Pamela Anderson tager fortaellingen tilbage
Vi kommer taettere på endnu en version af historien om Pamela Anderson i ny Netflixdokumentar.
DOKUMENTAR
USA, ENGLAND, 2023 Instruktion: Ryan White Kan streames på Netflix 1 time og 52 minutter
Når Pamela Anderson har ret, så har hun jo ret:
»Når du ser din kaereste vaske sin penis i vasken, så har han nok en affaere,« kommer det tørt fra den tidligere Playboy-model og ”Baywatch”-stjerne.
Hun kom sidste år på alles laeber igen på grund af Robert Siegels tv-serie ”Pam & Tommy”.
Serien koncentrerer sig saerdeles kulørt om den sexhjemmevideo, som parret fik stjålet i midten af 1990’erne på et tidspunkt, hvor sextapes endnu ikke var blevet en karrierefremmende mulighed, og før internettets afsindige raekkevidde stod klart.
Pamela Anderson blev aldrig selv rådført i forbindelse med serien og så Hollywoods nyfigne interesse i og udstilling af hendes meget private privatliv som en retraumatisering af en fortid, hun for laengst havde forsøgt at laegge bag sig.
Man kan derfor godt forstå, at Anderson, der efter sigende også barsler med en selvbiografi, har indvilliget i at laegge erindringer og forklaringer til Ryan Whites Netflix-dokumentar ”Pamela: A Love Story”, hvor den blonde stjerne selv tager ordet.
Om man ligefrem vil kalde Andersons historie en kaerlighedshistorie, er måske så meget sagt. Men hendes insisteren på ikke at gøre sit liv til en martyrskildring er lige så åbenlys, som den er forståelig.
Vi møder Anderson på den canadiske kyst, hvor hun tilbragte sin barndom, og hvor hun nu atter bor med den mand, som hun i dokumentarens løb når at blive skilt fra. Kaerlighedsforholdene og bruddene løber som en rød tråd gennem fortaellingen om den unge pige, der voksede op med sin alkoholiske og aggressive far og den mor, som hun stadig er taet på. Iført bamsestøvler, lang hvid natkjole og vamset cardigan fortaeller den nu 55-årige kvinde, der stadig har velmagtsdagenes signaturblonde hår, om overgreb fra barnepigen og om at blive voldtaget af en 25-årig mand som 12-årig.
”Pamela: A Love Story” er struktureret om de mange dagbogsoptegnelser, som Anderson har ført gennem livet, og de tilsvarende mange hjemmevideooptagelser, som udgør et meget interessant kildemateriale. White bruger de private kilder til både at fortaelle Andersons personlige historie og som udgangspunkt for et bredere kulturhistorisk tidsbillede. Førstnaevnte lykkes bedre end det sidste, for White er så loyal over for sin hovedperson, at han har vanskeligt ved at løsrive sig fra hendes udlaegning.
Som dokumentarist er han til stede. Flere gange hører vi White på dokumentarens lydside, hvor han stiller spørgsmål til Anderson, men lige så ofte glimrer han ved sit fravaer. For eksempel kunne det have vaeret rart med en instruktørinstans, der saetter spørgsmålstegn ved udsagn som: »Nogle gange ved jeg ikke, om jeg er levende eller død.« Hvorfor bliver der ikke spurgt ind til dette afsindige udsagn?
”Pamela: A Love Story” efterlader ikke seeren med en fornemmelse af at vaere kommet taettere på ”sandheden” – i det omfang, man overhovedet kan tale om en sådan – om Pamela Anderson.
Men den føjer endnu et perspektiv til en fortaelling, som hovedpersonen selv er med til at holde i live.