»Den tavshed, der eksisterede i forhold til problemerne på Cheminova, den eksisterer også mellem mennesker herude. Helt ind i familierne.«

KIM BLAESBJERG, FORFATTER

er der styr på sikkerheden herude, men da Cheminova i sin tid flyttede sin produktion til Jylland, så det hele anderledes kaotisk ud.

At den kontroversielle kemikalievirksomhed overhovedet besluttede sig for at rykke mod vest, skyldtes blandt andet fjordfiskerne i Roskilde, der begyndte at tale højt om forurenet fjordvand og fisk med underlige bylder. Landmaendene brokkede sig også, det samme gjorde lokalbefolkningen, og med tiden blev stemningen omkring Cheminova så betaendt, at man begyndte at kigge sig om efter en ny adresse.

»Flytteplanerne rygtedes helt til Lemvig, hvor et driftigt erhvervsråd besluttede sig for at tage kontakt til sjaellaenderne, som i årevis havde lukket deres giftige spildevand ud i en baek, der løb videre ud i de naerliggende åer for til sidst at ende i Roskilde Fjord. I Lemvig kunne man tilbyde et helt hav at svine i,« fortaeller Kim Blaesbjerg.

Cheminova så hurtigt fordelen i at flytte sin produktion til Vestjylland, og i 1953 byggede man en fabrik på Harboøre Tange. Nogle kilometer vest for Lemvig og taet på Vesterhavet. Det lignede opskriften på et lykkeligt aegteskab. Cheminova slap fri af de kritiske røster, og vestjyderne fik hundredvis af nye arbejdspladser. Men ligesom i et almindeligt aegteskab varede hvedebrødsdagene ikke ved, og snart begyndte problemerne at vise sig.

»I de første mange år ledte fabrikken urenset spildevand direkte ud i Vesterhavet. Man taenkte, at havet var så stort, at de giftige stoffer ville forsvinde i bølgerne. Desuden skete der jaevnligt uheld i produktionen inde på fabrikken, som betød, at ren gift sivede ned gennem gulvet og direkte ud i en naerliggende fjord. Det lyder helt vanvittigt i dag, men det var en anden tid. Og det var dømt til at gå galt,« siger Kim Blaesbjerg.

Baerer med smil sin byrde

Men det var ikke kun naturen, der led under sjaellaendernes indtog. I de første år klaebede arbejdsulykkerne til fabrikken som muslinger til et skibsskrog.

I den nye roman møder laeserne vestjyden Niels, en bomstaerk arbejdsmand på Cheminova, der er gift med Margrethe, som han har tre børn med. Allerede på romanens første sider kommer den hårdtarbejdende familiefar i problemer, efter at han i timevis har stået og stødt en forhammer ned i en tromle med en størknet kemikalieblanding for at banke flager løs. Pludselig braender øjnene, synet forsvinder, og Niels bliver ligesom andre før ham sendt hjem med et skud morfin i kroppen, så han kan få hvilet ud og få sit syn igen, inden han skal genoptage sit arbejde på kemikaliefabrikken.

»Niels og hans kone ved begge, at det er noget møg. Hun er bange for, at hendes mands arbejde på Cheminova vil gøre ham alvorlig syg, fordi han gang på gang farver sengetøjet gult med sin sved. Men samtidig har hun svaert ved for alvor at tale med ham om sine bekymringer. Han er også bekymret, men vil ikke inddrage hende i sine tunge tanker. Dem tumler han med alene,« siger Kim Blaesbjerg.

På samme måde er parret også tavst om andre udfordringer i aegteskabet, hvad enten det handler om manglende naerhed eller en ufrivillig abort.

»Resultatet er, at de to aldrig rigtig får taget hul på de vigtige snakke, fordi de mangler et sprog for at tale om det svaere i det naere. For at tale om følelser.«

Kim Blaesbjerg påstår ikke, at alle vestjyder er som romanens hårdtprøvede aegtepar, men forfatteren mener, at der hersker en saerlig ”det-taler-vi-ikke-om-kultur” i denne her del af landet.

»Det er, som om man traekker på skuldrene og tørt konstaterer, at det er hårdt at vaere til som menneske. Man baerer med smil sin byrde. Måske fordi man historisk har vaeret vant til, at det at arbejde kan vaere farligt. Når fiskekutterne gik ned og efterlod familier uden faedre og aegtemaend. Sådan var det bare,« siger Kim Blaesbjerg og fortaeller, at det indimellem kan virke, som om man taenker, at der ligger en styrke i ikke at tale om sine problemer:

»Det er tegn på sejhed, hvis man selv kan klare sine problemer. Min påstand er, at der også ligger en svaghed i at vaere i verden på den måde. Der kan selvfølgelig vaere situationer, hvor tavsheden er en styrke. Når fiskerne står midt i en storm, duer det ikke at saette sig ned og vende problemerne derhjemme. Så skal man handle. Men hvis man altid håndterer det svaere med tavshed, risikerer man at blive meget ensom i verden.«

Undgå at fylde og larme

Vi holder stille. Med motoren kørende og udsigt til Cheminovas røde fabriksbygninger. Regnen trommer på taget, mens Kim Blaesbjerg taler om, at nogle af de udfordringer, som menneskene i den nye roman kaemper

med, også knytter sig til den historiske tid, handlingen udspiller sig i.

»I 1950’erne var der generelt ikke mange, som talte højt om følelser og personlige problemer. Man luftede heller ikke sit beskidte vasketøj offentligt. Også på den måde var det en anden tid,« siger Kim Blaesbjerg.

Siden er der sket meget, og evnen til at tale højt om det svaere er for laengst drevet i land mange steder herhjemme. Men den mangler stadig at slå staerke rødder i det vestjyske, mener Kim Blaesbjerg, der i mange år ikke selv så sin geografiske baggrund som en udfordring. Det var først, da han som voksen flyttede til København, at han maerkede en mangel i sig selv.

»Da jeg startede på Forfatterskolen, mødte jeg andre unge, der havde lettere adgang til at tale om det svaere, og jeg taenkte ofte: Hvad laver jeg her? Hvad kan jeg bidrage med, når jeg ikke engang ved, hvordan man bruger sproget? Et ord som kaerlighed kunne jeg ikke bruge i min skrift. Det var for voldsomt et ord. Det betyder ikke, at der ikke var kaerlighed i mit barndomshjem. Det var der. Man talte bare ikke ret meget om følelser.«

Kim Blaesbjerg kredser om Indre Missions historiske rolle i det vestjyske. Om det mådehold og den tilbageholdenhed, der ligger naturligt indlejret i den religiøse bevaegelses tanker og handlinger.

»Det er klart, at det har betydet meget, at Indre Mission har vaeret så staerke herude. Det har praeget mange vestjyder både direkte og indirekte. Der har vaeret et usagt ideal om at leve et beskedent liv og ikke larme for meget med sin opførsel,« siger den 48-årige forfatter, der husker, hvordan voksne i hans barndom havde et udtryk, de brugte til de børn, der lod sig gribe af stemningen og blev lidt for højrøstede.

»De fik at vide, at de skulle holde op med at ”skabe sig”. Der er ikke noget galt i at irettesaette børn, hvis de fylder det hele, men udtrykket blev brugt med løs hånd og ikke kun over for børn. Voksne risikerede også at få praedikatet, hvis de stak ud,« siger Kim Blaesbjerg og fortaeller om sin mors faetter, der som ung flyttede til København.

»Når han kom hjem på besøg, blev det kommenteret, at han gik i ”maerkeligt” tøj. Eller at hans kaereste ”snakkede som et vandfald”. Man talte om dem. De fyldte og larmede, sagde folk. De ”skabte sig”. Det er klart, at man tager det blik på verden med sig videre i livet, når man selv bliver voksen. Senere kan man så gøre en indsats for at aflaere det, men der vil altid sidde en rest tilbage i én.«

De vestjyske kvaliteter

Mennesker udvikler sig. Heldigvis, siger Kim Blaesbjerg. Med årene er han blevet bedre til at bruge sproget til at saette ord på sit indre liv. Og folde sine følelser ud. Ikke mindst fordi hans kone har kraevet det af ham.

»Når vi i begyndelsen af vores forhold så film om parforhold, taenkte jeg ofte for mig selv, at den slags ville jeg aldrig kunne tale med hende om. Heller ikke selv om vi havde dybe følelser for hinanden. Det var ubehageligt for mig at tale om det helt naere, for det havde jeg aldrig laert. Det var utaenkeligt at tage visse samtaler op med mine foraeldre, og her vil jeg gerne understrege, at det ikke handler om, at der manglede omsorg eller kaerlighed i mit barndomshjem. Slet ikke. Mine foraeldre har bare ikke brug for at saette en masse ord på deres følelser,« fortaeller Kim Blaesbjerg.

Den vestjyske forfatter har skullet laere at bruge sproget på, samme måde som unge fra en ikkeakademisk baggrund skal laere, hvordan de begår sig i et universitetsmiljø.

»De er også bagud i forhold til deres

medstuderende. De mangler simpelthen noget. Det gjorde jeg også. Heldigvis ser det anderledes ud i dag.«

Men opvaeksten i det vestjyske stikker stadig sit hoved frem. Ikke mindst i arbejdet som forfatter. Når Kim Blaesbjerg skriver, maerker han indimellem en lille stemme hviske til ham.

»Den fortaeller mig, at jeg larmer og fylder, når jeg udgiver en roman eller stiller op til interviews. Så føler jeg mig som én af dem, der ”skaber sig”. Det er helt klart et ekko af min opvaekst i det vestjyske,« fortaeller Kim Blaesbjerg.

Som ung forfatter havde han en forestilling om, at når han en dag havde skrevet et par bøger, ville han vaere nået fri af de mentale revler og ude på åbent hav, hvor han kunne se mere venligt på sig selv.

»Men sådan er det ikke gået, og det har jeg med tiden sluttet fred med. I stedet for at forsøge at besejre den side i min personlighed, vil jeg hellere kigge det i øjnene og glaede mig over alt det gode, som min vestjyske baggrund har givet mig.«

Han sidder lidt uden at sige noget.

»Der er meget, jeg saetter stor pris på i denne her del af landet,« siger han så.

»Folk passer på hinanden, folk er driftige og vil gerne klare sig selv. Derfor forventer folk også, at man klarer sig selv, og den styrke, der ligger i, at man klarer sig selv, den ligger også i mig. Det kan jeg tydeligt maerke. Der ligger også en ydmyghed i folk herovre, som jeg virkelig godt kan lide. Den gode side ved ikke at fylde er jo, at man giver andre mennesker plads.«

»Folk passer på hinanden, folk er driftige og vil gerne klare sig selv. Derfor forventer folk også, at man klarer sig selv.« KIM BLAESBJERG, FORFATTER

Skider sin egen rede til

Vi ruller videre gennem den skrå vinterregn. Først på asfalt, så videre ad våde grusveje, der fører os ud mod havet. Til sidst kan vi ikke komme laengere. Fotografen slukker motoren på en forblaest parkeringsplads, og håndbremsen takker i bund. Vi stiger ud i regnen, og fra den anden side af klitterne kan vi høre lyden af Vesterhavet. Sammen kaemper vi os gennem vinterblaesten. Pludselig åbner rummet sig, og nedenfor buldrer bølgerne mod kysten og skummer hidsigt hvidt. Det ligner en lurende katastrofe.

Det gør det store, flade sandstykke, der ligger mellem parkeringspladsen og havet, ikke. Men det er det. I hvert fald hvis man spørger flere eksperter. Et skilt advarer mod at bade og fiske i havet. Det er her i sandet ved Høfde 42, at Cheminova i årevis dumpede sit giftige affaldsslam, som senere drev til havs og forurenede Vesterhavet, når stormene rasede. I dag ligger mere end 100 tons giftigt kemiaffald indkapslet i jern og beton, som man håber holder taet, indtil man beslutter sig for, hvad der skal ske.

»Cheminova blev hurtigt så stor en arbejdsplads, at den føltes umulig at undvaere. Jeg tror, at man var bange for sige eller gøre noget, der kunne skraemme virksomheden vaek, så man mistede arbejdspladserne. I min barndom var der ingen, der talte negativt om fabrikken. Der var arbejdsulykker og rygter om folk, der blev alvorligt syge af arbejdet derude. Senere talte man om, at det var påfaldende, at flere tidligere arbejdere på Cheminova fik kraeft i en tidlig alder. Alligevel var der stort set ingen, som brokkede sig.«

Selv da fiskene i Vesterhavet begyndte at tage skade af udslippene, var der tavshed, fortaeller Kim Blaesbjerg. Det samme gjaldt for landbruget.

Den vestjyske forfatters egen morfar havde en gård, der lå knap 15 kilometer fra Cheminova, og når vinden kom fra en bestemt retning, hentede han sine kalve ind fra markerne, fordi han kunne se, at de blev syge af at gå rundt derude.

»Det var hans løsning på problemet. Han var ikke vred på Cheminova, og han taenkte heller ikke videre over, at når dyrene blev syge, var det nok heller ikke specielt sundt for mennesker. Det var virkelig en anden tid. Man indrettede sig og forblev tavs.«

Af samme grund har Kim Blaesbjerg også indstillet sig på, at han måske kommer til at støde nogen med sin nye roman. Han ved, at der vil vaere vestjyder, som undrer sig over, hvorfor nogen igen skriver om Cheminova.

»Folk er traette af folk, der tager sagerne op. Det skraemmer turisterne vaek og skaber dårlig omtale,« siger Kim Blaesbjerg og fortaeller om en af sine gamle venner fra Lemvig, der for et par uger siden skrev til ham.

Vennen havde laest forlagets beskrivelse af den nye roman, og det havde fået ham til at taenke på en scene fra tv-serien ”Matador”.

»Mads Skjern er sur på doktor Hansen, fordi han taler højt om erhvervslivets forurening af den lokale fjord. På et tidspunkt kommer chefredaktøren på Korsbaek Tidende med en kritisk artikel om doktoren, hvor han skriver: ”Det er en dårlig fugl, der tilsviner sin egen rede.” Det fryder Mads Skjern sig vaeldigt over. Nu var min kammerat spaendt på, om jeg bliver fuglen, der skider ud over det hele. Og får vores barndomsby på nakken,« smiler Kim Blaesbjerg.

Den vestjyske forfatter håber ikke, at det bliver sådan. I hvert fald er det ikke hans mening at svine sin hjemegn til:

»Jeg har virkelig forsøgt at få alle nuancerne med i min fortaelling, for jeg holder meget af både stedet og menneskene, der bor herude. Måske er det også grunden til, at jeg bliver mere anfaegtet af de ting, der er problematiske. Det er altid mere sårbart at opdage fejl ved det, man holder af.«

vil af med den haerdede og desillusionerede, men stadig idealistiske journalist.

Noget af persongalleriet er intakt fra tidligere. Naturligvis Torp og hans familie. Pludselig dukker sønnen Jesper op med kaereste efter tre år uden megen far-søn-kommunikation i Bruxelles, hvor Jesper har vaeret aktiv i miljøsagen.

Også Emma, der var på freelancekontoret med Torp i forrige historie, er med. Og med hende er vi inde på noget af alt det, som forfatteren får listet ind under daekke af den politiske spaendingsromans handling.

Emma er nemlig, til forskel fra Torp, et barn af den digitale revolution. Trykte tekster har veget pladsen for computere og internet. Telefoner er ikke til samtaler, men alt muligt andet, der har med viden og kommunikation at gøre. Og paratviden tilhører fortiden, for hvad skal man med den, når der findes Google? Men Emma kan alligevel en hel del på den ny tids praemisser.

Ingen hjørner bliver skåret af

”Nedsmeltning” er en politisk spaendingsroman med både glimt i øjet og samme øjes skarpe blik for det danske samfunds vaesen – og uvaesen.

Som saedvanlig hos Krause-Kjaer får politikerne og mediefolket satiriske pisk, men der levnes også respekt for det nødvendige politiske håndvaerk, og der holdes et par diskrete festtaler til fordel for grundlaeggende journalistiske dyder.

Således er klimaministeren, der skildres som selvrådig, arrogant og kynisk i sit politiske virke, en kaerlig og hensyntagende aegtemand for sin skleroseramte hustru og får også plads til sine monologer om pragmatisme som en nødvendig, om end ofte ikke saerlig køn politisk tilgang til nationale sager.

Og således belaeres en praktikant om, at journalistik har til opgave at afdaekke tingenes ofte uskønne sammenhaenge, ikke tjene private eller politiske formål.

Niels Krause-Kjaer har skrevet endnu en underholdende og opbyggelig historie om hverdagslivets uheldige helte og det danske samfund på siksakkurs mellem det globale og det lokale.