Kan vi overhovedet stole på Tyrkiet i Nato?

Jeg bryder mig faktisk ikke om bogafbraendinger. Uanset hvilken bog det drejer sig om. Bogafbraendinger har et skaer af noget totalitaert over sig. I Tyskland gik det under nazismen ud over uønskede forfattere som Thomas Mann og Stefan Zweig.

Andre steder handler det om religiøst baseret forfølgelse. I mange muslimske lande har kristendommen det ualmindeligt svaert, og det er forbudt at missionere. Her er man heller ikke bange for at futte andre nationers flag af, når man – med regimets velsignelse – demonstrerer.

Billedet af et braendende svensk flag i Tyrkiet gav mig mindelser om Muhammed-krisen, hvor Dannebrog i begyndelsen af 2006 gik op i flammer i den syriske hovedstad, Damaskus, og andre steder i den islamiske verden, fordi Jyllands-Posten i september året før havde trykt en raekke karikaturtegninger af muslimernes profet, Muhammed.

Men statsministeren stod fast på pressefriheden.

Hvordan skulle pressens minister da også nogensinde slippe af sted med at undskylde brugen af ytringsfriheden? Og hvorfor?

Men tilbage til bogafbraendingerne. I Stockholm udløste Rasmus Paludans afbraending af en Koran foran Tyrkiets ambassade sidste lørdag en større krise. Tyrkiet valgte at aflyse et besøg i Sverige og lod forstå, at Sveriges Nato-medlemskab nu haenger i en tynd tråd.

Kritikken af koranafbraendingen kommer fra alle steder. Fra USA’s praesident Biden og paradoksalt nok også fra Ruslands praesident Putins modbydelige og groteske alliancepartner i kampen mod Ukraine, den tjetjenske praesident Ramzan Kadyrov, hvis muslimske tropper kaemper side om side med den russiske haer og Wagner-gruppen i Ukraine. Og i øvrigt også fra Rusland selv.

Mine følelser for Rasmus Paludan og hans bizarre provokationer for provokationens skyld er bestemt ikke hjertelige.

Men Rasmus Paludan har ret til at demonstrere.

Han har ifølge både dansk og svensk lovgivning også lov til at braende Koranen af. Og så er den sådan set ikke laengere!

Vi skal ikke til at tage saerlige hensyn til hverken Tyrkiet eller andre islamiske lande – heller ikke selv om det tyrkiske hysteri naturligvis er koldt kalkuleret og velovervejet, fordi Sveriges Nato-medlemskab står på spil, og fordi Erdogan har brug for at vise muskler over for sin egen befolkning forud for det tyrkiske valg den 14. maj. Populariteten er nemlig staerkt dalende.

Ja, Erdogan må knap have troet på sit eget held, da billederne af Rasmus Paludan tonede frem på skaermen i Ankara. Nu er der anledning til yderligere afpresningsforsøg, selv om Sverige allerede i december sidste år udleverede det kurdiske PKK-medlem Mahmut

Tat til Tyrkiet. Det er sådan set helt normal tyrkisk opførsel at true og afpresse EU. Vi har talrige gange oplevet det, når praesident Erdogan har truet med at oversvømme EU med flygtninge, hvis han ikke fik sin vilje og nogle milliarder euro med i kølvandet. Men ikke en gang nu, hvor jeg medgiver, at Sveriges Nato-medlemskab kan stå på spil, skal vi lade os kyse af tyrkerne. Vi skal ikke en gang så meget som beklage haendelserne i Stockholm – for dermed beklager vi faktisk ytringsfriheden og den frihed, vi har i Vesten.

I stedet burde vi overveje, hvad Tyrkiet i grunden laver i Nato. Kan vi stole på landet? Kan vi overhovedet udveksle fortrolige militaere oplysninger med et land som Tyrkiet? Hvordan er Tyrkiets relation til Rusland i virkeligheden – selv efter Ruslands invasion af Ukraine?

Jeg stoler ikke på praesident Erdogan. Overhovedet ikke. Erdogan undertrykker ikke alene oppositionen i sit eget land, men eksporterer i stor stil islamisme via sit religiøse ministerium Diyanet, som står for at skrive fredagsbønnen i hundredvis af moskéer i Vesten – også her i landet. Tyrkiets praesident betragter nemlig ikke alene sig selv som praesident for tyrkere i Tyrkiet, men alle tyrkere, uanset hvor de måtte befinde sig på kloden. Han tordner mod, at de lader sig integrere eller assimilere. Han tordner mod alle vestlige vaerdier. Skal han med alle sine benspaend stadig forestille at vaere vores allierede i kampen mod Putin?

MF (DF)

Nej, vi må stå urokkeligt fast på ytringsfriheden. Selv i denne saerlige situation, hvor det kan vaere fristende at komme med indrømmelser, så Sverige kan blive accepteret som Nato-medlem i en fart. Enhver indrømmelse eller undskyldning vil få en meget høj pris.

Vi må traekke en tydelig streg i sandet over for ikke alene Tyrkiet, men alle kraefter, der bekaemper ytringsfriheden og vestlige vaerdier – herunder altså også Rusland og Putins naere allierede Ramzan Kadyrov. Erdogan og Putin er på mange måder to alen af et stykke.

Og de skal derfor behandles på samme måde.

Erdogan må knap have troet på sit eget held, da billederne af Rasmus Paludan tonede frem på skaermen i Ankara.