Quiet quitting er ikke løsningen
Vi har efterhånden hørt begrebet quiet quitting mange gange. For de, der ikke kender til faenomenet, daekker det over, at man kun laegger den mest nødvendige indsats på sit arbejde. Det er typisk for en ”quiet quitter”, at hun ikke melder sig som frivillig til arbejdspladsens festudvalg, eller at hun aldrig kommer med idéer til nye tiltag eller initiativer – for når man kommer med idéer, ender man ofte med at vaere den, der skal udføre dem. Så quiet quitting handler helt basalt om, at man gør, hvad man kan, for at fylde sin arbejdstallerken mindst muligt op.
Bevaegelsen stammer fra USA, men den er også stor i Frankrig. Det saerlige ved den franske bevaegelse er, at det i høj grad er unge mennesker, der udgør den. Mange unge franskmaend har simpelthen besluttet sig for, at de ikke vil lade arbejdet fylde størstedelen af deres liv eller udnyttes af et arbejdsmarked, hvor det ofte tages for givet, at unge nyuddannede for at fremme deres karriere gerne arbejder langt mere, end deres kontrakt foreskriver.
Der er ingen tvivl om, at quiet quitting-bølgen skal ses som et opgør mod et arbejdsliv praeget af stress, dårlig ledelse og en instrumentel forståelse af arbejdets indretning. Der er alt for mange arbejdspladser, som er praeget af for meget drift og dokumentation og for lidt tid til at varetage og udvikle kerneopgaven. Der er alt for mange dårlige ledere, der tror, at kontrol er vejen frem, og som glemmer elementaer inddragelse af deres medarbejdere i beslutningsprocesser.
Derfor undrer det ikke, at flere og flere er begyndt at gøre oprør på deres egen stille måde, simpelthen ved ikke at melde sig til de nye udviklingsopgaver, til at arrangere de sociale faellesarrangementer osv.
Jeg forstår godt incitamentet til at gå quiet quitting-vejen. Men jeg er alvorligt bekymret for, hvad den kommer til at gøre ved vores arbejdsliv. Min bekymring går på to ben. Dels bekymrer det mig, at quiet quitting er et individuelt projekt. Det betyder, at den kollektive organisering og protest mod den form, det moderne arbejdsliv har antaget, udebliver. Hvis vi alle hver for sig går og laver vores egne regler for, hvordan vi overlever på arbejdet, så har vi intet fundament for en kollektiv kritik af et arbejdsliv, hvis logik blev udviklet i den anden halvdel af 1900-tallet.
Den andel del af min bekymring vedrører den mangel på engagement i ens arbejdsliv, som quiet quitting medfører.
Selv om det uomtvisteligt er sådan, at vi alle arbejder for at få smør på brødet, så er det trist, hvis ikke også vi gennem vores arbejde henter vaerdi og energi til vores liv i det hele taget. Når vi bruger så meget af vores tid på vores arbejde, er det afgørende, at vi finder det meningsfuldt og personligt berigende. Det gaelder ikke mindst for de unge, der traeder ind på arbejdslivet.
Quiet quitting er som faenomen fuldt berettiget, al den stund det tjener den opgave at gøre arbejdsgivere og politikere opmaerksomme på, at vi står med et arbejdsmarked, der over tid har kapitaliseret så meget på arbejdstagerne, at baegeret snart flyder over.
Men faenomenet bør ikke blive løsningen på problemet. Hvis flere og flere over tid beslutter sig for at yde mindst muligt på arbejdspladsen og ikke bidrager til arbejdets udvikling og det sociale faellesskab, så står vi foran et arbejdsmarked, der går i stå i ren apati.
Vi kan ikke løse kollektive problemer individuelt.
Derfor må vi blive ved med at råbe arbejdsgivere og politikere op, så rammerne for det moderne arbejdsliv bliver tilpasset det moderne fritids- og familieliv.
Hvis flere og flere over tid beslutter sig for at yde mindst muligt på arbejdspladsen og ikke bidrager til arbejdets udvikling og det sociale faellesskab, så står vi foran et arbejdsmarked, der går i stå i ren apati.