Vores kroppe er ikke statens reservedelslager

I vores etiske debatter glemmer nogle den umiddelbare fornemmelse for, hvad et menneske er. For eksempel i debatten om organdonation.

»Vil I donere hans hjerte? Han har et ungt staerkt hjerte, det kan I jo taenke over, siger laegen – og jeg graeder og graeder, hans hjerte, hans hjerte.«

Sådan skriver Naja Marie Aidt i sit ubaerligt smukke og rystende sorgvaerk, ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage”, om sønnen Carls død. Carl var organdonor. Og Aidt beskriver den situation, som jeg tror, mange pårørende til organdonorer står i ved et dødsfald: »Jeg kan ikke give hans hjerte vaek, jeg kan ikke begrave ham uden hans hjerte. Vi kan ikke gøre ham hjerteløs.«

Hjertet, der pumper blodet og livet rundt i kroppen. Hjertet, der jubler og skaelver – sørger og elsker og laenges. Hjertet, som en 15-årig pige manglede og ventede på en donation af, da hun døde.

I sorg og afmagt stillede hendes far borgerforslaget om, at danskerne automatisk fra fødslen er tilmeldt Donorregisteret – for aktivt at skulle framelde sig, hvis ikke man ønsker at vaere organdonor.

Hans håb er, at faerre vil miste livet, mens de venter på et organ – at faerre vil miste én, de elskede, som han selv gjorde. Og man forstår ham godt, hans fortaelling er hjerteskaerende. At miste sit barn.

Medfølelsen tilsiger os på alle måder, at enhver dansker bør figurere i et organdonorregister. Umiddelbart det mest retfaerdige.

Men jeg forstår også godt Aidts forbehold; kan man begrave den elskede, sit barn, uden hjerte?

Begge fortaellinger om foraeldre, der har mistet deres børn, vidner om, hvor følsomt spørgsmålet om organdonation er. Et af argumenterne for den automatiske tilmelding er altid, at mange gerne ville tilmeldes, men bare ikke har fået det gjort.

Men det er måske mere sandsynligt, at den manglende tilmelding også handler om tvivl, og spørgsmålet organdonation er en vanskelig og følelsesladet etisk samtale, man må føre med sig selv, med sine naermeste og med sin Gud, hvis man tror på sådan en. Og det er derfor en stor lettelse, at Etisk Råd klart har meldt ud, at rådet er imod en automatisk tilmelding af donorregisteret.

Det undrer mig derimod såre, at vore (i hvert fald på papiret) liberale sundhedsminister, Sophie Løhde, støtter den småkommunistiske tankegang, at alle danske kroppe som udgangspunkt fra fødslen er tilmeldt Donorregisteret og dermed tilhører staten. Og staten tager således ansvaret for en beslutning om, hvad der er etisk rigtigt i et meget personligt forhold og reducerer mennesket til at vaere et reservedelslager for staten.

Udover at menneskesynet forvrides, hvis lovgivningen aendres – ja, så stiller staten borgeren under et uhyggeligt moralsk pres og fordrer den helt ubetingede barmhjertighed af den enkelte, hvorved en aktiv framelding kan opfattes som egoistisk, egenkaerlig, udemokratisk, usolidarisk – ja, hjerteløs. Og fremkalde en urimelig følelse af utilstraekkelighed hos den borger, der måske gerne ville modtage et organ til sig selv eller sine naermeste uden at vide sig parat til at gøre gengaeld.

Den generøsitet må vi have over for hinanden som mennesker, for vi er ikke skabt til at føre et en til en-regnskab med hinanden, men at leve i ansvar og pligt over for hinanden.

Men i tidens etiske debatter er der noget maerkeligt selvmodsigende, der viser, at vi har miste den umiddelbare fornemmelse for, hvad et menneske er.

I spørgsmålet om abort såvel som spørgsmålet om religiøs omskaering af drengebørn er individets ret til selvbestemmelse over egen krop altid hovedargumentet.

Hvorimod retten til selvbestemmelse over egen krop er suspenderet i spørgsmålet om automatisk organdonation – her inddrages kroppen som statens ejendom og instrumentaliseres og reduceres til et redskab, der kan redde et andet af statens menneskeliv.

Spørgsmålet organdonation er en vanskelig og følelsesladet etisk samtale, man må føre med sig selv, med sine naermeste og med sin Gud, hvis man tror på sådan en.