Israels 75-årsdag: Af den zionistiske drøm er blevet et politisk mareridt

Historien med sin grumme fortaelling om vore håb og nederlag og forbrydelser vil vide, at 75 år er gået, siden David Ben-Gurion udråbte staten Israel på arabisk jord. Ben-Gurion var belaruser af fødsel, emigrant og uforsonlig zionistiskisraelsk nationalist. Hans vaebnede styrker fordrev i de følgende uger og måneder 700.000 af det davaerende britiske mandatområdes 1,2 millioner palaestinensere. Den jødiske stats opståen ses til denne dag som de lokale araberes nakhba eller katastrofe. Omkring to millioner palaestinensere, som under international lov har en umistelig ret til deres tabte ejendomme, henslaeber en elendig tilvaerelse i Mellemøstens flygtningelejre.

Israel fremhaeves ofte som et fungerende demokrati. Det er kun delvis rigtigt. Israel er sine jødiske borgeres demokrati, om end dette i jubilaeumsåret trues af premierminister Netanyahus højreekstreme styre. I sit forhold til palaestinenserne i Israel, godt og vel 20 pct. af en befolkning på ni millioner, og isaer i sit forhold til palaestinenserne i de besatte eller annekterede områder, Østjerusalem, Vestbredden og Golanhøjderne, betjener den jødiske stat sig af skiftende former for apartheid.

USA og Europa forsøger at ignorere Israels vedvarende kraenkelse af folkeretten. En aldrig udtalt betragtning er, at jøderne efter deres katastrofe i Europa under Anden Verdenskrig har krav på saerbehandling, en maerkvaerdighed, al den stund at hverken araberne i almindelighed eller palaestinenserne i saerdeleshed var skyldige i det af tyske og andre europaeiske nazister forøvede folkemord på jøderne.

Israelske sikkerhedsstyrker og vaebnede jødiske kolonister myrder år efter år hundreder af palaestinensere. Alene i de første to uger af maj skal mindst 30 palaestinensere vaere blevet draebt, fortrinsvis i Gaza. Palaestinensiske jorder bliver stadig konfiskeret og palaestinensiske huse demoleret. Omkring 5.000 palaestinensere er spaerret inde i israelske faengsler, de fleste administrativt.

Det hele er en kontrolleret form for statslig terror. Palaestinensiske militante myrder på årsbasis mellem en snes og et halvt hundrede jøder, for størstepartens vedkommende kolonister på den ulovligt besatte Vestbred. Af den zionistiske drøm er blevet et mareridt: et nukleart bevaebnet Stor-Israel, komplet med sit jødiske herrefolk og et arabisk mindretal, både muslimer og kristne, undertrykt af indvandrere og deres efterkommere i en etnisk-religiøs renheds navn.

Jubilaeumsåret praeges af demonstrationer uden historisk sidestykke vendt mod Netanyahus forsøg på yderligere at undergrave en kompromitteret retsstat og udstyre sikkerhedsminister Itamar BenGviz, berygtet ekstremist og kriminel, med en vaebnet, såkaldt nationalgarde. Dette protesterende Israel, samlet om Tel Aviv, er det demokratiske Israel.

Kan staten holde? Indtil videre ja. Kan nationen holde? Måske. Hvor Israel vil vaere på sin 100-årsdag, vover jeg ikke at have en mening om.

En times kørsel inde i landet findes et andet Israel, maerket af racisme, religionshad og vold, af en frygtelig betonmur mellem jøder og palaestinensere samt af de ødelaeggelser, mentale og politiske, som er en følge dels af Jerusalems deling i et jødisk Vestjerusalem og et muslimsk-kristent Østjerusalem, dels af den folkeretsstridige jødiske besaettelses- og annektionspolitik, der har stået på siden Seksdageskrigen i 1967.

Hvor Israel vil vaere på sin 100årsdag, vover jeg ikke at have en mening om.