Forsvaret har ikke brug for luftige ord

Politikerne bør investere i specialstyrkerne, så vi kan bidrage til at forhindre folkevandringen fra syd, holde EU samlet og bevare handlefriheden i nord og øst. Ellers begår de et nyt svigt.

Forsvarets tilstand skyldes et »kollektivt svigt«, siger forsvarsministeren. Jeg vil advare ham mod at begå endnu et svigt.

Regeringen har truffet et strategisk valg: Prioritet 1. Arktis (nord). 2. Naerområdet (øst) 3. ”Resten af verden” (syd). Det er klog taenkning. Det kan dog desvaerre føre til et nyt svigt.

Rusland kan naeppe inden for 10 år, måske aldrig, invadere igen i samme skala. Snart skaermer Sverige og Finland Danmark i en hidtil uset grad. Vi skal selvfølgelig kunne forsvare naerområdet. Forsvaret skal genopbygges – i nogen grad mod øst, men mest mod nord.

Prioritering af Arktis helt rigtig. USA og Rusland har vitale interesser her. Et taet forhold til USA er afgørende. USA sikrer os. Mod Rusland og isaer mod Kina.

Derfor opfordrer jeg til at huske på syd og investere vaesentligt i specialstyrkerne. Det skaffer handlefrihed i nord og øst, da det sikrer mod overraskelser fra syd. Hvis vi ikke kommer til Afrika, kommer Afrika nemlig til os!

Man hører ofte, at krigene i Mellemøsten og Nordafrika var en fiasko, og derfor skal vi ikke bruge militaeret der igen. Det er en forkert konklusion. De krige var jo angrebskrige. Sådan bør vi ikke bruge militaeret i syd igen. Vi bør bruge det smart – som støtte til den afgørende civile proces. Det er specialstyrkerne velegnede til.

Tidsperspektivet glemmes ofte, når man taler om at bruge militaeret. Militaeret opfattes som sidste udvej og indsaettes først, når et problem vokser sig for stort. Så indsaetter man militaeret og forventer, at det hurtigt løser opgaven, og så traekker man det hjem. Det er fornuftigt i nord og øst, i krige mellem stater. Her afskraekker vi gennem oprustning. Hvis det fejler, udkaemper vi en tidsbegraenset krig. I syd er det meningsløst. Der har vaeret ustabilitet og konflikt laenge. Det fortsaetter, indtil afrikanerne ønsker at blive hjemme.

Der er også rod i andre strategiske begreber; farlighed kontra sandsynlighed. Det er farligst, at Rusland invaderer, men usandsynligt. Først skal russerne forbi Finland og Sverige. De har jo brugt et år på at nå til Bakhmut. Hvordan skulle de invadere Danmark?

En russisk strateg med fortsatte stormagtsdrømme vil vide, at Rusland ikke bliver staerkere. Eneste mulighed er at splitte og svaekke Vesten.

Dér byder et ustabilt syd på en fantastisk mulighed, som Rusland allerede udnytter i Mali. Ved at indsaette lejesoldater og skabe forbindelser til korrupte regimer kan snesevis af millioner af migranter drives mod Europa. Da Nordeuropa lukker graenserne og fokuserer mod øst/nord, kan Rusland splitte EU fra syd.

Det konventionelle forsvar ønsker at prioritere øst. Det legitimerer at bruge alle penge på materiel til en krig, som naeppe kommer. Det aeder alle penge til den tredje prioritet: syd. Det konventionelle forsvar er ligeglad med syd eller specialstyrkerne, som kunne gøre en forskel i syd.

At der kommer noget fra syd, har en sandsynlighed, som graenser til vished. Det virker måske ikke farligt her og nu, men meget tyder på en ny folkevandringstid. Som den, der år 200-700 aendrede Europa fundamentalt. Og lagde Romerriget endeligt øde; alle ville til Rom. Ligesom de naeste århundreders folkevandring vil ødelaegge EU, hvis vi ikke bremser den. Mange ser en folkevandring i lyset af de momentane migrantstrømme som den i 2016 og den nuvaerende. Men en folkevandring er langstrakt, årtier eller århundreder, med bølger udløst af krige. Dén, som truer fra syd, forvaerres af befolkningstilvaeksten: fra 1,5 til 4,5 mia. mennesker de naeste 80 år.

At tro, at hegn, Frontex og ”pushbacks” forhindrer folkevandringen, er naivt. ”Afskraekkelse” stopper ikke menneskers flugt fra sult, klimaforandringer og krig. Hvad er deres alternativ? Vi må derfor skabe troen på en bedre fremtid hos folk i syd. Det kraever en tilstedevaerelse med økonomi, finansiering, uddannelse, omstrukturering og opbygning af infrastruktur, arbejdspladser og fremtidshåb. Og med militaeret i en langvarig diskret tilstedevaerelse – i årtier.

Fokus skal ikke vaere på at slå folk ihjel, men på at påvirke med indirekte effekter.

Der er behov for at blive konkret og forlade de luftige debatter om menneskerettigheder og andre abstrakte begreber. Det er de fattige ligeglade med, og debatten hjaelper dem ikke.

I debatten glemmes det, hvad der driver folk på vandring. Ingen, undtagen unge eventyrlystne, forlader familie, venner, netvaerk eller levested for sjov og begiver sig ud i det ukendte. Mennesker motiveres til at udvandre, hvis vilkår og fremtidshåb på levestedet er for ringe. Fattigdom opbygger nok en motivation til at tage afsted, men ofte driver motivation alene faktisk ikke folk på vandring. Dét, der giver udslaget, er trusler på livet eller blot opfattelsen af en trussel.

I Menaka by i det østlige Mali, hvor jeg var udsendt med Jaegerkorpset i 2022, ses problemerne i fortaettet form. Da vi ankom, var regnen vaek for tredje år i traek. Alligevel blev folk. Menaka har “normalt” ca. 20.000 indbyggere. Regionen haerges af IS og al-Qaeda, som er afhaengige af civilbefolkningen. Enten ved at nogle civile sympatiserer med dem og giver dem mad, husly og nye rekrutter. Eller ved at udplyndre dem. Menakas befolkning stiger og falder som tidevandet i takt med terroristernes haergen. Hvis folk “kun” kaemper mod sult og fattigdom, så bliver de i landsbyerne. Men når de er i livsfare, flygter de ind til Menaka.

På den store skala så flygter folk til Europa.

Sikkerheden afgør, om afrikanerne får et håb om en fremtid i deres egne lande. Og sikkerhed afgør succesen af den afgørende stabilisering og opbygning. Det bliver militaerets opgave at skabe den sammen med de lokale. Ikke gennem kamp, men gennem indirekte effekter. Herunder at skaffe trovaerdige informationer om konkrete trusler, så rygterne alene ikke driver folk på flugt.

Specialstyrker er saerdeles egnede til sådanne opgaver. Det er små og billige styrker, som kan klare sig selv. De kan operere på terroristernes banehalvdel. De kan vaere til stede i lange perioder og laere området at kende. De kan opbygge civilbefolkningens tillid ved at vaere til stede døgnet rundt. De kan eskortere civile udviklingseksperter og befri dem, hvis de bliver taget som gidsler. De kan modgå russiske og andre lejesoldater. De kan modgå de konstant voksende terrorbevaegelser.

Dr. Gordon McCormick udtaenkte i taenketanken Rand ”den magiske diamant”.

Som interventionsstyrke i en krise eller konflikt har man tre muligheder: 1. Vinde befolkningens støtte. 2. Forhindre terroristernes kontrol over befolkningen. 3. Bekaempe fjenden. Gør man det i orden 1-2-3, så vinder man. Gør man det i orden 3-2-1, så taber man. Det sidste gjorde vi i Afghanistan og Irak. Og USA i Vietnam.

Major i reserven, jaegersoldat, tidligere laerer og militaeranalytiker i strategi på Forsvarsakademiet, Kvistgård

At tro, at hegn, Frontex og ”pushbacks” forhindrer folkevandringen, er naivt.

Derfor bør der afsaettes mindst 1,7 pct. af forsvarsbudgettet til specialstyrkerne, som f.eks. USA gør. Der bør investeres i flere soldater, uddannelse, logistik og udholdenhed. Herunder opbygning af en støtteenhed, som består af knapt så dyrt uddannede specialstyrker, eventuelt vaernepligtige patruljesoldater.

Det udvider handlemulighederne og udholdenheden. Evnen til at flytte sig rundt i operationsområdet bør forbedres med billige civile fly som Hjemmevaernets nye Twin Otter. Teknologiudviklingen bør følges af investeringer i kvalitet og kvantitet.

Folkevandring er et faktum. Hvis vi ikke gør noget, bliver det alvorligt for Danmark.

Politikerne bør investere i specialstyrkerne, så vi kan bidrage til at forhindre folkevandringen, holde EU samlet og bevare handlefriheden i nord og øst. Ellers har vi intet at indsaette i syd. Det bliver et nyt kollektivt svigt.