Tre gode råd til politikerne om det naeste forsvarsforlig

Regerings kasseeftersyn af Forsvaret viste en ubetalt regning på 38 mia. kr. Men det er kun en brøkdel af det beløb, som er på spil i de kommende forsvarsforhandlinger.

I sidste uge blotlagde regeringens ”kasseeftersyn” af økonomien i Forsvaret en raekke såkaldt ”ophobede udfordringer”, som beløber sig til i alt 38 mia. kr. over de naeste 10 år.

Penge, der skal bruges, inden man begynder for alvor at overveje, hvilke nye kapaciteter Forsvaret skal have i forbindelse med det store løft af forsvarsudgifterne til 2 pct. af bnp frem mod

2030.

De 38 mia. er et stort beløb – det svarer til et helt års forsvarsudgifter nu. Men faktisk er det kun en lille del af de samlede forsvarsudgifter de naeste 10 år. Målet om 2 pct. af bnp svarer til ca. 56 mia. kr. årligt, så over 10 år vil budgettet vaere omkring 500 mia. kr., afhaengigt af hvor hurtigt man løfter udgifterne. Set i forhold til hvad der ellers diskuteres af beløb i dansk politik, er det en ubegribeligt stor sum penge.

Med de mange penge på højkant kan man godt forstå, at det kommende forsvarsforlig er det helt centrale fokus i dansk politik for tiden.

Hvordan udgifterne i forsvaret bruges bedst, er først og fremmest en militaerfaglig diskussion. Men der er alligevel en raekke oplagte faldgruber, som vi håber politikerne styrer udenom, når pengene skal udmøntes. Så her er tre gode råd til de danske politikere i de kommende forhandlinger:

■ For det første bør man ikke lade sig forblaende af tanker om at fremme en selvstaendig dansk militaerindustri – heller ikke ud fra et selvforsyningsargument. Danmark er slet ikke stor nok til bare tilnaermelsesvist at selvforsyne sig med alle de ting, et moderne militaer kraever, så en positiv saerbehandling af dansk produktion vil blot betyde dårligere og dyrere materiel, i fforhold til at købe det bedste og billigste fra vores naere allierede.

■ For det andet bør man undgå at falde i en faelde, hvor Forsvaret bruges til andre politiske mål, f.eks. målrettet støtte til (udkants-) områder eller den grønne omstilling. Placeringen af kaserner og lignende bør foregå efter militaerfaglige kriterier og ikke ende som en brik i et politisk spil – f.eks. mellem de ansvarlige politikeres valgkredse. Soldater skal vaere specialister i at føre krig og skal ikke bruges til f.eks. at rense strande eller plante traeer.

■ For de tredje bør man helt ignorere overvejelser om, hvor mange job, de forskellige tiltag evt. kan ”skabe”.

Hvis flere udgifter til militaeret betyder flere job, er det ikke en gevinst, men et traek på dansk økonomi.

De haender kan jo så ikke samtidig vaere til rådighed andre steder, som skriger på haender: den private sektor eller kernevelfaerden i det offentlige. Så hvis den militaerfaglige kalkule peger på en overvaegt af importeret hardware i de fremtidige udgifter, er det naermere et plus for økonomien.

Ovenstående gode råd forudsaetter selvfølgelig, at målet er at få det bedste og billigste militaer for de afsatte midler.

Betragtes 2 pct.-målet omvendt blot som noget, der skal opfyldes for at overholde formalia for vores Natoforpligtelser, kan de mange, nye forsvarsmilliarder vise sig at blive en gavebod for saerinteresser og politiske kaepheste.

Lad os håbe det ikke bliver tilfaeldet.