Tintin er i virkeligheden kun en biperson i Hergés historie om kaptajn Haddock

Forfatteren til Tintin havde en del lighedstraek med kaptajn Haddock. Måske er det på tide at flytte fokus over på Tintins vrisne ven – den egentlige stjerne?

Når man lå på stuegulvet dengang i 70’erne og ville laegge den virkelige verden bag sig, var det for hele min barndoms generation naesten altid et Tintin-haefte, vi brugte til at drømme os vaek med. Det føltes og var uendeligt.

Vi børn troede i lang tid, at Hergés dynamiske tegninger af tilsyneladende uskyldige historier bare var en slags levende kulturatlas, som vi kunne løse billet til uden at taenke på de folkeslag, som i tidlige udgivelser blev praesenteret som uvidende og simple. Vi havde heller ikke overblikket til at tolke det vaeld af symboler, som historierne er smaekfyldt med, og som har sat filosoffer og psykologer på overarbejde siden første bind, ”Tintin i Sovjet”, blev udgivet i 1929.

Tintin er så genialt skabt, at han kan laeses som tegneserie og som en uendelig kilde til litteraere og filosofiske referencer. Selv mener jeg, at han også i sig selv er litteratur og ikke bare en vejviser til den, for så dybt stikker de fint anbragte personers handlinger, at symbolikken løfter.

Han danner desuden et vidt forgrenet skattekort, som leder ind i sindets jungle, der for hver ny udgivelse har afsløret de hemmeligheder, som den kaekke reporters belgiske ophavsmand, Hergé, har lagt overalt som påskeaeg, vi kan samle op, kombinere og dermed forstå hans fortid, hans smerte og hele livs testamente i billedform. Børn og voksne laesere saettes hver gang i samme situation som den personlighedsløse Tintin (som er hul, fordi han skal gøre plads til os): Vi skal løse gåden om en ensom belgisk dreng, som ikke hedder Tintin, men Georges Remi.

Tom McCarthys fortaellelystne ”Tintin and the Secret of Literature” (Tintin og litteraturens hemmelighed; ikke oversat) er en af de bøger, som har forsøgt at indsamle og tøjle de mange facetter, og den får de fleste med, selv om de tit bliver lige så langhårede som Dupont og Duponds fejende blå manker i ”Krabben med de gyldne klosakse”.

Men lad os gå ind i bogens kerne, som er: Det er gennem den hårdt drikkende og bandende kaptajn Archibald Haddock, at vi skal finde den unge Georges Remi, som vendte sine initialer om til RG og udtalte dem på fransk, hvilket gjorde ham til Hergé. For skal man tro flere kilder end McCarthy, så var Hergés bedstefar den uaegte søn af en greve, som aldrig anerkendte barnet.

Derfor er slottet Moulinsart, som vi kender som Møllenborg, omdrejningspunktet: Haddock føler sig gennem alle bøgerne urolig der, desperat, utilpas, arrig, og han karter beruset rundt, smadrer alt, forkludrer alt, som var han besat. Hvorfor? Fordi han ved, at han som tegnerens alter ego er en opkomling, en parvenu, en nyrig, som ikke er rigtig adelig. Han har arvet slottet og butleren Nestor, men ikke titlen, og han kan aldrig finde sig til rette som den uaegte indtraenger, som folk ved han er.

McCarthy minder os spidsfindigt om, at det engelske haddock på fransk er aigrefin, som ud over at beskrive en fisk også figurativt betyder svindler, falskner. Altså udlever kaptajnen hele tiden det liv, som Hergé forestiller sig, at han på sin egen måde gennemlever i virkeligheden, uden slot, men med et kainsmaerke af underklasse, som ikke kan vaskes af, lige meget hvor mange flasker Loch Lomond-whisky, han lader kaptajn Haddock tømme for dem begge.

Den danske oversaettelse af Haddock? Fisken kuller. Og dermed er vi – selv på dansk – elegant og utilsigtet tilbage til kaptajnens sindstilstand.

Hergé beskriver i både ”Enhjørningens hemmelighed” og ”Rackham den Rødes skat” Haddocks forfader, søfareren Francis Haddock, som det uaegte barn af en ukendt adelig, der gav hans mor Møllenborg som trøstpraemie, som selv nedarvet gennem generationer stadigvaek emmer af skam og higen efter anerkendelse.

Derfor, siger McCarthy, betyder de mange skatte, som Tintin og kaptajnen finder undervejs, ingenting: De er bare markører undervejs til et nyt eventyr, hvor Haddock igen kan blamere sig og blive kaldt for ”svindler” af flere figurer undervejs. Han og Tintin er altid overlaesset med guld og juveler. Og lige meget hjaelper det: Ulykken er sket. Haddock og Hergé vil aldrig kunne indhente den faelles fortabte barndom.

Tintin, spørger den kritiske laeser, hvad blev der af ham? Han er her skam, men er, som tidligere beskrevet, et hylster, en pladsholder for publikum. Han er ingen, han har hverken fortid eller historie, kun hunden Terry, en reporter uden redaktion eller foraeldre (hans far er jo kun Hergé). Han er tidløs og findes kun, fordi historien skal have en heltefigur, som kan hive kaptajnen ud af sit morads og pege os fremad. Men hans eget navn peger ingen steder hen:

Udtrykket faire Tintin betød i det 13. århundrede at klirre med mønter på gaden for at tigge om flere, og efterhånden som mønter blev mindre vaerd, blev ordet Tintin til et begreb, som betød niks, nul, nej. Ingenting. Han er tom indeni. Han har kun de følelser, han finder i dem, han møder på sin vej og kan frelse. Taenk bare på de mange drengebørn, han tager sig af, men må forlade (skabt af det voksne barn Hergé, der braendende ønskede sig en ven): Tchang fra både ”Den blå lotus” og ”Tintin i Tibet”, og Zorrino i ”Tintin og soltemplet”, som han efterlader og ved, at han aldrig skal se igen. Og det er her, at vi også i den tomme, hule Tintin ser et glimt af Hergé.

Der er mere, som de sagde i forfilmen i min barndom, både sandheden om professor Tournesol og Madame Castafiore og historien om Hergés tidlige år som tegner for en nazivenlig avis, men det må blive en anden gang. Sagde jeg ikke nok, at det her ville blive langhåret?

Tintin, spørger den kritiske laeser, hvad blev der af ham? Han er her skam, men er et hylster, en pladsholder for publikum. Han er ingen, han har hverken fortid eller historie, kun hunden Terry, en reporter uden redaktion eller foraeldre.