Det er ret vigtigt: Laes og forstå

Dansk Industris topchef, Lars Sandahl Sørensen, øverste repraesentant for over 19.500 virksomheder med flere end 560.000 medarbejdere, delte for nylig en stor bekymring i et interview i Berlingske. Han mener, at vi er ved at skabe et samfund, hvor vi mister evnen til fordybelse med store konsekvenser for fantasi, indlaering og medmenneskelighed.

Årsagen er, mener han, at vi bruger mere og mere tid på skaerme. Isaer er han bekymret på børnenes vegne. Han mener, at »det har en kraftig del af skylden for, at så mange børn og unge mistrives – at de er forvirrede, angste, deprimerede, stressede og utrygge. Og jeg tror, det rammer deres evne til at maerke andre mennesker og at indgå i faellesskaber«.

Nogenlunde samtidig med interviewet med Lars Sandahl kunne den danske del af den internationale Pirls-undersøgelse, der bl.a. måler laesefaerdigheder, fortaelle, at danske børns evne til at laese er staerkt faldende. Undersøgelsen, der foretages hvert femte år i 60 lande, viser, at naesten 25 pct. af danske elever i 4. klasse hverken kan fortolke, laese mellem linjerne eller laese kildekritisk. De forstår ganske enkelt ikke, hvad de laeser. Ydermere er de 5 pct. dårligste laesere blevet dårligere, og samtidig er laeseglaeden generelt faldet, så Danmark og Norge er de lande i undersøgelsen, hvor der er faerrest elever, der godt kan lide at laese.

En vaegtig forklaring er, som det også er i Lars Sandahls analyse, at man har tilladt alt for meget skaermbrug i folkeskolen. Suppleret med faerdsel på sociale medier, hvor børnene måske nok laeser, men stort set kun overfladelaesning og ikke den dybdelaesning, som er forudsaetningen for, at man laerer at bruge laesningen som et laeringsredskab.

Andre undersøgelser viser, at op mod 20 pct. forlader folkeskolen uden at kunne laese og regne på et ordentligt niveau. Det skulle folkeskolereformen have rettet op på ved at øge antallet af timer i dansk og matematik, men det modsatte er sket, fordi mållaeringen og pligtlaesningen har kvalt lystlaesningen og laeseglaeden. Nu er opgaven at genskabe dem gennem øget tilstedevaerelse af fysiske bøger og en mere praktisk tilgang til laesning. Og så naturligvis faerre skaerme. Noget skal ske.

Men det skal der også i hjemmene. For undersøgelser viser, at de voksne også laeser mindre, end de gjorde tidligere. Og det er jo en banal kendsgerning, at børn ikke gør, hvad foraeldrene siger, men hvad de gør. Laeseglaede smitter, isaer når man gør det sammen, men det modsatte smitter også. Børnenes faldende laesefaerdigheder er ikke et isoleret problem, hvis løsning vedrører dem og folkeskolen. Det vedgår os alle og vores adfaerd, som forandrer sig revolutionerende med teknologien i disse år.

Som den norske forfatter Karl Ove Knausgård sagde i Jyllands-Posten lørdag: »Alt er virtuelt, alt er abstrakt, alt foregår på en skaerm, og det fratager os den helt essentielle følelse af at høre til et sted. Ja, vi bliver simpelthen hjemløse i tilvaerelsen.«

Laesning er det vigtigste middel til laering. Men det er mere end det, for med laesning og sprog kan man også bemaegtige sig verden, skabe faellesskaber og bekaempe den eksistentielle hjemløshed, som forfatteren taler om. Derfor er danskernes faldende laesefaerdigheder og laeseglaede i sidste ende et samfundsproblem, et problem for demokratiet. Som laerebøgerne hedder: “Laes og forstå”. Det bør vi begynde at interessere os for.