Paul Simon tryllebinder stadig med den akustiske guitar

Lille spirituel perle fra en stor legende. Alt overflødigt er skåret vaek på Paul Simons 15. soloalbum.

ROCK

SEVEN PSALMS Sony Music

Her er en mand med et vanvittigt cv.

De udødelige plader med Simon & Garfunkel skal man have befundet sig under jorden meget laenge for ikke at have stiftet bekendtskab med. Det samme gør sig gaeldende med hans største soloudspil – ”Still Crazy After All These Years”

(1975), ”One Trick Pony” (1980) og hovedvaerket ”Graceland” (1986), for blot at naevne et par stykker.

Nej, der er intet bombastisk eller storladent over

Paul Simons aktuelle, 15. studiealbum ”Seven Psalms”, hans første i fem år, som udkommer fredag.

Forvent ikke rytmisk fremdrift a la ellers uforlignelige ”The Rhythm of the Saints” (1990). På dette nye udspil befinder Paul Simon sig i det rolige hjørne med brug af akustiske guitarer, strygere, fløjter og – naturligvis – hans egen behagelige vokal, der fungerer som et instrument på linje med de øvrige. Her er intet produktionsmaessigt lir, alt overflødigt er skåret vaek, og musikken fremstår helt ren.

Et kaerligt udspil

»Nothing dies of too much love ...,« messer han på sin saedvanlige, underspillede facon, og der er i vid udstraekning tale om et kaerligt, inkluderende, spirituelt vaerk, som – med få virkemidler – fremstår decideret vanedannede efter få afspilninger.

De staerke melodier har Paul Simon som altid helt styr på, men denne gang er der noget meditativt hypnotiserende over den repetitive tilgang til musikken. Den blot 33 minutters lange plades syv kompositioner er beregnet til at blive lyttet til som ét samlet vaerk, og pladen fungerer netop som sådan, en rolig organisme af vellyd, hvor den pludselige duet med hans kone, Edie Brickell, falder naturligt ind i sammenhaengen uden at stikke naevnevaerdigt ud.

Stillestående? Ja, på en smuk og rørende måde.