Hvem bliver egentlig stillet til ansvar?
Forleden var jeg og min kone til familiekomsammen hos min svoger og svigerinde, som jeg ikke deler politisk standpunkt med. De sagde, at »nu er det slut med at stemme socialdemokratisk«. Egoisme, minksagen, store bededag for nu at naevne nogle af årsagerne – og ingen tvivl om, at de mener det.
For mig personligt betyder moral alt. Enten har man moral, eller også har man ikke. Det vaelter ud af skabene med dårlig moral hos politikere og embedsmaend. Man kan finde 7 mia. kr. til en Ukraine-fond – selvom hverken Nato eller EU nogensinde har haft succes med at hjaelpe andre lande med krig (laes: Irak og Afghanistan). Nej, vi prøver igen, og samtidig neddrosler vi velfaerden for de danske pensionister og undlader fortsat at saette beløb på, hvordan psykiatrien skal løse det i årevis stigende antal børn og unge med diagnoser, som måske gør dem uarbejdsdygtige om 15-20 år – eller forhindre dem i at kunne sikre velfaerden om 15-20 år?
Eller total mangel på styring af moralen hos energi- og forsyningsselskaber. Uanset om aktørerne i energimarkedet har handlet inden for lovgivningen eller ej, tyder alt på, at danskerne har betalt alt for meget for energi. Det minder om filmen ”Wall Street” fra 1987, hvor spekulation heldigvis ender med faengsel. I hele dette cirkus om energipriserne skal vi huske på, at staten også tjener på oppustede energipriser, fordi der kommer moms oveni. Måske noget af forklaringen på, hvorfor staten uventet fik 10 mia. kr. ekstra ind i moms i 2022?
For nylig hørte jeg, at grunden til, at Moderaternes Jon Stephensen ”helst” skulle på orlov og forblive i Moderaterne, var af politiske årsager – hans mandat er tungen på vaegtskålen i regeringens flertal. Skide vaere med, at han måske slet ikke hører til blandt folkevalgte?
E-commerce-udvikler, Horsens
Mandag skabte mange vognmaend kaos i trafikken, fordi de – ligesom franskmaendene – nu tager alvorlige midler i brug for at udtrykke deres manglende respekt for politiske beslutninger om CO2-afgifter på lastbiler, der måske ingen praktisk vaerdi har overhovedet.
Og vi sidder måske også tilbage med følelsen af, at Anders Kühnau skulle forlade posten i kølvandet på amputerede ben og manglende kraeftbehandling i stedet for at fyre direktører – men nej – i politik vaelges man for en årraekke og kan begå alverdens fejl uden ansvar – indtil naeste valg. Desvaerre er vores hukommelse kort, og inden laenge har vi glemt alt, og de fleste saetter krydset, hvor de plejer – eller gør de?