Dansk-tyrkere støtter Erdogan
Uenigheden om, hvordan det går med integrationen af ikkevestlige indvandrere i Danmark og Europa, har karakter af en middelsvaer vaerdikamp. Der kan hobes tal og kendsgerninger op, der taler for både det ene og andet, og hvis man indregner socioøkonomiske faktorer, er der vist knap nok en bandekrig i København. Tilbage bliver den enkeltes oplevelse i dagligdagen, og den kan vaere meget differentieret.
Nu minder et udenlandsk valg om, hvor langt der kan vaere igen, før i hvert fald en hel del tyrkere i Danmark kan siges at have overtaget traditionelt danske vaerdier og forestillinger om demokrati og menneskerettigheder. 58 pct. af de tyrkiske vaelgere i Danmark, der stemte ved valget i søndags, satte deres kryds ved den tiltagende autokratiske praesident, Recep Tayyip Erdogan – ét procentpoint mere end ved forrige valg for fem år siden. Det skal med, at under halvdelen af dansk-tyrkerne stemte ved valget.
Det er den samme historie ude i Europa. I Tyskland stemte to af tre tysk-tyrkere på Erdogan. Der kan vaere mange forklaringer. Man ser tyrkisk tv, hvor Erdogan har sørget for monopol til sig selv. Man går i moskéen, der en del af et Erdogan-kontrolleret netvaerk, eller man er bare enig i, at Tyrkiet er under angreb af dunkle sammensvaergelser, som kun han kan stå op imod. I Tyskland var der i mange byer sørget for rigeligt med Erdogan-valgplakater på tyrkisk. Debatten om, hvorvidt det ikke bare atomiserer de vestlige samfund endnu mere, er lige så fravaerende, som når Enhedslisten opsaetter valgplakater på arabisk på Nørrebro for at få fat i nye vaelgergrupper.
Alligevel er det tankevaekkende, at så mange tyrkere, der bor i demokratiske lande og nyder de frihedsrettigheder, som undertrykkes brutalt fra en ende af i Tyrkiet, giver Erdogan deres stemme. Når de bliver spurgt på gaden, svarer de fleste beredvilligt, at de godt kan lide Erdogan som den staerke mand, han er; at han formår at placere Tyrkiet på verdenskortet og skaffe respekt til hjemlandet. De abonnerer åbenbart lige så meget på, hvad der naermer sig en karikatur af praesidenten som alfahan, som mange af hans tilhaengere hjemme i Tyrkiet. Men det kan ikke dulme forbavselsen over, at så mange åbenbart er så lidt påvirket af det omkringliggende samfund, som de til daglig er en del af, at de stemmer på despoten Erdogan.
Det er laenge siden, at kravet om, at indvandrere skulle assimilere sig, blev opgivet. Det var både urimeligt og urealistisk. Men målet om, at indvandrere skal integreres og også lade sig integrere, fastholdes officielt. Derfor kan det også undre, at der ikke er mere debat om, hvad tyrkeres opbakning til Erdogan siger om selve deres demokratiske forankring, og hvordan det generelt går med integrationen. Og nej, det kan hverken sammenlignes med Solvang-danskheden, den danske klub i Singapore eller de årlige Rebild-traef, som fortrinsvis er romantisk teater. Den ikkevestlige indvandring derimod forandrer grundlaeggende de vestlige samfund, og det er efter alt at dømme først lige begyndt.
Det er snart laenge siden, at Mogens Lykketoft anbefalede danskere, der så visse udfordringer i mødet med de nye naboer, at tage en bajer med dem og få snakket om tingene. Siden er en del illusioner fordampet, og også praesident Erdogan er gået fra slem til endnu vaerre. Uden at det dog har påvirket de dansk-tyrkere, der støtter ham helhjertet.
Integrationen kan måles på mange måder. Her er en, der virkelig må bekymre. Den kan ikke snakkes vaek.