FARVEL TIL JANUAR – GODDAG TIL BØGERNE
Telefon: 87383838
Du er bare en måned En af tolv
Det er bare noget, der skal overstås
Bare en rum tid, hvor der ikke sker noget
Sådan falder ordene i et mildt sagt melankolsk nummer af den vestjyske sangskriver Mikael Simpson. Og sådan er der mange af os, der har det med januar. Ikke alene på grund af mørket og kulden, som i sig selv kan kaste lette til svaere depressioner af sig. Men også fordi tilstrømningen af kulturelle kalorier – i form af livsnødvendige nye bøger og plader – er begraensede gennem årets første uger.
Nu er vi omsider ude af januar. Bogsaesonen er i gang, og JP Bøger er tilbage. Velkommen til.
Vi indleder bogåret ved Vesterhavet, hvor journalist Marcus Aggersbjerg har interviewet forfatter Kim Blaesbjerg, som er aktuel med romanen ”De bedste familier”. På overfladen er det en historie om, hvordan kemikalievirksomheden Cheminova i begyndelsen af 1950’erne flyttede sin produktion fra et industrikvarter i Måløv til Harboøre på den jyske vestkyst. En fortaelling om syge medarbejdere, forgiftning og grov forurening.
Men det er også fortaellingen om en vestjysk tavshedskultur, der forhindrer mennesker i at tale højt om svaere tanker og følelser.
»Jeg tror, at vestjyderne var ”gode” til at tage imod de nye tilflyttere. De var glade for arbejdspladserne og den øgede velfaerd, som Cheminova bragte med sig. Derfor undlod de også at tale højt om bagsiderne. Men den tavshed, der eksisterede i forhold til problemerne på Cheminova, den eksisterer også mellem mennesker herude. Helt ind i familierne. Vi har ikke altid lige let ved at saette ord på det svaere,« siger Kim Blaesbjerg i interviewet.
Nu er vi omsider ude af januar. Bogsaesonen er i gang, og JP Bøger er tilbage. Velkommen til.
Mikael Simpson viser følelser i sine sange. Kim Blaesbjerg fortaeller, at han – via den vestjyske tavshedskultur – har haft svaert ved at gøre det samme. Hans kaereste har dog laert ham at åbne op.
»Når vi i begyndelsen af vores forhold så film om parforhold, taenkte jeg ofte for mig selv, at den slags ville jeg aldrig kunne tale med min kaereste om. Heller ikke selvom vi havde dybe følelser for hinanden. Det var ubehageligt for mig at tale om det helt naere, for det havde jeg aldrig laert. Det var utaenkeligt at tage visse samtaler op med mine foraeldre, og her vil jeg gerne understrege, at det ikke handler om, at der manglede omsorg eller kaerlighed i mit barndomshjem. Slet ikke. Mine foraeldre har bare ikke brug for at saette en masse ord på deres følelser.«
God laeselyst!