Inderen, der dannede par med dødsfjenden: »Den slags må man aldrig gøre uden at mene det, for ellers bliver det først kontroversielt«
Verden over bliver Rohan Bopanna stadig genkendt som inderen, der fik succes i professionel tennis ved at spille double med pakistanske Aisam-ul-Haq Qureshi.
Rohan Bopanna er ved at blive gammel.
Det siger han selv, og 42 år er da også en høj alder i professionel tennis, hvor inderen har vaeret med siden 2003.
Lysten til at konkurrere er imidlertid stadig den samme, så derfor er han selvfølgelig med på det indiske hold, der i denne weekend er i Hillerød for at møde Danmark i en Davis Cup-kamp.
I optakten har Rohan Bopanna dog holdt lidt igen med traeningen, kroppen kan ikke laengere rigtigt holde til et konstant slid, så en forespørgsel om et interview bliver da også accepteret uden tøven.
»Jeg ved, hvad du gerne vil høre om,« lyder konstateringen med et stort smil efter det indledende ja.
Og han har ret.
Trods en French Open-titel og tre tabte grand slam-finaler – den seneste ved Australian Open for små to uger siden – er Rohan Bopanna ikke primaert kendt verden over som en af de bedste doublespillere i halvandet årti. Nej, veteranen er derimod mere berømt for sit doublemakkerskab med Aisam-ul-Haq Qureshi fra Pakistan, der har vaeret på kant med Indien siden slutningen af 1940’erne.
De to nationer har flere gange vaeret i åben krig, og for det utraditionelle skridt og deres motto ”Stop War Start Tennis” har det umage par derfor vundet flere priser, men rent faktisk har de to selv vaeret meget ydmyge omkring deres handlinger og har altid forsøgt at laegge afstand til de beskrivelser, der har haft som mål at helgenkåre dem.
»Det har helt klart defineret mit eftermaele, for mange har hørt om os. Den slags må man aldrig gøre uden at mene det, for ellers bliver det først kontroversielt, men man skal samtidig forstå, at for os begyndte det med et venskab og ikke et ønske om at forandre verden. Vi havde vaeret venner laenge forinden. Når man rejser som tennisspillere, er det normalt, at man holder sammen som landsmaend. Man spiser sammen og er sammen mellem kampe og traeninger, men dengang var der kun én inder, mig, og én pakistaner, Aisam, så det var naturligt, at vi fandt sammen. Vi taler naesten samme sprog, han taler urdu, jeg taler hindi, og vi havde det rart sammen og blev med tiden taette venner.«
I begyndelsen blev samvaeret ikke taget med ind på selve banen, da de begge satsede på en karriere i single, men de nåede ikke højere op end henholdsvis nummer 125 og nummer 213 på verdensranglisten, og langsomt begyndte de hver for sig at skaerpe fokus på doubleturneringerne, som de hidtil mest havde deltaget i for sjov.
De stod på samme side af nettet for første gang i 2003, men så ikke igen før 2006, og al opmaerksomheden ramte dem først i 2010.
Hvorfor gik der egentlig syv år?
»Ja, det ser også maerkeligt ud, men i lang tid spillede vi også single og double med andre, så jeg tror ikke rigtigt, at nogen opdagede det for alvor. I 2009 havde vi et fantastisk år og vandt flere Challenger-titler og besluttede så at koncentrere os fuldt ud om double i 2010. Det gik fantastisk, vi fik vores gennembrud med en kvartfinale i Wimbledon og en tabt finale i US Open, og pludselig stod vi i Monaco og fik en pris overrakt af prins Albert. Da forstod vi virkelig, hvor meget vi kunne rykke, og det chokerede os lidt i begyndelsen,« erkender Rohan Bopanna.
»Det var helt vildt, hvordan folk begyndte at betragte os,