Grønne håb er ikke en strategi

Investorer og lovgivere stiller sig ikke laengere tilfreds med grønne regnskaber og vidtløftige klimamålsaetninger. Der skal trovaerdige planer på bordet.

»Man må snart heller ikke sige noget mere!« sukkede en bekendt fra finanssektoren for nylig over en kop kaffe.

Anledningen var Finanstilsynets påbud til otte såkaldte ”fuldt baeredygtige” fonde, som kun i vage termer kunne redegøre for, at de ikke bare investerede i firmaer, der havde som mål at vaere baeredygtige, men at der rent faktisk var en trovaerdig plan bag de flotte løfter. Det vil Finanstilsynet have rettet op på. Alternativt bliver fondenes grønne markedsføring betragtet som misledende.

Finansrådet understregede dermed en af de vigtigste udviklinger af baeredygtighedsområdet netop nu. Nemlig at forventninger til virksomheder hastigt flytter sig vaek fra blot at måle eksempelvis CO2e-udledninger og kommunikere langsigtede ambitioner om at blive karbonneutral engang i fremtiden. Fokus er nu på kvaliteten og realismen i den plan, der skal levere løfterne.

Den form for logik finder også vej ind i klimaretssager, som der bliver stadig flere af. Eksempelvis blev Shells bestyrelsesmedlemmer for nylig sagsøgt for ikke at have en god plan for, hvordan selskabet på én og samme tid ville leve op til Parisaftalens målsaetninger og samtidig øge sin produktion af olie og gas.

Sagen, der blev rejst af klimaaktivister, blev afvist i denne omgang. Men den blev støttet af pensionsselskaber. Hvorfor nu det? Fordi pensionsselskaber interesserer sig for langsigtet vaerdi og vil sikre sig, at bestyrelse og direktion også gør. Årlige ESG-data og grønne balloner er ikke laengere nok. 2023-investoren vil have evnen til at følge op på aktivitetsniveau – og at vide, hvem der ikke leverer, hvis den grønne omstilling ikke skrider frem som lovet. Samtidig presser

EU’s CSRD-rapporteringskrav på for ikke blot at få tal, men også beskrivelser af governance, strategier og processer med relation til baeredygtighed.

Man kan dårligt fortaenke min bekendte i at vaere opgivende. Det har vaeret – og er – et stort arbejde at holde styr på grønne regnskaber og andre ESG-indikatorer. For slet ikke at tale om at kunne formulere mål for dem. De to ting tilsammen var indtil for nylig nok til, at man var duks på baeredygtighedsranglisterne. Sådan er det ikke mere.

Det er et tegn på modning af baeredygtighedsagendaen og ikke mindst af dem, der analyserer selskaberne. På samme måde som de faerreste investorer ville smide seriøse penge efter en startup-idé uden en aedruelig forretningsplan og indtjeningsmodel, er det klogt at kratte i overfladen på de aeteriske baeredygtighedsrapporter, der stadig er for mange af. Det bliver flere og flere heldigvis i stand til, godt hjulpet på vej af skrap regulering og stadig dygtigere tilsynsmyndigheder.

Den gode nyhed er, at de dygtigste virksomheder er i fuld gang. Deres ESG-rapporter baserer sig på klimaeller dekarboniseringsplaner, som sandsynliggør hvor store reduktioner, forskellige tiltag skal give – og hvornår. Der tages højde for de vaekstforventninger, virksomheden i øvrigt har, ligesom et stadig grønnere energimiks og bebudede udviklinger i lovgivning og teknologi er reflekteret.

Den gode klimaplan baserer sig på en detaljeret forståelse af udgangspunktet og er bygget op om meningsfyldte delmål. Den haenger desuden sammen med virksomhedens øvrige styring. Giver klimatiltag f.eks. muligheder for at spare på råvareindkøb? For at udvikle grønne produkter, der kan tages en merpris for? Kraever den investeringer i nye kompetencer eller udstyr? De antagelser skal kunne genfindes i budgettet. Ligesom klimaplanen selvfølgelig bør vaere nøje afstemt med lobby- og kommunikationsindsatser.

Den gode klimaplan baserer sig på en detaljeret forståelse af udgangspunktet og er bygget op om meningsfyldte delmål. CHRISTIAN SPARREVOHN

Det lyder besvaerligt, men er indsatsen vaerd. Ikke kun for klimaets skyld, men også for forretningen. World Economic Forum har anslået, at såvel omsaetning som indtjening er markant højere for klimaprogressive virksomheder, finansiering billigere og afkast til aktionaererne højere. Adgangen til talent er lettere. Og at en stor del af klimaaktiviteterne er selvfinansierende og kun fører til yderst marginale prisstigninger.

Det er en gammel sandhed at håb ikke er en strategi. Det nye er, at analytikerne er blevet bedre til at gennemskue, hvornår der er tale om om hhv. en intention og en plan på det grønne område. Dét bør dygtige virksomheder tage ad notam.