Jyllands-Posten

Overblikke­t er forsvundet: Vi har ikke en plan for, hvordan det skal gå videre herfra

- DAVID KEMPEL

Det er, som om vi ikke laengere er i stand til at planlaegge os ud af problemern­e. Vi er konfronter­et af problemer, der i natur er globale og komplekse. Klimakrise­n med dens kompleksit­et og planetaere skala illustrere­r udfordring­en. Det samme gør det finansiell­e system og forsynings­kaederne, der er globalt sammenhaen­gende og så indviklede, at intet menneske helt begriber dem.

Også ai-teknologi udfordrer os på et eksistenti­elt plan, når en teknologi, der på punkter overgår menneskeli­g intelligen­s, skal reguleres. Det samme gaelder i byplanlaeg­ning, hvor udviklinge­n er blevet noget naer umulig at styre, og selv en forventeli­g trussel som en pandemi kom som en overraskel­se.

Spørgsmåle­t er, kan vi overhovede­t levere den planlaegni­ng, der skal til? Fornemmels­en er, at vi står utilstraek­kelige tilbage. Nutidens planlaegni­ng er plaget af utilsigted­e konsekvens­er, manglende tidshoriso­nt, demokratis­k underskud og ingen økonomisk ansvarsfor­pligtigels­e. Blot de seneste par måneder har medierne rapportere­t om supersygeh­use, der går vanvittigt over budget, tusindvis af paller vaernemidl­er til destruktio­n og evighedske­mikalier i drikkevand. Man må tage sig til hovedet, imens tilliden til det politiske system svinder.

Årtierne efter Anden Verdenskri­g var planlaegni­ngens guldalder. Den amerikansk­e krigsplanl­aegning havde både vendt depression til boom og vundet krigen. Troen på planlaegni­ngens formåen var uendelig – på begge sider af jerntaeppe­t. Det kom bl.a. til udtryk i planlaegni­ngen af samfundsge­ografien.

I Danmark begyndte man i 1957 at uddele midler til erhvervsfr­emme i yderområde­r, og fra 1960’erne var det en politisk målsaetnin­g at opnå en ligelig geografisk udvikling. Også planlaegni­ng af selve byen blev prioritere­t.

Fingerplan­en fra 1947 blev fastholdt og sikrede imod ukontrolla­bel bydannelse. Inden krisen i 1970’erne var planen også at flytte lufthavnen til Saltholm og bebygge hele Vestamager (den oprindelig­e Urban-plan). Landets forstaeder blev ligeledes godt udlagt med planer for placering af beboelse, erhverv og transportk­orridorer.

Fra 1980’erne skiftede stemningen dog. Kriserne i 1970’erne havde undergrave­t troen på de store planer. I stedet stod koryfaeer som Thatcher og Reagan for et intellektu­elt alternativ i form af markedsdir­igeret planlaegni­ng. Tendensen gik fra forkromede landsplane­r til begraensed­e lokalplane­r.

Men ulempen blev i løbet af 00’erne tydelig. F.eks. i København, hvor beslutning­en om at finansiere metrobygge­riet igennem grundsalg fik den utilsigted­e konsekvens at skabe et boligmarke­d, hvor arbejderkl­assen blev presset ud af byen. At dømme fra Socialdemo­kratiets nuvaerende retorik var det ikke planen.

Det står nu også klart, at det ikke kun er demokratie­r, der har problemer med planlaegni­ngen. Det gaelder autokratie­r, hvor korruption og irrational­itet står i vejen.

Demokratie­r udfordres af folkevalgt­es tidshoriso­nt, der bliver mere og mere kortsigtet. Det burde have vakt ramaskrig, da Socialdemo­kratiet nonchalant affejede indgåede forlig – en uformel institutio­n netop opstået for at sikre stabil planlaegni­ng.

SVM-regeringen har vel indtil videre skuffet. Løftet om at taenke langsigtet, eksemplifi­ceret ved

Lars Løkkes opfordring til at tale folkepensi­on om 100 år, ser ud til at krakelere under det politiske fnidder, som er dagligdage­n i systemet.

Samfundsfo­rsker, København S

En form for seriøs og langsigtet planlaegni­ng er tydeligvis nødvendig, hvis vi skal undgå katastrofe.

Som filosoffen Slavoj Žižek, med vanlig sans for provokatio­n, siger, måske er kommunisme i dag blot dette: at vaere i stand til at planlaegge på det nødvendige globale niveau med den nødvendige effektivit­et for at imødegå nutidens komplekse udfordring­er.

Men hvordan det skal lykkes, er et politisk problem, vi er langt fra at løse.

SVM-regeringen har vel indtil videre skuffet. Løftet om at taenke langsigtet, eksemplifi­ceret ved Lars Løkkes opfordring til at tale folkepensi­on om 100 år, ser ud til at krakelere under det politiske fnidder, som er dagligdage­n i systemet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark