Uden personlige vaerdier som kompas mister en leder sig selv
Som leder er dine personlige vaerdier kompasset, som hjaelper dig til at traeffe de rette beslutninger. Alligevel glemmer mange ledere deres kompas og kommer på afveje – ligesom jeg gjorde.
I størstedelen af min karriere har jeg insisteret på at drage de personlige vaerdier ind i ledelsesrummet. Både hos mig selv og hos de ledere, som enten har refereret til mig, eller som jeg har vaeret rådgiver for. Vores personlige vaerdier er nemlig vores vigtigste retningsanviser og fundamentet for vores ledergerning.
Personligt har jeg i mange år haft fem vaerdier som
GPS. Når jeg lever og er tro mod dem, er jeg den bedste udgave af mig selv, den bedste aegtemand, den bedste far, den bedste leder, og det er dér, hvor jeg skaber de bedste resultater for den virksomhed, jeg er en del af.
Hver eneste dag bestraeber jeg mig derfor på at leve mine vaerdier. Nogle dage går det fantastisk. Andre dage er der plads til forbedring, men samlet set har bevidstheden styrket mig som menneske og dermed også mit lederskab.
Det er ikke nødvendigvis nemt at leve sine vaerdier, men i det lange løb er det lettere, og i dag kan jeg rent fysisk maerke, når jeg begynder at bevaege mig vaek fra mine vaerdier. Sådan har det ikke altid vaeret, og jeg har laert betydningen af personlige vaerdier på den hårde måde. Helt konkret udspillede det sig i ét af mine tidligere job, hvor jeg drev så langt vaek fra mine personlige vaerdier, at jeg kom på afveje.
Det var ikke nogens skyld, men ansvaret var mit. Det skete gradvist. Gang på gang oplevede jeg konflikt mellem mine og virksomhedens vaerdier, og hver gang gradbøjede jeg mine personlige vaerdier en smule, for jeg ”skulle bare lige”.
Jeg glemte mit kompas, orienterede mig ud i stedet for ind og endte et sted, som var både uhensigtsmaessigt og ubehageligt. Først da livet stak en kaep i hjulet, vågnede jeg op, og jeg har ikke tal på, hvor mange gåture, meditationer og coaching-sessioner det tog at genfinde mit vaerdimaessige ståsted. Vejen tilbage var både lang og kraevende.
Netop på grund af mine egne erfaringer gør det mig trist, når jeg ofte møder ledere, som dagligt undertrykker deres personlige vaerdier, aeder sig selv og er ude af stand til at traede ud af hamsterhjulet og vaelge anderledes. Nogle er så ydrestyrede, at de slet ikke er bevidste om, hvilke vaerdier der er vigtige for dem, mens andre bliver flået i, fordi deres egne og virksomhedens vaerdier traekker i hver sin retning.
Jeg ved ikke, hvad der er vaerst, men jeg ved, at vi som ledere traeffer dårlige beslutninger; siger ja til opgaver, som ikke er gode for os; bliver stressede og ulykkelige, når vi oplever vaerdimaessig konflikt og ikke følger vores indre kompas. Vi kommer på afveje, lader os forråde og mister os selv i jagten på den store karriere, succesen, den økonomiske frihed, magten …
Jeg medgiver, at det ofte kraever mod at stå staerkt i sine personlige vaerdier og bruge dem fremfor andres forventninger som kompas. Til gengaeld minimerer vi risikoen for at komme på afveje, når vi gør det, og vi hjaelper os selv som ledere til at gøre det rigtige og det, der er godt for os, vores medarbejdere og virksomheden.