Hér skal AGF forbedre sig for at nå helt til tops
Den interne konkurrence om at spille spidsangriber på AGF-holdet eksisterer stort set ikke, for topscoreren bliver ikke for alvor presset, og traeneren har ikke alternativer.
AGF-traener Uwe Röslers solide hold har gang i en løfterig saeson, det må man ikke glemme, uanset om det ender med en anden-, tredje- eller fjerdeplads. Men spørgsmålet er, hvad der mangler, hvis AGF for alvor vil konkurrere om førstepladsen?
For det var formentlig guldchancen, der smuttede, da AGF søndag spillede 1-1 mod FC Nordsjaelland. Aarhusianernes yndlinge havde behov for en sejr, samtidig med at Brøndby stjal point fra FC København. Men naeste år, hvad så? Hvad skal der til? Flere ting, men isaer på ét område skal der investeres. Og det kan lyde paradoksalt, at det er positionen som den midterste angriber, når Superligaens topscorer med 14 mål hedder Patrick Mortensen og spiller for AGF.
Problemet er blot, at klubben ikke råder over en traefsikker kollega, der kan afløse ham en til en, presse ham i dagligdagen, hvis det skulle vaere nødvendigt, og give traenerstaben en yderligere option, når opstillingen skal aendres undervejs.
Siden Patrick Mortensen ankom til AGF i januar 2019, har han traenet og konkurreret med ni angribere om spilletid. Syv af dem har forladt klubben igen, to er tilbage: Sigurd Haugen og Jelle Duin. Nordmanden har fået sine chancer som makker til Patrick Mortensen i en duo, som har vidt forskellige kvaliteter. Sigurd Haugen er dygtig til at løbe dybt, men knap så effektiv, når det handler om at afslutte.
Mortensens enevaelde
Mod FC Nordsjaelland var han dog mest af alt uheldig, da han slap fri, og hans skud ramte målmand Andreas Hansen og strøg ved siden af. Unge Jelle Duin, der er på leje, har vaeret skadet i en rum tid og kommer naeppe til at spille en rolle i AGF.
Netop Patrick Mortensens enevaelde har bevirket, at traener Uwe Rösler i 2023 aendrede AGF’s opstilling på sidste tredjedel af banen. I stedet for 3-5-2, som var den foretrukne model i efteråret, har AGF i løbet af foråret skiftet formation. Stadig med tre forsvarsspillere, to wingbacks og på midten af banen to såkaldte 6’ere bag to 10’ere. Og med Patrick Mortensen på toppen.
Skiftet har betydet, at Mikael Anderson og Mikkel Duelund kan udfordre på begge sider af Patrick Mortensen, ikke som deciderede kantspillere, men som dybdeløbere lidt laengere inde mod målfeltet. Og bag dem støver Mads Emil Madsen og Kevin Yakob rundt og holder spillet kørende. De fire midtbanespilleres roller er ret dynamiske, for både Mads Emil Madsen og Kevin Yakob kan forlade deres områder og skabe overtal i og omkring feltet.
AGF har brugt 3-4-2-1-formationen i de seneste ni kampe. Det har resulteret i fem sejre, tre uafgjorte og et nederlag, og samtidig har systemet og ikke mindst de spillere, der er blevet benyttet, skubbet AGF’s spil højere op på banen.
De to 10’ere har primaert heddet Mikkel Duelund og Mikael Anderson, men Uwe Rösler har også prøvet med Peter Bjur som afløser for Duelund, andre gange har Mads Emil Madsen spillet 10’er, når det har vaeret nødvendigt at have oprydderen Nicolai Poulsen som en af 6’erne foran bagkaeden. Om Nicolai Poulsen er med fra start, afhaenger af modstanderens styrker, eksempelvis var han ikke med fra første fløjt i de seneste to kampe mod FC Nordsjaelland.
En fed udfordring
Forleden talte jeg med Patrick Mortensen, som understregede, at det nye system med ham alene helt fremme fungerer fint. Hans rolle nu er primaert at nå frem til de rette positioner i feltet, når angrebene skal afsluttes. Der er ikke som tidligere et stort behov for, at han falder ned i banen og modtager bolden med ryggen til mål. I stedet skal han prøve at holde modstandernes midterforsvar beskaeftiget, så der bliver plads til løberne fra midtbanen.
»Det nye system er en fed udfordring, men det er det også, når vi stiller med to helt fremme. Da jeg spillede med Sigurd Haugen, skulle han løbe dybt, mens jeg skulle falde lidt mere ned i banen og prøve at danne overtal. Jeg kan lide begge måder at spille på,« siger Patrick Mortensen og lyder som en angriber, der i ny og nae godt kunne bruge mere fysisk assistance inde i feltet, så det ikke udelukkende er ham, der skal tage kampen med et par voldsomme midterforsvarere. For som enlig angriber er han altid i undertal.
Da AGF spillede i Brøndby og lidt misvisende tabte 0-1, nåede Patrick Mortensen frem til to af den slags chancer, der skal give mål. Når han en sjaelden gang ikke rammer dagen, har AGF behov for en slagkraftig rival på baenken. Den mand råder AGF ikke over lige nu, men det er givetvis et tema, der fylder en hel del hos sportschef Stig Inge Bjørnebye, når saesonen er ovre, og en ny trup skal justeres.
Og hvis det så viser sig, at Patrick Mortensen endnu en gang slider en angriber eller to op i kampen om spilletid, er det et bevis på, at han er den bedste til jobbet, som han har vaeret i fire år. Men vil AGF raekke ud efter det helt store, er det nødvendigt at finde en legekammerat til topscoreren.