Når bordbøn og tykke løgne følges ad

Paula er fuldt ud tilfreds med sin familie, indtil det går op for hende, at hun vil noget andet med sit liv, end de vil.

SKØNLITTERATUR

FEMTEN ÅR – DET REVOLUTIONAERE FORÅR VIGDIS HJORTH

Oversat fra norsk af Karen Fastrup

188 sider, 299,95 kr.

Turbine

Undertitlen ”Det revolutionaere forår” skal man ikke laegge for meget i. Det er ikke røg, brand og rasende opgør, som driver handlingen i Vigdis Hjorths følelsestaette og sanseklare portraet af en 15-årig piges udvikling fra barn til ung.

Romanen skildrer hendes tavse, indre modstand, som uendeligt traegt vrider hende fri af familiens stentunge forventninger, vaner og indiskutable traditioner, indtil skitsen af et selvstaendigt jeg traeder frem.

Det er så fint beskrevet, så autentisk, som om det vitterligt er den 15-årige selv, der i dette laesende nu skriver inde fra følelsernes hvirvlende kaos. Men det er selvsagt en illusion, og Paula, fortaelleren, punkterer den, når hun åbenlyst henviser til, at handlingen ligger tilbage i tid.

»Det er laenge siden nu, og birketraeerne er måske faeldet,« konstaterer hun og skriver sin beretning i tredje person ental for at understrege den aldersmaessige distance til den Paula, som hun var engang, men ikke laengere er.

Gentagelse på gentagelse

Romanen saetter yderst stilfaerdigt i gang med en beskrivelse af stemningen og rytmen i Paulas hjem, hvor alt indtil videre opleves som godt, trygt og rigtigt.

Dagene følger deres egen forudsigelige rytme i den lille kernefamilie, hvor moren går hjemme med lillebroren, en sød efternøler, mens faren arbejder på et regnskabskontor og først kommer hjem til aftensmaden efter at have hentet storesøsteren på gymnasiet.

Hverdage og højtider følger uden afvigelser et helt fast skema med de samme middagsretter, desserter og kager og de samme gøremål og aktiviteter. Selv foraeldrenes samtale cirkler dag ud og dag ind om det samme: farens manglende lønforhøjelse.

Hver eneste søndag året rundt kommer farforaeldrene på besøg, om sommeren besøger de mormoren, om vinteren står hele familien på ski, om sommeren plukker de hindbaer.

Det er gentagelse på gentagelse, og det afspejles i teksten, som refraenagtigt repeterer de samme informationer igen og igen.

Bordbøn og løgne

Paula elsker familiens rytmer, indtil de en dag begynder at skurre faelt. Barnet Paula er ved at blive teenager, og hun ser pludselig kritisk på familien og de normer, hun er opdraget med.

Hvorfor beder de f.eks. kun bordbøn, når farforaeldrene kommer, hvorfor skal storesøsteren gå på kristeligt gymnasium, hvorfor lyver moren i brevene til mormoren, hvorfor er det så vigtigt, at Paula bliver konfirmeret, når hun helst vil vaere fri?

Vigdis Hjorth traekker bane for bane det dobbeltmoralske tapet ned af vaeggene, idet Paulas konfirmation udgør den tragikomiske kulmination på en opvaekst bestående af lige dele nedarvede traditioner og glaedesløs fromhed.

Forfatteren spidder ikke nogen, og dog er stemningen om ”fest”-middagen så klaustrofobisk og iltfattig, at det er vanskeligt ikke at fornemme en vis kritik.

Det bliver Paulas lykkelige redning, at hun gennemskuer forskellen på at tage sig ud og at vaere. Og vaelger det sidste.

”Femten år” er et minutiøst, til tider gnidret, men absolut ikke uvaesentligt studie i en stille piges langsomme kommen under vejr med sig selv og sin glødende livsdrift.