Der er ingen, der har råd til at bo i fremtidens by
Det er en fordel at blive stukket ned med en kniv, hvis man vil overleve fremtidens boligmarked i den norske samfundssatire "Arkitekten".
KOMEDIEDRAMA
ARKITEKTEN
NORGE, 2023
Skaber: Kerren Lumer-Klabbers Kan streames på Viaplay
Fire afsnit a ca. 20 minutters varighed
Vi forbinder ofte fremtidsskildringer med science fiction-genrens voldsomme armbevaegelser, hvor katastrofelignende dystopier flankeres af udforskninger af fjerne galakser med maerkvaerdige vaesener og utopiske forestillinger om et bedre liv. Men Viaplays afdaempede fremtidskomediedrama ”Arkitekten” traekker i en helt anden retning. I ”Arkitekten”, der er skrevet og instrueret af Kerren Lumer-Klabbers, der tidligere udelukkende har lavet kortfilm, hvilket tydeligt skinner igennem i seriens korte, kompakte format, befinder vi os i Oslo i en ikke naermere bestemt fremtid. Gaderne er tomme, i butiksvinduerne har levende mennesker fået ansaettelse som mannequindukker, der viser luksusvarer frem til de heldige få, og kapitalismen er løbet løbsk i en grad, så stort set ingen har råd til at bo i bykernen. 80 pct. af alle nordmaend er singler, og stort set ingen får børn.
På sin 30-års fødselsdag forsøger arkitekten Julie (Eili Harboe, der lige nu har en lille rolle i ”Succession” (2018-2023), og som vi kender fra Joachim Triers ”Thelma” (2017)) at få et boliglån ved at opsøge en automatiseret kunstig intelligens, der er sat op for at beskytte banken mod desperate kunder. Julies manglende finanser og sparsomme indtaegter diskvalificerer hende til et lån, og i sin lakoniske rådvildhed, som Harboe formidler med sit formidable deadpanudtryk, takker hun ja til at flytte ind i en tidligere parkeringskaelder, der har stået ubrugt, siden bilerne forsvandt fra byen.
Klar ironi
Her indretter hun sig på få kvadratmeter med gardiner som vaegge, alt imens seeren er skraemmende klar over ironien i, at hun er titlens arkitekt. Men det er aldrig lykkedes for Julie formelt at blive ansat som arkitekt. I stedet har hun stillet sig tilfreds med at blive ved med at vaere praktikant i det fornemme arkitektfirma, hvor hun var som studerende. Steget i graderne er imidlertid Julies smarte ekskaereste Marcus (Fredrik Stenberg DitlevSimonsen), der ankommer som nyansat med en imponerende magasinforside i bagagen. Han har sammen med sin kaereste haft råd til at købe en lejlighed, fordi hun var så heldig (»Det er en morsom historie!«) at blive stukket ned på sit natarbejde og få en klaekkelig forsikringssum i erstatning.
”Arkitekten” er nådesløs i sin samfundskritiske satire over den moderne verdens optagethed af penge. Her er det et godt tilbud at få et lån med 50 års løbetid med variabel rente, og da det viser sig, at det måske er muligt at kapitalisere – glas er dyrt, og det er ikke laengere lovpligtigt at bygge boliger med vinduer – på de ydmyge lejligheder i parkeringskaelderen, slås absurditeten fast.
Distancerede følelser
”Arkitekten” er nådesløs i sin samfundskritiske satire over den moderne verdens optagethed af penge.
”Arkitekten” er på alle måder minimalistisk, hvilket også er med til at gøre den mindre engagerende, end den kunne have vaeret. Vi kommer aldrig taet på karaktererne og ser på dem med den følelsesmaessige distance, der også praeger serien. Men minimalismen er til gengaeld fuldkommen gennemført. Det meget korte format med kun fire episoder af en varighed på 20 minutter og den stramme aestetik mimer fuldkommen det menneskesyn og den fremtidsby, som serien repraesenterer. Og så er det imponerende, at LumerKlabbers med så få virkemidler har formået at skabe så overbevisende science fiction.