Tonen er intim, og beskrivelserne af det private er godt nok ofte endog meget private
»Paene piger be’r ikke om noget,« konstaterer Anne Sofie Espersen og Majbritt Maria Lundgaard, men hvad de helt praecist selv vil med deres bog, er uklart.
DEBAT
PAENE PIGER BE’R IKKE OM NOGET MAJBRITT MARIA LUNDGAARD OG ANNE SOFIE ESPERSEN
220 sider, 249,95 kr.
Grønningen 1
Majbritt Maria Lundgaard og Anne Sofie Espersen, der har sat hinanden digitalt staevne og begået e-mailkorrespondancebogen ”Paene piger be’r ikke om noget”, definerer eksplicit sig selv som vaerende ikkepaene piger. Paene pige er nemlig kedelige, skal vi forstå. Det har de allerede stadfaestet i det samtaleshow, der lyder samme titel som naervaerende bogudgivelse, som de sammen lavede på Nørrebro Teater, og nu skal pointen altså cementeres i tekstform.
»Paene piger er bange for at virke kraevende, vrede eller sure og for at ødelaegge den gode stemning. De vil for alt i verden ikke gøre vrøvl, virke bitre eller direkte hysteriske jo!« som det lyder i Majbritts (ja, vi kommer lynhurtigt på fornavn med forfatterne) første mail til Fie.
Hvem disse paene piger så er, melder historien ikke noget om, men det er i hvert fald ikke bogens forfattere, der mødte hinanden på Bogforum i 2018, hvor de »bragede ind i hinanden med 11 kilometer i timen som søsterlige vanvidsbilister«.
Der er 15 år mellem de to, og mens Espersen kan se sine voksne og snart voksne børn flyve fra reden i Frederiksstaden, så er Lundgaard, som i skriveprocessen bliver gravid med sit andet barn, først ved at etablere familie med sin mand i Kirke Hyllinge.
Aldersforskellen mellem de to forfattere er frugtbar for den udforskning af kvindeliv, som bogen laegger op til, for ellers er der mere, der samler, end adskiller de to. Espersen er skuespiller i en prekaer branche, mens Lundgaard er tv- og radiovaert i en ditto, men usikkerhederne til trods er de begge – og det er de heldigvis yderst bevidste om – så privilegerede, at de ikke ligger søvnløse om natten.
Intim tone fra første faerd
Det er tydeligt, at Lundgaard og Espersen virkelig godt kan lide hinanden. Der bliver underskrevet med »Kys« og »Møs« og sågar »Møssos fra Mammos«, og tonen er intim fra første faerd. Der er »grå hår på fjappen«, lakterende bryster uden spaendstighed og stolthed over (og billeder af!) deres børns »første pottepølle«.
At det private er politisk, behøver vi vist ikke gentage her, men fra Lundgaard og Espersens tastaturer føles det private godt nok ofte endog meget privat. Denne ekstreme intimitet begraenser tekstens faellesskabende resonans.
De to forfattere – Lundgaard har tidligere udgivet ”Søsterskriftet” og ”Så sagde vi du var moren” – har en masse på hjerte, og bogen er bedst, når de berørte emner kiler sig ned mellem det offentlige og det private. Som når Fie, der i en periode står uden arbejde, skriver følgende til Majbritt:
»Men hold nu kaeft, hvor er det frustrerende, at min branche insisterer på at bruge
dette paradoks om at vaere kvinde?
Diskussionerne om MeToo, identitetspolitik og generationskløfter baerer praeg af at foregå mellem to intelligente kvinder, men noget nyt under solen kommer der ikke i ”Paene piger be’r ikke om noget”. Det kunne denne her paene pige godt have lyst til at kraeve.