor er forpligtet til at overveje situationen og selvfølgelig også se, om der var noget, vi kunne gøre bedre og klogere,« sagde hun bl.a. til dagbladet Børsen i 2014, kort inden hun blev formand.

Retorikken blev også fulgt op af ny politik: I udlaendingepolitikken rykkede Mette Frederiksen langt til højre og lancerede bl.a. tanken om at sende asylansøgere til f.eks. Afrika. Og i den økonomiske politik erklaerede Socialdemokratiet, at det det var slut med de klassiske arbejdsudbudsreformer. I stedet kom Arne-pensionen, der trak haender ud af arbejdsmarkedet.

Socialdemokratiets kursskifte ramte danskerne rent og sikrede, at Mette Frederiksen blev statsminister i 2019. Hendes politiske analyse viste sig at vaere klog, fordi den var en alliance med to store megatrends i vaelgerbefolkningen: Den ene en skepsis over for en for stor indvandring – og den anden et bredt ønske om at arbejde mindre, kortere og med mere plads til fritids- og familieliv.

Med dannelsen af den nye regering er der imidlertid sket et afgørende brud med den alliance.

Nye tider

For det første er mere arbejdsudbud tilbage som en absolut topprioritet for regeringen. Den lover i regeringsgrundlaget at finde 45.000 ekstra saet haender inden 2030 – mere end Thorning leverede – og det betyder ikke kun, at der skal findes nye haender til arbejdsmarkedet. Det betyder også, at de, der allerede er der, skal arbejde mere. Derfor skal bl.a. alle arbejde på store bededag – og derfor vil regeringen skaere et år af en stor del af kandidatuddannelserne, så de unge kan få et ekstra år på arbejdsmarkedet.

Men for det andet maerker man også en markant anderledes tilgang til forholdet mellem regering og vaelgere. Hvor det var en selvstaendig pointe for Mette Frederiksen anno 2015, at Socialdemokratiet skulle bevaege sig derhen, hvor vaelgerne var, så virker det naesten som en selvstaendig pointe for den nye regering at gennemføre politik, der er upopulaer.

»Når man baerer ansvaret for at lede et land, så må man en gang imellem traeffe upopulaere beslutninger,« sagde Mette Frederiksen forleden oven på et baglandsmøde, hvor der ikke havde vaeret udpraeget forståelse for bededagsforslaget.

Det blev kort efter fulgt op af økonomiminister Troels Lund Poulsen (V), der i Berlingske under overskriften »Vi kommer med mere, som er upopulaert« bl.a. slog fast: »Vi har ikke indledt nogen popularitetskonkurrence.«

Intet illustrerer det bedre end bededagsforslaget. Det er én ting, at regeringen har håndteret det klodset. Det blev fremsat, uden at nogen af de centrale samfundsaktører, der bliver påvirket af det, var taget i ed. Det kom ud af det blå, uden at nogen af regeringspartierne havde forvarslet vaelgerne om det i valgkampen. Det er designet til at påvirke alle danskere, høj som lav, og dermed til at skabe maksimalt raseri.

Men først og sidst er forslaget problematisk for regeringen, fordi det går imod den megatrend, som Mette Frederiksen i sin tid allierede sig med. Nemlig at kun de faerreste har lyst til at arbejde mere. Mette Frederiksen er i gang med at braende sig på den samme ild, som fortaerede både Nyrup og Thorning: Uviljen mod arbejdsmarkedsreformer.

Fuld fart fremad

Regeringen var torsdag og fredag samlet til regeringsseminar i Nordsjaelland. Ud over at anledningen blev brugt til at ryste ministrene fra de tre umage partier sammen, handlede en stor del af seminaret også om, hvor stort behovet for reformer faktisk er.

Her virker regeringen kun til at blive endnu mere stålsat, jo laengere tid der går. Mette Frederiksen og de øvrige topministre er overbeviste om, at det er selve velfaerdssamfundets fremtid, der er på spil. Manglen på arbejdskraft risikerer at traekke taeppet vaek under både fremtidens sundhedsvaesen og aeldrepleje, hvis ikke den bliver løst, og problemerne er blevet større i de senere år på grund af coronakrisen og Ukrainekrigens krav til det danske forsvar.

I forhold til befolkningen satser regeringen derfor på tilgivelse frem for tilladelse. Når først resultaterne viser sig, og velfaerdssamfundet er fremtidssikret, så vil man blive belønnet for at have taget ansvar, håber man. Så kan det godt vaere, medicinen smagte grimt, men hvis bare den virker, går det nok. Eller med en omskrivning af Mette Frederiksens gamle ord: Det er os, der har ret, og en dag vil I indse det.

Derfor var budskabet til ministrene på regeringsseminaret da også, at de ikke umiddelbart skulle forvente nemmere tider forude. Blaesten om store bededag er kun begyndelsen.

Måske som et forvarsel var der på regeringsseminaret også indlagt en selskabelig aktivitet som underholdning. Ministrene og de øvrige deltagere blev undervist i vejrtraekningsøvelser, der kan skabe ro og modvirke stress. Det får de formentlig brug for.