Danmark finder hjem
Omsider, kunne man fristes til at sige, har en dansk regering indset, at der ikke er nogen vej uden om EU. Og at EU har en forpligtelse over for egne demokratiske naboer. Da Mette Frederiksen trådte til som statsminister, mente hun, at det var »en maerkelig prioritering« at tale om, hvorvidt Albanien skulle vaere medlem af EU.
»Der er en tendens til, at noget af det, der diskuteres i det europaeiske samarbejde, er frakoblet den verden, vi er en del af,« lød det fra statsministeren.
Nu er det gået op for hende og regeringen, at EU i den grad er koblet til den verden, som Danmark er en del af. Desvaerre skulle der et russisk angreb på Ukraine til, før virkeligheden begyndte at indfinde sig. Nu er der stort set ingen ende på, hvor mange lande Danmark vil hive ind i EU. Ud over Vestbalkan er det Moldova og Georgien, som skal hjaelpes til at blive en del af den europaeiske familie.
Regeringen vil forberede danskerne på, at EU kan vokse til at rumme op til 10 medlemslande mere end de 27 lande, som i dag er medlem af Den Europaeiske Union.
Det afstedkommer store udfordringer til det, som er regeringens erklaerede mål i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi: et helhjertet dansk engagement i EU.
For det første er der ingen tvivl om, at voksevaerk i EU vil få konsekvenser for de regler, som gaelder for beslutningsprocesserne. Lars Løkke Rasmussen tør sige det højt: Det handler om flere flertalsafgørelser. Han har klogeligt sat sig til rette som observatør i en tyskledet klub for lande, der vil have flertalsafgørelser på udenrigspolitikken. Med hvilken vaegt vil de store lande gøre sig gaeldende, når de bindes sammen med flere små? Den situation skal man vaere forberedt på.
For det andet, så ligger Danmarks forbehold stadig som en barriere for, hvor helhjertet Danmark kan agere. De var, er og forbliver et rent dansk anliggende. Snart fylder de 30 år. Tre af dem har vaeret til folkeafstemning. Kun ét er afskaffet, forsvarsforbeholdet, og det skyldtes også ydre omstaendigheder. Ruslands angreb på Ukraine fik Danmark til at vågne op.
Mon der skal endnu en migrationsstrøm til, før Danmark indser, at retsforbeholdet skader mere, end det gavner? Som Mette Frederiksen ganske rigtigt fremhaevede i det interview, hvor hun afskrev udvidelse med Albanien, så er EU’s ydre graense det absolut vigtigste at forholde sig til. Hvis den skal håndhaeves effektivt, og det skal den, så kraever det lige praecis et helhjertet engagement, og at et samlet Europa står sammen om at afvise illegale migranter, inden de får sat foden på europaeisk jord og kan shoppe rundt i et nedbrudt europaeisk asylsystem.
For det tredje: Hvor langt vil Danmark straekke sig, når udvidelsen rent faktisk er en realitet. Erfaringen fra den store udvidelse med Øst- og Centraleuropa viser, at et er at hjaelpe kandidatlande med at komme ind i EU. Noget andet er den hverdag, der skal håndteres, når de er medlem af EU – herunder svaere diskussioner om adgang til velfaerdsydelser.
Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er den fjerde på seks år, og den kommer, kun 15 måneder efter at den tidligere S-regering lancerede et såkaldt vaerdikompas. Det fortaeller en del om, hvor gennemgribende en forandring Ruslands angreb på Ukraine er. Nu gaelder det forsvaret af egne vaerdier. På flere planer skal der slås kolbøtter for at indstille sig på den nye virkelighed.